It’s all in your hands…

Så pas på ikke at klippe med den store saks!

Lige nu går det helt naturligt så at sige, fordi det er derude lige til at plukke direkte i mund og på tallerken. Fra haven som jeg gør eller hylderne, der heldigvis i stadig større grad er reserveret dansk frugt og grønt og hvis man er rigtig heldig, så er der også tænkt over lokale råvarer. En positiv trend, der nok skal få ekstra fat i disse energikritiske tider.

Det er vildt, som der har været moreller og mirabeller i år ♥

Når det om nogle få måneder er vinter, så begynder det at knibe for mig. Morgenerne vil stadig være frugt som siden 1985 og frokosten vil altid blive indledt med en gulerod og nok også fortsat være yoghurt begravet i hakkede mandler og valnødder. Og jeg ved godt, at det lyder som morgenmad for de fleste, men for mig er det frokost.

Og så kommer vi til aftensmaden, som er helt OK lige nu med salat, tomater, majs osv. fra haven, men om lidt rækker jeg sikkert igen alt for ofte ud efter færdigretterne. Så økologiske de end er fra Løgismose og Irma, så er det ikke hjemmegjort. Og ikke mostly green. For der ryger måske pasta med på siden.

Og så kommer vi til det, for det er jo ikke gjort med Q10 og selen at stoppe iltoget mod ældning og risiko for sygdom. Jo mere stærkt forarbejdet mad, man spiser, des mere klippes der af ens telomerer. Godt nok tales der mest om pasta, pizza, chips og den slags og ikke Irma’s kylling i karry.

Men det er en videnskabeligt konstateret kendsgerning, at jo sjældnere man tager fat i bræt og kniv og alt til det kulørte køkken henhørende af grøntsager, jo hurtigere haster man mod tidlig ældning. Man klipper med den store saks af sine telomerer. Og det vil jo også ses på huden.

Kosttilskud som Co-Q10, selen og vitamin D, som vi ofte mangler, kan være en rigtig god idé, men mad er information fra et komplekst system af næringsstoffer. Mange af dem stoffer vi end ikke kender, men som spiller sammen i korrekt indbyrdes mængde og snakker det sprog, vores celler gennem en lang fælles udviklingshistorie forstår. Og mostly green mad er uhyre vigtig for de millionmilliarder af mikrohjælpere, vi har i vores tarm og som danner næringsstoffer og er vigtige for vores immunforsvar.

Jeg ER i gang med med det med sirtuinerne og epigenetik, og det er godt nok på den højere hylde end en nørdet kosmetolog befinder sig. Men sindsygt spændende. David A. Sinclair, biolog og professor i genetik, siger til slut i videoen HER, at det 22. århundrede bliver ‘all about biology‘ og bestræbelserne på at forlænge godt liv eller måske ældes baglæns. Han siger, at aldring ikke er en sygdom i sig selv, men vi betragter det som normalt, at fordi man lægger år til sin alder, så bliver man syg.

Det er hans og andre forskere som Steve Horvath’s arbejde koncentreret om. Lad mig lige nævne som eksempel, at Shinya Yamanaka, som vandt Nobelprisen i videnskab i 2016 sammen med John Gurdon på forskning i at omskabe en ganske almindelig hudcelle til en pluripotent stamcelle ved at indsætte nogle få specifikke gener. Pluripotente stamceller kan blive til alle væv i kroppen, og perspektiverne er – synes jeg – i nogen grad skræmmende.
PS: Der er ikke tale om forskning på mennesker. Endnu. Men man kan gøre det med en celle fra et menneske.

Og tro mig, de er på sidelinjen, dem med forskningsmuskler derude i hudplejebranchen. Epigenetik er stort. Naturen forsvinder ikke ud men i endnu højere grad ind i grøn bioteknologisk udgave. For hud kan ikke tage næring fra overfladen, dens celler kan læse information, men ‘maden’ skal komme via blodbanen. Og være af den slags, der ikke klipper telomerer med den store saks, for så spiller det sammen.

Og I har longlæsningsfri fra mig i morgen ♥