Hid og did! 2024 bliver et mix af modsætninger
Jeg har ikke ligget helt på den lade juleside, men når man nysgerrigt brænder for hudpleje og hvad fremtiden vil bringe os, så er det jo ren hygge. Vi nøjes med en lille smagsprøve på noget, jeg håber, jeg kan glædes over at se blive til virkelighed og noget, jeg frygter kommer i ikke tilstrækkeligt ansvarsbevidste hænder.
Det, der glæder mig er et fokus på epigenetik, fordi det sætter fokus på den indflydelse, vi selv har. Gener er ikke en dom, som vi kan gemme os bag, hvis vi ikke trives eller ser ud som vores eget bedst mulige. Og jeg taler selvfølgelig ikke om sygdomsbehæftede gener men om de fleste af os, som er heldige at være stort set sunde og raske.
I den forbindelse tegner sig en vi kunne kalde det pro-aging tendens a la biohacking, hvor nogle godt nok går ekstremt til værks, men som i sin gode udgave arbejder netop på at tage kontrol (ansvar) over at få styr på de vaner, der optimerer.
Og det går hånd i hånd med en tendens til – i stedet for med alle midler at bevare et ‘før’ – at glædes over sin alders indsamlede viden, erfaring og indsigt og lade det afspejle sig i blandt andet en vejplejet hud. En hud, der får sit daglige tilskud af optimerende ingredienser og som, hvis lidt mere ønskes, forbedres via bio-boostere. Behandlinger, der forbedrer processer i huden og optimerer celler i stedet for at skade væv eller gribe ind med at lamme og/eller fillerfylde rynker. Jeg vender tilbage til det. Også.
Copyright Ingmar Bergmann
85-årige Liv Ullman er i mine øjne et eksempel på smuk ældning. Man ser jo knapt nok rynkerne, man ser en udstråling af livsglæde og visdom. Jeg er personligt af den opfattelse, at man står sig bedst med en optimering af hudens og kroppens egens kapacitet modsat at gå ind i en evig kamp om at fjerne spor.
For kommer de ikke det ene sted, så ‘afslører’ de et andet sted. Mange Hollywood stjerner har i risiko for at blive vraget til roller, opnået somme tider groteske resultater i bestræbelserne på at forynge sig. Så ekstra stor tak til dem, der nægter at acceptere, at deres skuespiltalent ligger i et glat og stramt hudbetræk. Det er til gavn for os alle, så vi kan blive respekteret for det vi er og kan.
Lige nu er vi mange, der ikke ligner vores bedste og står foran spejlet og hiver og trækker og tænker, jeg må gøre noget ved det, få fyldt ud og sparket til den grå hud. Men vent nu lige…..vi mangler lyset til at skabe balance, vække livsprocesserne og glædeshormonerne, så vi igen har mod på andet end at spise og sove.
Og så et par hurtige ord om det, jeg frygter, for AI er i sine forskellige udgaver rykket ind for fuld fart. Måske godt, men jeg er skeptisk. For er vejen til den rigtige hudpleje nu algoritmer, der påstås ligefrem at være en virtuel konsultation med dermatolog!? Begejstringen er lige nu ikke til at overse/høre, for man taler om at det vil revolutionere vores hudpleje og tage personalized/customized hudpleje til nye højder.
Meeen, lad os nu se. Trendbureauet Mintel melder allerede om en tendens hos forbrugerne til at føle det som snyd og tage sjælen ud af det personlige. Der vil komme et modsvar, en skepsis, der vil få forbrugere og kunder til at gå kontra i en nostalgisk søgen mod før. Mod menneskelig kontakt med den viden, erfaring, indsigt og i høj grad den empati, som er en menneskelig egenskab. #human-as-premium bliver det nye kvalitets hastag, spår de. Og tendensen vil også ramme andre steder, som vi allerede nu ser det i forhold til at søge naturen.
Foto: Her får du ekstra bonus, for ingen er som probiotiske Esse – klik på et af bannerne her på bloggen og læs mere…
Jeg vender tilbage straks i det nye år med spot på de ingredienser, der vandt i 2023 og dem, der står til at blive vindere i 2024. Og ligeså, hvor pilen peger hen på behandlingsområdet. Pst! Bakuchiol var og fortsætter med at være en superstjerne sammen med sin inspiration retinol.
Personligt ønsker jeg mig godt nok et fokusflyt fra MIG til OS, men det betyder jo ikke, at jeg ikke under alle et ophold på f.eks. det smukt beliggende Vejlefjord. Måske sammen med en at dele glæderne med. Og her kan jeg så fortælle jer, der ikke i dag har set nyheden – at spa’et får sin egen produktlinje, udviklet af Tromborg. Uden tvivl suverænt indhold, men de kunne godt have lånt lidt af Tromborg’s smukke emballagedesign. Læs eventuelt mere HER
Karin Winther skriver
❤️
Lise Grosmann skriver
Karin WInther: Tak kære <3