Clarisonic kom meget naturligt med i rensesnakken i kommentarfeltet og dels har jeg fundet et mere professionelt billede end mit eget forleden og så vil jeg lige kort fortælle de, der ikke allerede brummer med Mia2, hvordan det fungerer.
- Man gør hud og børste våd.
- Indstiller den ønskede svingnings-hastighed – det unikke ved Clarisonic er jo netop, at den ikke roterer men foretager små mikro-bevægelser frem og tilbage, hvorved den skubber vand rundt på huden og ned i porerne. Det er betydelig mere nænsomt end en børste, der kører rundt og ”graver” sig ned.
- Man kan rense kun med vand, hvis der ikke er behov for mere, og ellers kommer man sit renseprodukt på huden eller på børsten. Der fås Clarisonic renseprodukter, men man kan udmærket bruge noget andet.
- Efter de 60 sekunders rense-cyklus (den bipper, når man skal skifte fra pande til kinder osv) skyller man huden med vand og fortsætter med sin hudpleje.
- Børstehovedet vaskes med vand og sæbe og bør udskiftes efter tre måneder, hvis man bruger det dagligt. Der fås fire forskellige børstehoveder til ansigtet, så der er et, der passer både til sensitiv og uren hud.
Mia2 koster 1.095 kr. og forhandles eksklusivt i Magasin. Den grønne og blå er sæson-one-shots.
The Konjac Sponge er en anden rensemetode med rigtig mange tilhængere. Den ser unægtelig meget syntetisk ud og er stenhård, når den er tør, men udgangspunktet er faktisk en asiatisk kartoffelplante. Altså 100% plantemateriale. Og den lyserøde version er beriget med fint ler, der også virker rensende. Konjac findes i mange udgaver til alle hudtyper og kan også bruges på kroppen. Men aldrig tør. Kan anvendes med eller uden rensemiddel. Den kan efter skylning også overhældes med kogende vand, hvis man finder behov for det. Konjac holder ca. tre måneder, den er bio-nedbrydelig og koster 99 kr.
Husk at kigge ind senere i dag….der kommer navne på vinderne af Caudalie Polyphenol [15]. Og allerede mandag er der nye gaver at vinde, så hvad med at melde dig HER. Du kan stige af igen når som helst du er utilfreds med de daglige skønhedsshots.
Christina Hansen skriver
Ja, selvfølgelig holder den kære Ole sig til sine egne geniale produkter.
Og hvad akne og clarisonic angår, så starter vi med Oles og hans træners anbefalinger og så må vi se på Aria til august.
Vi har faktisk også bemærket, at min søns hud har det bedst, når den får lidt ro – hvorfor vi går forsigtigt til værks.
Tusind tak for svar – det er bare luksus at kunne klikke ind og få personlig “betjening” den ene gang efter den anden.
Og når der oven i købet står sommer, sol og søndag på programmet, så kan det kun blive en dejlig dag. 🙂
Lise skriver
Christina, jeg sidder lige og læser noter fra Ling’s besøg, og hun understreger vigtigheden af fugt til overaktive talgkirtler (og det hænger jo som regel sammen med acnehud), for som hun siger, hvis overfladen er udtørret, så bliver talg nede i udførselsgangen og forværrer acneproblemet, fordi acnebakterier ikke kan lide ilt. Men det ved du helt sikkert (;
Helle Rick skriver
Jeg har i mange år brugt en eengangsvaskeklud og det fungere egentlig fint for mig. Har aldrig prøvet børste eller maskine, men måske det vil gøre underværker. Specielt nu jeg har en par store porer, skal der lidt i dybden og det vil en børste jo nok være super god til.
Lise skriver
Jeg har ikke prøvet Aria Helle, men det blev forklaret, at dens 300 svingninger frem-og-tilbage i hver sin retning hvert sekund øger kraften og får børsten til at nå længere ud i hver svingning. Acneplagede er selvfølgelig den oplagte målgruppe, men porer bliver også større med alderen efterhånden som huden trækkes nedad. Der kommer samtidig med Aria en særlig Deep Pore cleanser-serie.
Christina Hansen skriver
Det er rart at høre nogle anmeldelser fra dem, der er glade for Mia2.
Jeg kan se, at der er børste til sart hud, men hvad med ultra-sart aknehud; som min søns? Vil det være for voldsomt?
Jeg ærger mig lidt over, jeg ikke fik spurgt Ole H, hvad han synes om den, og om han evt. selv bruger den eller kun holder sig til egne produkter.
Ved du det, Lise?
Lise skriver
Jeg vil tro, at Ole H holder sig til sine egne produkter og egne udviklede rutiner, Christina. Og hvis din søn er gået i gang med peeling-ritual, så bliver det nok for meget af en god rense-ting. Den Clarisonic (Aria), der kommer til august er derimod én, der kunne være noget for ham, fordi dens teknologi er særlig effektiv ned i porer!
Carina C skriver
Jeg købte en Mia i USA, og nu har jeg haft den i ca. 11/2 år. Den er meget nem at bruge, og jeg har brugt alle slags vandopløselige renseprodukter uden nogen problemer. Den er nem at bruge, sprøjter slet ikke og så kan man også tage den med i bad. Jeg er blevet meget glad for min, – og med 14 pulseringer i sekundet er der ikke mange hænder, der kan følge med Clarisonics 17 patenter der er i systemet i Mia. Min veninde prøvede, at bruge sin tandbørste på næsen, men jeg har sart hud, så jeg holder mig til det sikre.. Et genialt produkt der bestemt kan anbefales!
Lise skriver
Intet kan slå brugererfaring, så det er dejligt, at du deler Carina C, hvis der sidder nogle i dette forum, der gerne vil brumme, men er i tvivl.
Lise skriver
Brum brum, vi kører derudad Christina med sonic-svingninger og hjulspin (; Håber, du er heldig i Maga…. og får en vejfortjent god weekend efter haveknokleriet ((:
Christina Hansen skriver
En føljeton – det er jo perfekt.
Et godt indblik i Mia2’s verden, for os der stadig ikke brummer. Jeg synes, det lyder fornuftigt, at man kan bruge sit yndlings – renseprodukt, så man ikke skal købe endnu flere eller være afhængig af et bestemt mærke.
Jeg kan godt firnemme, at den ikke skræmmer mig helt så meget, jo mere vi får “snakket” om den – både her og i kommentarfeltet. For bare en uge siden var det helt uhørt, at sådan en brummert – en “roterende neglebørste” – skulle nærme sig mine sarte kinder. Og nu går jeg pludselig og overvejer, kraftigt. Jeg må lige have tjekket, om Mia mon er med til Goodie Days i Magasin.
Og så er jeg ellers steget på Beautyblog-bussen for at blive. Har fundet mit faste sæde og er yderst tilfreds med chaufføren, der navigerer på fornemste vis. Denne passager skal med på hele ruten og har absolut INGEN planer om at stige af.
Gør dog ingen indvendinger, hvis chaufføren insisterer på at holde ind til siden, når det er tid til et tiltrængt skønhedsshot. 🙂
Vi “ses” senere,
hilsen Christina.