Vi slipper jo ikke! I det hele taget er der meget, vi ikke taler om, og er det ikke et svigt?
For nylig havde jeg en af livets gode samtaler med en ven, som har en ven, der er alvorligt syg. Så alvorligt, at hun ved, at hun skal herfra om ikke så længe. Min ven fortalte, at hendes ven insisterede på at sige det højt og tale om det.
Og alvorlig sygdom og ikke mindst døden er nok det, vi har allersværest ved at tale om selv om det er her, vi har allermest brug for at ‘spørge ind til hinanden’, som man siger i dag. Der er jo ikke tid til at vente på hinandens mod og angst for at overtræde grænser – eller berøringsangst, fordi man ikke har lyst til at blive en del af et andet menneskes angst. Eller måske vedkommendes tanker om døden, hvordan den kommer og om man oplever noget inden. Gør du dig tanker om, hvordan det er at forlade denne verden?
Foto: Jeg tog dette billede for flere år siden, og der er på ingen måde redigeret, det var nøjagtig det syn, der mødte mig, da jeg kiggede op mellem de høje grantræer. Måske et billede på den universelle kærlighed, vi også glemmer er der?
Bogen, jeg omtaler her, den satte tanker i gang hos mig. Det er ikke fordi jeg regner med, at himmelbussen henter mig lige nu, men jeg må indrømme, at jeg selv mere end hvornår tænker over hvordan. Sådan i al fredelighed.
Det er på én og samme tid en beroligende og en skræmmende tanke. En dag at skulle slutte og forlade livet. For som en af overskrifterne i ‘Hentet af lyset’ om dødslejefænomener og nærdødsoplevelser lyder, så ville alt jo være ligegyldigt uden en udløbsdato. En anden overskrift lyder ‘Man dør som man har levet’, og den maner jo mens tid er til at gøre det. ‘Soon we all will be memories’, som et citat, jeg så for nylig, lyder.
Jeg kommer i tanke om nogle ord fra Diana von Fürstenberg , hvor hun siger: Folk spørger: Hvor gammel er du? De burde spørge: Hvor mange år har du levet? Og det spørgsmål ville hun besvare med, at selv om alderen er 77 år, så har hun levet 300 år. Der er lavet en dokumentar om og med hende, Woman in Charge, som kan ses på Disney+ Der er trailer HER.
Laura Engstrøm, forfatteren til ‘Hentet af lyset’ har på dygtig journalistisk vis interviewet førende forskere og pårørende, som hun selv var ved sin fars dødsleje, hvor hun havde en oplevelse, der satte tankerne – og arbejdet – i gang.
Bogen, som er skrevet i tilgængelige korte afsnit har virkelig fængslet mig og været meget tankeskabende, som der, hvor psykoterapeut Monika Renz siger om processen for en døende med at give slip:
“Det handler ikke blot om at tage afsked med sine kære og sit liv. Man skal sige farvel til sig selv. Farvel til sin uformåenhed, sine ubrugte talenter, farvel til det, man ikke nåede. At tilgive sig selv helt ind i marven.”
“Det er paradoksalt, at mange af os bruger et helt liv på at blive nogen, når det i sidste ende handler om evnen til at kunne blive ingen.” Siger Monika Renz.
Som den tosse, jeg er, så ser jeg frem til at blive genforenet med mine mange vovser, de vidste det godt men elskede mig alligevel.
Må jeg, hvis du selv eller en, du kender/holder af går med svære tanker eller er i en livsfase, som det er svært at se ‘ovenfra’ og se sin egen rolle og handling i, så at få en snak med min livskloge og empatiske kollega Jeanette Hylleborg. Jeanette læser som du kan læse HER psykoterapeut på 4. år og er som sådan godkendt til at arbejde med klienter.
Foto: Jeg tog dette foto af Jeanette ved vores seneste møde, og det er nok ikke de perfekte omgivelser, men jeg synes, at man ser en kvinde, der lyser af nærvær. Uanset, om der snakkes på siderne som her til et pressemøde, så flakker Jeanette’s opmærksomhed om samtalen ikke. DET er en sjælden egenskab i dag.
Meget relevant for emnet her, så skriver Jeanette netop, at hun selv her midt i livet har fundet ud af, at det er utrolig meningsfuldt at være til stede i en samtale med et andet menneske, som får ny opmærksom på sig selv. Det menneskelige talent, den alt for sjældne ‘nærværenhed’, kan jeg bekræfte, at man finder i en samtale med Jeanette.
