hvad var I uden mig!
Stærkest stråler AB3C på beautyhimlen lige nu, og det er helt berettiget. Men hvis jeg var vitamin E, så ville jeg nok sidde lidt skuffet der på bagsiden og sige, hvad var I uden mig! Vitamin E er med en underdrivelse pænt vigtigt for vores celleforsvar, cellemembraner og immunforsvar.
Talenterne er mange men vigtigst er betydningen som antioxidant, og det hedder det, fordi iltning kaldes oxidation, og anti-iltning kaldes derfor antioxidant. Vitamin E beskytter mod ravage fra frie radikaler, der ødelægger fedtstoffer (cellens membraner), proteiner (cellens skelet, bindevævsfibre, hormoner, enzymer, signalstoffer m.m.) og genetisk arvemateriale (DNA). Og hvis kroppen satser på, at man kan bidrage til at forhindre det, så er man jo faktisk livsvigtig.
Man kan måske ikke sige, at det er livsvigtigt i hudpleje, men det er en rigtig god idé. Og ikke mindst på grund af de antioxidative talenter er det også mere end hyppigt at finde på ingredienslisten men altså ikke altid på forsiden. Det er det dog på eksemplerne her….
Tag ikke det indbyrdes størrelsesforhold i montagen alt for bogstaveligt…
Vitamin E er et af de fedtopløselige vitaminer. Planteolier, som indeholder mange flerumættede fedtsyrer, medbringer selv deres konservering, for de indeholder meget vitamin E, der beskytter dem mod iltning. Hvis en face/bodyoil ikke indeholder vand men kun olie, så er konserveringsstoffer overflødige.
Vitamin E er en god kammerat, der beskytter sin fedtopløselige vitaminkollega med betegnelsen vitamin A med nedbrydning på grund af iltning. Ikke at forglemme vitaminernes powerpar E og C, som er en dynamisk duo, der regenererer celler. C gendanner E, så det kan forblive i blodbanen længere tid og fortsætte kampen mod ‘radikalerne’ med uformindsket styrke.
Og duoen arbejder for al hud – også med at absorbere UV-stråler, og her nævnes C’et som mere effektivt overfor UVA end E, og det er endnu en god grund til en kombi.
Når man er en stærk antioxidant, så er man også det, vi ikke siger mere – anti-aging. For når cellemembraner, proteiner og endog DNA beskyttes, så undgår man jo i hvert fald det, der p.t. optager forskningen – inflamm-aging. Vitamin E er også beroligende, regenererende og har en vis udjævnende effekt på uens hudtone.
Der er lidt uenighed om vitamin E og ar. Jeg har selv oplevet E-dråber hele et ar på hånden lynhurtigt, men effekten er ikke bekræftet fra videnskabelig side. Det kan således også ses nævnt, at det kun gør sagen værre. Sådan er hudpleje og livet som helhed et evigt for/imod og hva-ska-man.
FAQ Kemisk hedder vitamin E tocopherol, og du vil se det i forskellige alpha tocopherol-kombinationer bag på dit produkt. Står der d- foran, så indikerer det, at vitaminet er udvundet fra naturlig kilde, og står der dl- så er det syntetisk. Men i begge udgaver er det en dygtig antioxidant. Har du en olie med vitamin E, så sørg for at beskytte den mod lys og ilt.
Karin Winther skriver
Jeg smører også stadig e vit olie på sår og ar … når jeg har nogen kapsler liggende. Jeg elskede dengang man kunne købe hvedekim alle steder for jeg elskede det i min morgenmad. Nu skal det special bestilles og koster pludselig en formue. Selvfølgelig fordi det kan blive harskt og alt det der……. som forskning jo finder ud af.
Sikke masse spændende produkter med e vit.
Lise Grosmann skriver
Karin Winther: Så er vi to, der kan bekræfte den helende effekt <3 Men alene det, at det lægger en lille forbinding og så jo også dæmper tilløb til inflammation vil speede heling. Jeg anede dag ikke, at hvedekim pludselig var blevet så eksklusivt. Men ja olier harsker, og det er man heldigvis blevet opmærksom på. Des vigtigere at opbevare og bruge rigtigt. Men det ved du jo. Produkterne var, hvad jeg lige kunne google mig til, hvor E-vitamin stod på forsiden, men det er jo i det meste. God eftermiddag i solen kære <3