Det handler om ingredienser med vandbalancetalenter – og en del mere
Jeg skal ikke holde nogen på pinebænken i spænding men straks afsløre, at det her handler om hudens salt/mineral-balance. Om elektrolytter*, som er ingredienser anno NU.
Tekst til produkter nederst ♥
For elektrolytter er specialister i vandbalance-regulering. Plus en hel del andet så som at styrke barrieren og regulere naturlig afskalning og pH-balance samt sikre kommunikation og transport* herunder fjerne affaldstoffer, så der er god grund til at lede efter blandt andet magnesium, kalium og calcium på ingredienslisten ofte med et PCA efter.
Vi er i naturlig-fugtfaktor-kategorien, og hvis du klikker på linket, så læg mærke til, at der et godt stykke nede står, at 97 procent af kroppens totale PCA findes i epidermis, altså vores overhud, der hvor fugtniveauet gerne skal være mindst 10 procent. Her er eksempler på elektrolyt-talenter.
♥ Magnesium har ud over fugttalent også god indflydelse i cellens maskinrum, hvor det hjælper med produktionen af ATP (adenosine triphosphate). Energi simpelthen. Plus barrierereparation og så giver magnesium en hånd med i den naturlige afskalning af hudceller på overfladen.
♥ Kalium er vandtransport-ekspert* og derfor indlysende nok med stor indflydelse på hudens fugtniveau. Kalium hjælper også med at organisere forskellige lipider som ceramider og har dermed indflydelse på at skabe en stærk hudbarriere.
♥ Calcium suger fugt til huden og hjælper til at holde den i de øverste lag, hvor der bør være mindst 10 procent for at undgå barriereulykker. Calcium spiller også en rolle for dannelse og transport af nye celler.
Elektrolytterne kommer som al anden næring og væske til huden med blodet. Når der ellers er de nødvendige råstoffer til leverancen. Og som man tænker i leverancer i så meget andet inden for hudpleje, så var elektrolytter med deres store betydning for hudens væskebalance nærliggende på ingredienssiden. Og man er ret enige om blandt eksperter, at det har en effekt.
For når huden mister fugt og barrieren bliver brudt, så kommer inflammationen og så ryger kollagenet og dermed fasthed og smidighed og glathed. Huden får det skidt lige som vi gør, hvis vi anstrenger os fysisk og sveder meget og så glemmer, at der skal salte til at genoprette balancen.
*) FAQ Vi er vant til at høre om saltbalance og elektrolytter i forbindelse med motion. For hvis man giver den virkelig gas, så slår en slurk vand ikke til, der er nemlig via heftig sveden tabt meget væske og derved sket noget med kroppens saltbalance, som kan få uheldige konsekvenser.
Elektrolytter er altså salte i kroppens væsker med betydning for væskeooptag og væskebalance. Især calcium, kalium magnesium, natrium og klorid. Disse elektrolytter har en elektrisk ladning, og det har betydning for den interne kommunikation. De har også betydning for normal pH-værdi og sørger for, at kredsløbet fungerer.
Og så er der det med transport. Vandtransport har at gøre med hudens indbyggede fugtsystem herunder cellens vandrør, aquaporiner, som jeg skrev om som noget af det første på denne blog. For da lancerede Nivea deres Aqua Sensation baseret på forskning i de her proteinporer i cellemembranerne. Faktisk taler vi Nobel-prisvindende forskning, nemlig Peter Agre 2003, og ham var det, der kaldte aquaporinerne cellens vandrør, fordi de på organiseret vis regulerer vandtransport ind i cellerne via kanaler. Og her er det så, at elektrolytterne og deres elektriske talenter er vitalt vigtige. Jeg skrev lidt mere HER Og HER kan du læse noget om at ‘vaske hjernen’ og aquaporiner.
1.La Mer The Moisturizing Soft Lotion er jo ude af det gode selskab hos mange, fordi selv om den har algeekstrakt øverst, så har den ‘petrolatum’ som no.2 på ingredienslisten og der ses også silicone, og så ser mange jo ikke de utrolig fine ingredienser og herunder magnesium m.fl. Jeg har ikke mødt noget produkt, der giver så perfekt base for makeupcremen. Og i øvrigt så fin hudfinish og følelse.
2. Clinique ID Dramatically Different Hydrating Clearing Jelly er noget af en skøn fugtbase, der også indeholder Zink PCA plus salicylsyre, som gør den perfekt til at kombinere/customize med Active Cartridge Concentrate til uren hud. Det er et virkelig smart koncept, de har lavet der. Læs eventuelt Pudderdåsernes fine anmeldelse HER.
