Vi skal have en snak om olier!
Det er lidt som med vejret de seneste dage. Vi gik fra vindstille hede til stormfuld regn. Fra den ene yderlighed til den anden. Og nu er det olier, der er gået fra medvind til modvind.
For ikke så længe siden var det at klappe sig på kinderne med olie indbegrebet af glød. Nu er de indbegrebet af inflammation. Yderpunkter, Enten eller. Sjældent både/og og måske. Nuancer er ellers kloggørende i enhver debat.
Hudens olier – eller lipider/fedtsyrer – udgøres af dem, som cellerne på deres vandring op gennem overhudens lag kitter sig sammen med – bl.a. ceramider – og så det fedtstof, der kommer fra vores talgkirtler og lægger sig på overfladen. Den fedtede hud har overskud af sidstnævnte men kan udmærket mangle og have brug for tætningslipider.
Man plejer at bruge billedet ‘mursten og mørtel’ med cellerne som murstenene der bliver holdt sammen af ceramider som mørtel. Men husets mur holder jo ikke mod vind og vejr og vand, hvis der ikke er tag på. På samme måde vil vores hud ikke være tryg at bo i, hvis den ikke havde sin grundigt udtænkte barriere.
Det er i hvert fald meningen, at det skal fungere på den måde. Tætliggende celler tilført en yderbarriere, der holder vand inde og også vand ude – og selvfølgelig også en masse skidt ude. Sammen med vores mikrobiom en genial konstruktion, der passer på hele os. I realiteten kan huden jo selv, hvis vi lod den være i fred til det.
Men vi griber jo voldsomt ind. Og her ligger problemet måske begravet. Måske er det ikke olierne, der er inflammationssyndere men det, vi gør ved vores hud igen og igen. Selv almindelig rens rykker jo ved balancen i murværk og barriere.
Og så er det, at spørgsmålet melder sig, om vi – selv om fugt er altoverskyggende vigtigt af mange årsager og selv om huden selv laver fedtstof – måske alligevel ikke helt skal afvise at bruge olier, hvis huden ligner et behov. De rigtige og dem, der passer ens hud.
For kan naturen tage så meget fejl, at hver eneste plantes olie er noget hø. For eksempel hentes squalane, som er en populær ingrediens lige nu, ofte i olivenolie. Og hallo, der er jo også ceramider i planter – sojabønner, hvedekim, kokosolie, sesam og mange flere.
Og kan mennesker i tusindvis af år have taget fejl, når de smurte hud med olier. Jeg ved det, de havde jo ikke beautylabs til at lave ‘moisturizer’, men alligevel – vi overlevede jo udviklingen med hud i behold. I hvert fald indtil nu.
Olier er mange steder i naturen. I planter og deres blomster, frugter, rødder og ofte i frø og kerner som fra naturens side er dem, der bær opskriften på næste generation videre.
Olier indeholder da heller ikke ‘bare lipider’, de indeholder vitaminer – endog power A (carotenoider) – og ikke mindst vitamin E, den geniale naturlige konservatør, antioxidanter, anti-inflammations omegaer og meget andet. CBD er bare et eksempel som for ikke så længe var en strålende ingrediensstjerne.
Så måske er olie ikke så tosset endda.
Foto: To skønne olier hver for sig men lidt forskellige i deres ophold på huden. Rudolph Care Facial Oil Delight lægger sig hurtigt ned i huden. Votary Intense Night Oil laver en fin barriere. Men vær opmærksom på, at også olier opleves forskelligt på forskellig hud, så det er min oplevelse af dem.
Olier fugter ikke, de er hydrofobiske=vandafvisende, men de er fugtbevarende. De smør og blødgør og holder på fugt i huden. De er altså en del af fugtprocessen både biologisk og i vores hudpleje. Cremer er en olie-i-vand emulsion.
Hvordan en olie brugt alene arter sig med hensyn til, om den forsvinder hurtigt ind i huden eller bliver længe ovenpå afgøres af typen af olie. Argan, jojoba, hampeolie, havtorn, tranebær og ligeså kæmpenatlysolie nævnes ofte som eksempel på let optagelige. Mens olier som som avocado, oliven, kokos og mandel mere laver en barriere på overfladen. Og allermest er det tilfældet med de forskellige plantesmørtyper, de vil være mere okkuderende. Men de fleste hudplejeolier består af flere forskellige planteolier og igen vil det spille ind, hvordan underlaget er herunder ens hudtype/behov.
HUSK altid fugt først. Lad være med at bruge for meget, to dråber er nok. Du kan også komme en dråber olie i din cremedosis (altså ikke olie ned i krukken). Pas på, din olie ikke bliver harsk, så brug op.
PS! Der står ofte nærende i forbindelse med olie, men hud kan ikke spise fra overfladen, den skal have sin næring via blodet som andet i os – selv om den er uden på os.
Er du nu forvirret, det er hudlægerne også – i hvert fald ikke enige, som du kan læse HER
Karin Winther skriver
Jeg kommer heller ikke til at opgive mine dejlige oliedråber, især når kulde og blæst sætter ind. Så er de guld værd til at beskytte kinder og næse. Så klapper jeg det nænsomt på min fugt …… ☺️
Lise Grosmann skriver
Karin Winther: Jeg ved det jo allerede, men dejligt at blive bekræftet i, at I er flere kloge kvinder her. Det sparer jo også penge at skræddersy sin creme efter behov <3
Lissi skriver
Jeg elsker at bruge mine 2-3 dråber olie blandet i min cremedosis om morgenen. Det betyder, at jeg har smidig hud hele dagen. Huden holder på fugten med denne olie. Allerhøjst lige et spray mist i løbet af dagen, hvis vejret er udtørrende på min hus. Men jeg kommer ikke til at undvære at blande lidt olie i min creme. Lige nu en med “glow-effekt”.
Lise Grosmann skriver
Lissi: Det er jo også en fin måde at skræddersy sin creme efter dagens/aftenens/årtidens behov – og give glow <3