Og så er jeg Jeanette evigt taknemlig for, at hun satte ord på mit vedvarende savn af min hundeven. Hun kaldte det ‘hjemløs kærlighed’, og det er jo lige, hvad det er. Selvfølgelig også når vi mister mennesker, vi holder af eller elsker. For kærligheden og sorgen over tabet forsvinder jo ikke, der er bare ikke nogen fysisk til stede, vi kan kysse og kramme og klappe. Måske er det noget, man møder der i nærdødsland. Vi ved jo ikke noget men vi kan gøre hinanden klogere ved at klippe blokeringer i os selv og vove samtalen.
God weekend ♥ og lad os – selv om ‘coolcation’ er hot trend – håbe på noget mere varme og ikke mindst mindre blæst og regn.
Tak fra mit hjerte for din smukke ord. Tak for se mig. Det er det, der hele handler om – at se hinanden dér, hvor vi er. Også, når vi er syge eller i livets sidste del, som du så fint skriver om.
Din opbakning betyder alverden for mig.
Tak
Jeanette
Jeanette Hylleborg: Og fra mit hjerte ligeså <3
Man bliver måske netop set, når man ser andre <3 At se op fra mobilen og for nogle egen navle er et voksende problem set med mit langsyn.
Ensomhedsfølelsen hos mennesker har aldrig været større selv om vi er 'nærværende' (!) alle steder, og jeg tænker ofte på da vi flyttede herop på landet, hvor der overfor i en faldefærdig 'bondegård' boede en gammel mand med sine katte. Der var ikke meget rend af mennesker men enhver nabo havde styr på, hvordan det var fat med Johannes.
Sådan var det faktisk også på fattigBispebjerg, hvor jeg blev født, man havde tjek på, om de havde mad osv. hos naboen med de mange børn. Der var masser af virkelig fattigdom i små kolde lejligheder men der var sammenhold og omsorg.
Og de sociale skel er jo selv med større viden og mulighed for kommunikation faktisk ikke blevet mindre.
Ikke mere mindesnak, men man er vel et usselt menneske, hvis man ikke 'ser' sine medmennesker og kan glæde sig med dem, bakke dem op og hjælpe, hvor man kan. Om det så bare er med mente ord <3
Du har så ret Lise… Når ens forældre er ved ens side, er de en imaginær garant for livet. Mangt og meget bliver værdsat efter deres død. Hvis bare jeg kunne fortælle dem…. Mon ikke mange tænker over udsagte ord når det er for sent?
Stort kram din vej❤️
Pernille S: Og du har så ret i dine kloge ord her, og antallet af skrevne bøger om emnet siger jo meget. Jeg tænker ofte på det, når jeg ser familiens unge…husk det nu, for I kommer til at bruge meget tid på det, når tidspunktet er passeret. Stort (forsinket) kram også din vej <3
Første gang hjemløs kærlighed blev italesat, var da jeg mistede en stor kærlighed. Kun 20år gammel, men dog med mere livserfaring om liv og død end de fleste. Dengang – som nu, var det en præst som forstod og turde tage den eksistentielle samtale som trøster og heler. Da mine forældre døde, var det også præsten som kærligt skubbede mig videre. En meget nær veninde og jeg taler ofte om liv og død. Uden berøringsangst. Hun mistede sin søn som tog sit eget liv. Efter nu snart fire år, er det stadig vigtigt for hende at sætte ord på sine smertelige følelser. Smerten hører aldrig op, men taknemlighed for at have været så privilligeret at elske – den vokser. God søndag kære Lise❤️
Pernille S: Tak for at fortælle en smuk historie fra livet, som det også kan være, og hvor det er så vigtigt at møde nogen, der, som du skriver, forstår og tør tage den helende samtale. Det, der alt for ofte sker i de situationer, når man står i sin sorg og sit savn, det er, at andre siger ‘det går over’. Og det er jo det, det ikke gør. Hvis man ellers er et menneske, der tør elske. For så finder sorgen bare sit rum i hjertet, men døren er evigt åben og savnet forsvinder aldrig. For som du skriver, så hører smerten aldrig op, men taknemligheden over at have været så priviligeret at elske, den vokser.
Jeg har ofte tænkt over, at selv om det er naturligt, at vores forældre dør, når vi selv bliver voksne, så forbliver det et savn. Den tryghed, der lå i, at når livet boksede én, så var mor og far en støtte, og man behøvede ikke at føle sig til besvær, når man søgte trøst. Selv om det desværre ikke er/har været sådan for alle.
God søndag kære og tak igen <3