Jeg tror, at du godtager min forklaring!
Der findes rigtig fin hudpleje til somme tider næsten ubegribeligt billige penge [1]. Produkter, der varetager god hudbalance og tilfører den fugt og forsegling, som al hud har brug for i forskellig udgave. Men hvorfor skal så for eksempel Bioeffect EGF Serum koste over tusind kroner og ligeså et produkt som ZO® Skin Health Complexion Clarifying Serum?
Fordi de ud over de ingredienser, som de deler med mange andre produkter, også har nogle ingredienser/komplekser – ofte patenterede – som de i mange tilfælde selv har udviklet på egne laboratorier eller har betalt dyrt for fra eksterne ingrediensudviklere. Ingredienser, som løser problemer og udretter forbedring. Ingredienser, der koster på firmaets udgiftside og derfor også hos kunden. Og ja, man betaler også for navne.
Med navne følger troværdighed og den tillid, man kan have som kunde. Det gælder jo i og for sig inden for alle produkter/varekategorier. Jeg betaler for eksempel mere for mine Q10 kapsler fra PharmaNord end jeg kunne få Q10 til fra andre. Jeg betaler fordi jeg vil have den forskningsmæssige sikkerhed for lovet effekt. Men det er som om, man er ekstra meget efter kosmetikken. Også her.
Den bygbaserede EGF har jeg skrevet om mange gange, fordi de har hold i deres forskning, som er unik. Det serum er stadig en storfavorit. Trods sine meget få ingredienser og herunder ingen fedtstoffer, så holder det min gamle hud i totalt velvære fra natrutine-påsmøringen til jeg står ved spejlet igen om morgenen.
I første omgang får huden samme gode fugtfølelse efter Complexion Clarifying Serum selv om det heller ikke indeholder fedtstof. Det indeholder nemlig lige som EGF’en glycerin, og når fine firmaer betjener sig af noget så u-glamourøst inden for ingredienser, så er det fordi glycerin er simply the best, når det gælder fugt.
Og så indeholder Complexion Clarifying Serum noget så usædvanligt som salicylsyre i vandopløselig udgave, en formulering, der stort set afskaffer selv minimal risiko for irritation. Men det forhindrer ikke denne dygtige ingrediens i at være specialist i porerensning. Og her er jeg som bekendt med på eksfolieringsholdet.
At vende Complexion Clarifying Serum emballagen om og ingredienslæse er ren ‘juhu’ for den hudplejeglade. Nogle af de stærkeste på fugt, mikrobiom-beskyttende ingredienser (og det er ikke almindeligt, desværre) og så er det som at slå op i et leksikon over lægeurter og planter inklusive stamceller fra dem. Forstandigt bioteknologisk indarbejdet i komplekser udviklet af ZO® Skin Health.
Jo, jeg synes, det er rimeligt at hele 50 ml koster 1.095 kr. Der skal bruges creme over, men er budgettet ikke til mere ZO, så kan man jo udsøge sig en af de prisrimelige, der for eksempel leverer ceramider, som altid og i al hud er vigtige for cellesammenhæng og dermed en sund og robust hud med god cellekommunikation.
Der er en ting, som jeg også har skrevet tidligere, der generer mig lidt ved ZO® Skin Health, og det er, at de går så konsekvent efter at ‘udrydde’ talg. Det er et naturligt og nødvendigt fedtstof, som altså ikke altid driller og skaber ‘urenheder’. Min hud har altid haft et glimrende forhold til sit talg (; Men jeg bør tilføje, at de gør det med sjældent velformulerede produkter og for eksempel også anvender enzympeeling.
Og så er der en ting, som jeg før har omtalt og igen gerne vil rose dem for, og det er deres emballager herunder airless-cremekrukker ♥ Og se, det skal man jo huske ikke at glemme, når man sammenligner priser, for det koster jo money for producenten.
Jeg linker jer til den internationale side fordi det er her, I får flest oplysninger om produktet, og som det kan læses, så er Complexion Clarifying Serum jo faktisk til al hud.
[1] Hvis du nu sidder og husker, at jeg har skrevet noget om patenter i prisbillige produkter som The Ordinary og The Inkey List, så er det helt rigtigt. Men det er jo sådan, at selv patenter har begrænset liv, de udløber på et tidspunkt, og så bliver de pristilgængelige. Som for eksempel Matrixyl 3000, der jo stadig er en fantastisk ingrediens bestående af flere peptider og med ‘papir’ på effekt.
Amaja skriver
Jeg er vil med sisley, har endnu ikke mødt nogen creme der er så god for sart hud ligemeget hvad jeg har gjort
Lise Grosmann skriver
Amaja: Nu skriver du ikke, hvilken creme, du er vild med, men Sisley laver afgjort fremragende hudpleje – og jo også i den priseksklusive ende (:
Tina skriver
Kære Lise.
Jeps jeg godtager din forklaring😊.
Det ser ud til det er virkelige gode sager ZO har.
Jeg synes det kan være svært at gennemskue en ingrediensliste. De ingredienser der står øverst er der mest af i produktet men hvis der er forsvindende lidt i de nederste, er der måske ikke så meget som ønsket i de øverste. Jeg ville ønske producenterne kom procenter på.
Bedste hilsner
Tina
Lise Grosmann skriver
Tina: Kære Tina, tak for at skrive det (; Jeg har ofte syntes, at ZO-produkterne godt nok var dyre, og det er de jo også. Men alt er som bekendt relativt på flere måder, og hvis vi nu laver en sammenligning med f.eks. nogle eksklusive danske mærker, så er de 1.095 kr. for 50 ml af det her nævnte serum jo ikke chokerende dyrt. Og slet ikke, når man ser på, at Dr. Obagi og team har arbejdet på at udvikle nogle så vidt jeg kan se effektive komplekser. Der kan somme tider ligge års arbejde bag et produkt.
Jeg er ikke kosmetikkemiker, og det er, har jeg ladet mig fortælle, svært at vurdere, om en ingrediens, der ikke står i toppen, ikke netop står, hvor den gør, fordi det er det rigtige. Lige som vi ikke kan vurdere kvalitet af en given ingrediens.
Hvis vi nu tager f.eks. retinol, så er der begrænsning på procentindhold. Der kan jo også være irritationsgrænser. Jeg tror ikke, at en serie som ZO har nogen interesse i at snyde på procenterne – som vi altså ikke kan se. Spørgsmålet er jo så, om forbrugere ville være i stand til at vurdere en formel, hvis ingredienser var angivet med procenter. Ofte står der i øvrigt procenter på forsiden af aktive ingredienser som vitaminer.
Hvis du ikke allerede kender incidecoder.com, så kan man somme tider få noget mere indsigt her.
Mange <3 hilsener, lise