3. Peter Thomas Roth Water Drench serien er jeg ret vild med. Den mand kan lave fugt. Senest er kommet Hyaluronic Hydrating Toner Mist, som lover 72 timers fugt!! Fugt får man i hvert fald og den får hjælp af sodium PCA. Der er fuld ingrediensliste HER
4. Pestle & Mortar Balance Fine Misting Spritz er et skønt produkt, hvor magnesium indgår. Jeg kan se, at der er 30 procent HER og jeg skrev om Balance HER
5. Paula’s Choice Water Infusing Electrolyte Moisturizer (tuben er en prøve/travelsize med 15 ml) har som navnet antyder elektrolytter – både kalium, magnesium og calcium plus selvfølgelig mange andre sublime ingredienser til fugt og barriere og balance. Men også silicone, fordi Paula Begoun ikke har noget imod dem. Se fuld ingrediensliste HER
6. Og så den Seriøst bedre Ansigtscremen, som foruden alt det andet gode indeholder zink PCA, og jeg vil overlade ordet til Anette selv HER.
Karin VS skriver
Kære Lise 🌹
Må jeg høre dit ærlige svar på hvad der præcist er galt med Petrolatum?
Det kan vel ikke være helt umuligt når La Mer bruger det i så heftige mængder 🙈😃
Og mange er virkelig glade for La Mer, men hvad gør Petrolatum mod/for huden?
Knus Karin
Lise Grosmann skriver
Karin VS: Kære Karin, det skal du få i dag på bloggen. Dejligt spørgsmål <3
Pernille S skriver
Hold nu op Lise!
Hvis ikke jeg havde sved på panden, så har jeg det nu! Det er et heftigt kemikursus du kaster dine læsere ud i 😅
Kan fortælle, at min saltbalance er kommet så rigeligt på plads i dit behagelige selskab, dog godt hjulpet på vej af en pose osterejer. Har en forkærlighed for denne syntetiske snack, og dagen i dag skulle så være den hvor jeg faldt i gryden. (Lad det blive mellem os to).
Nemesis er dog, at de er så hvinende salte, at jeg har måtte dumpe en næsten fyldt pose i skraldespanden. Man kan altså få temmelig mange svedperler på panden af for meget salt, skulle jeg sige. Blodtrykket ryger straks tilvejrs! Og når sandheden skal frem, mærkede jeg en yderligere belastning da jeg klikkede på linket om PCA. Med tungen lige i munden kom jeg – tror jeg – mere end halvvejs gennem formler og facts. Tænk at man i 1892 var så klog, at een (jeg) fra 2021 kan føle sig en smule hægtet af…😬. Jeg takker dig Lise for dog at have forklaret essensen af teksten. Du gør det noget mere spiseligt. OG interessant!
En vigtig info, som jeg synes skal med er, at mangel på kalium kan føre til hjerterytmeforstyrrelser og i værste konsekvens til hjertestop. Så alene derfor, er det livsvigtigt at sørge for at være tanket op.
Jeg vil tænke på dig og Peter Agre, når jeg i aften påfører huden aquqpuriner😂 Det bliver dog ikke Nivea, men Ansigtscremen fra @beautyspace.dk som skal virke gennem min huds vandkanaler!
Undskyld jeg driller dig Lise, men du er sgu nørded – på den allerbedste måde!
Kh Pernille S 🥰
Lise Grosmann skriver
Pernille S: Man må jo finde sin niche (smil). Min nabo ryster på hovedet af mig, men læser pænt med (tror jeg nok). Men nørderiet kan nemt komme til at løbe af med sådan en som mig, for nu behøver man ikke have alverdens bøger på hylden længere man kan bare google. Og SÅ bliver man fanget og tænker: Det her ER da vildt interessant (; Du som fagperson – og tak for at nævne kalium og hjerterytme – og havedyrker med speciale må jo kende vældig godt til det. I øvrigt tilføjede jeg lige noget til teksten, for jeg opdagede, at de skrev, at 97% af kroppens totale PCA findes i epidermis….jamen, jamen det måtte jo med. Tænk du bare på Agre og vandrørene hver gang du fugtsmør dig. Og jeg vil tænke på dig, når jeg nu går ind i min hyggestol med en skål rodfrugtchips og et glas af min yndlings alkoholfri Erdinger bajerøl. Lille daglig lykke.
God aften og <3 hilsen
@leafysmoothie skriver
Åh et mist Paradis du har der. Den fra ptr altså ser ekstra lækker ud, den serie er vidunderlig! 🤩
Lise Grosmann skriver
@leafysmoothie: Du har helt ret, den mand kan noget med fugt (også) og den serie er vidunderlig. Jeg er vild med serum <3