Hvis man kan få en god creme til 100 kr. hvorfor skal andre så koste 1.000 kr.?
Det er ikke sikkert, at I deler min nysgerrighed på forskning i telomerer og epigenetik og måske hellere vil vide ‘hvad er nyt?’ og ‘hvad er godt?’ uden mine nørdede omveje. Men før man giver sig i lag med at vurdere det ene i forhold til det andet herunder at sammenligne priser, så er det ikke uden betydning, om et brand involverer sig i forskningen.
Foto Biotherm og et eksempel på en opdagelse, der efterhånden er 70 år gammel og blot har behøvet en teknologisk opdatering – også af ressourcehensyn
Det kan man gøre ved at handle hos ingrediensleverandører og overlade forskningsdelen til dem og deres faciliteter. Eller man kan, hvis man har egen kapacitet, selv stå for udvikling af ingredienser baseret på engagement i tidens og egen forskning. Og det koster jo alt andet lige mere.
Og når jeg HER sluttede med at skrive, at der er nogle, der er med på sidelinjen derude i hudplejebranchen, så har jeg faktisk nylig mødt et par stykker af tidens største. Digitalt forstås. Det var fordelen ved corona-nedlukningen i forbindelse med mit job.
Biotherm havde netop blandt andet inviteret Steve Horvath, som jeg omtaler, plus en forsker ved navn Andrew Hessel. Og David A. Sinclair, som jeg har nævnt flere gange, satte sit forskeraftryk allerede for flere år siden hos Caudalie, og er et blændende eksempel på det, jeg mener. Og vi er med alle tre i de højere luftlag i forskningsverdenen.
Foto Caudalie og et eksempel på et samarbejde af de helt unikke (jeg vender tilbage til det i morgen)
Sinclair er som nævnt biolog og professor i genetik, Steve Horvath er professor i det, der kaldes Human Genetics og Biostatistics og beskæftiger sig med det epigenetiske ur. Og Andrew Hessel er chef for Humane Genomics Micro-Biologist and Genetics, og han talte om bioteknologi, som han kaldte fremtidens magtfulde teknologi, som gør det muligt at påvirke, hvad celler laver.
Lyder måske ikke lige som noget med hud. Så lad mig sige, at der ikke er noget indeni os, der ikke har noget med hud at gøre. Hud er et mini-os og vi satser vores overlevelse på dens indpakning, så jeg tror, den ved alt om, hvad vi tænker og gør. Og når man inviterer forskere af den kaliber, så har man øje for og fokus på at kommunikere med den.
Er det virkelig nødvendigt for min huds ve og vel? Nej! Enhver huds vigtigste behov er god fugtbalance plus fornuftig rens og beskyttelse. Resten har noget at gøre med dine forventninger i forhold til at slette spor eller forebygge dem og til at optimere din hud.
At vi i dag ved, at A-vitamin er en af de ingredienser, der kan præstere, skyldes jo forskning, og man er fortsat med at skabe udgaver, der bekommer huden bedre end A-vitaminsyren, det startede med. Og de senere år har vi også set mange alternativer til retinol for dem, hvis hud reagerer, takket være teknologiske muligheder.
I morgen vil jeg hive nogle forskellige brand-eksempler frem for at illustrere, hvad forskning kan bruges til.
Foto L’Oréal research og et eksempel på at naturen stadig er inspiration og leverandør men selv en lavendels talenter kan måske nå nye højder under forstandig grøn bio-teknologi. Måske er det fremtiden også af miljø- og ressourceårsager.
Skriv et svar