Det handler om holdbarhed på hudpleje og makeup….
Det er faktisk forholdsvis nemt, for det meste kan holde sig 3 år uåbnet og hvor længe et produkt kan holde sig efter åbning, det står på emballagen angivet med et krukkesymbol, et tal og et M, som står for måneder. Så er det op til dig at skrive på samme emballage med en ‘spritter’, hvornår du åbnede det. Og står det kun på yderemballagen, så må du overføre til produktet eller føre logbog.
For visse produkters vedkommende står der en egentlig holdbarhedsdato på produktet, og den gælder den dato, du senest bør tage produktet i brug. Den står som regel både på emballage og på selve produktet, men tjek det. For pludselig en dag står du med et produkt i hånden og tænker ‘hvornår var det nu det var?’
Carte sager kunne man kalde hylden her med lutter C-vitamin-produkter. Men de har faktisk meget forskellig holdbarhed, som igen har noget med emballage at gøre. De selvaktiverede som Clinique Fresh Pressed skal anvendes inden for 7 dage * Lancôme Visionnaire 15% Vitamin C inden for en måned * Det samme gælder Trilogy Vitamin C Booster Treatment * Elizabeth Arden Vitamin C kapslerne klarer 12M, altså et år i deres kapsler mens Peter Thomas Roth Potent-C Power Serum tager rekorden med 18M, altså halvandet år efter dener taget i brug.
Helt generelt vil det være sådan, at emballager, hvor produktet kommer i kontakt med ilt og dine fingre er ekstra udsat og det gælder ikke mindst produkter med vand og selvfølgelig især sarte ingredienser. En fed balm uden vand kan godt blive harsk (snus til den), men bakterier er ikke truslen.
Men tænk i emballage og lad os komme af med de åbne cremekrukker og få nogle airless. Avène har så flot vist, at det kan lade sig gøre og Pestle & Mortar, Murad, Akademiklinikken, Peter Thomas Roth m.fl.
Et pudderprodukt kan holde længe – ofte angives 24M, men jeg har altså browpuddere for eksempel, som er ældre og bruger dem trygt. Men sådan noget som mascara er en anden sag, for den udsættes dels for ilt og så kommer den i kontakt med bakterier på vores hud og vippehår, som overføres til produktet med børsten og herefter med risiko for at inficere øjnene. Holdbarhed angives som regel til 6M.
Her er eksempler med en egentlig datomærkning for, hvornår man senest bør tage dem i brug. Efter åbning gælder det lille krukkesymbol. Dåsen med bunden opad er Weleda Crème Soft
Men hvordan skal du så opbevare dine produkter?
# Generelt skal man ikke opbevare sine produkter i køleskab, hvis ikke det står på produktet, det kan faktisk have stik modsat virkning og ligefrem spolere produkt og holdbarhed. Hudplejeprodukter kan ikke lide ekstreme temperaturer hverken til den ene eller anden side.
Man kan godt køle en øjencreme eller sheetmaske før brug for at få ekstra opfriskende virkning, men produkterne er fremstillet til opbevaring i almindelig nogenlunde stabil ‘stuetemperatur’ omkring 20 grader.
# Fugt og sollys er rigtig skidt. Faktisk er det med hensyn til lys en god idé at opbevare sit produkt i yderemballagen, men det er selvfølgelig ikke ikke så dekorativt, hvis det står fremme. Men et lille skab a la det gammeldags medicinskab er jo en rigtig god idé.
HUSK også…
# Vask hænder før brug
# Brug spatel i cremen og ikke fingrene og rens spatel efter brug.
#Vask dropperen med sæbe, hvis du taber den og pas i det hele taget på, at den ikke kommer i kontakt med hverken hud eller f.eks. håndvask. Det samme gælder låg til krukker, vask hvis du taber.
# Skru altid låg og hætter godt på, så der ikke kommer ilt til produktet.
Pernille S skriver
Nå, for den da. Så fik jeg lært det med!
Den ene af mine grøntsagsskuffer i køleskabet er allokeret til mine blomster-og grøntsagsfrø. Var da så naiv at tro, at hvad der virker for frøene, også måtte være godt for mine cremer! Men hånden på hjertet Lise; er det ok at neglelakken forbliver i køleskabet?
Synes at kunne erindre, at Pudderdåserne har haft et opslag netop om holdbarhed – var det solcreme, som snildt kunne bruges fra forrige år?…
Kh Pernille S
Lise Grosmann skriver
Pernille S: Ja, man tror, man gør det ekstra godt, og så er det faktisk rigtig skidt. Det var med vilje, jeg ikke havde neglelak med, for jeg syntes, jeg mindedes noget om for/imod og det blev bekræftet efter googling. Men der var altså for, så fortsæt du med køleskabsopbevaring.
I det hele taget er det jo nok sådan, som jeg svarede Pernille Juul, at firmaerne er nødt til at sætte en holdbarhed, meeen jeg vil tro, at der er pæn elastik i. Hvis altså produktet er opbevaret rigtigt. Og så tæller det med emballage også. Et produkt i en lystæt pumpeflakon må alt andet lige holde bedre end en krukke med en stor overflade, der måske to gange om dagen bliver udsat for ilt OG måske fingre. Jeg må indrømme, at jeg selv har foundations, som har overskredet 12M. Kh lie
Pernille Juul skriver
Tror jeg skal ha ryddet op i mit toiletskab. Dette er ihvertfald en kærlig reminder om masser af produkter, der aldrig er brugt op og er rykket langt tilbage i skabet? det er så også en reminder om at lade være med at købe nye produkter, før de gamle er brugt , men det er jo svært, når der hele tiden dukker nye spændende produkter op – gad vide hvor mange af os, der egentlig genkøber produkter eller hele tiden shopper lidt rundt?
Kh Pernille
Lise Grosmann skriver
Pernille Juul: Stort smil – ja, jeg skrev det ikke, men det er jo lidt en reminder om ikke at købe nyt, før man har brugt op. Og ellers kan man jo, hvis et nyt serum eller en creme lokker, bruge den gamle op på de stakkels hænder og arme.
Jeg har somme tider været efter trenden med lag-på-lag-på-lag-på-lag, som nogle af jer her har udtrykt, at de følger. Dels er der grænser for, hvad huden kan sluge, dels er det ikke sikkert, indholdet i de forskellige produkter forliges og dels er der jo risikoen for, at noget når at bliver for gammelt.
MEN man skal selvfølgelig tage med, at firmaerne er nødt til at være på den sikreste side og at et produkt, der står mærket med 12M sikkert kan klare nogle måneder længere i fin stand.
Jeg tror, du deler ‘skæbne’ med mange i at shoppe rundt.
Kh Lise