Så har jeg et godt tip
Efter nytår flyder avis- og magasinspalter og indbakke over med beretninger om og tips til det, nogen kalder ‘hvid januar’. En detox-dig-du-synder måned, hvor man i hvert fald i nogle uger vil tænke over, hvad man gør ved sig. Der er ikke grænser for, hvad der skal skvulpes af vand og forsages vin, gnaskes af grønt og forsages af kød. Motion og meditation ikke at forglemme. Og væk med smartphonen og ind med den gode søvn. I det mindste skal året startes med gode vaner, ny energi, klare øjne og strålende hud.
Det er jo glimrende alt sammen. Rent bortset fra, at 1 mod 11 af årets måneder ikke rigtig yder bonus på sundhed og langt liv.
Ikke desto mindre vil jeg melde mig med et par tips, der måske kunne blive faste vaner, som de er blevet i mit liv. Frugt og råkost, som også omfatter nødder. Selvfølgelig lever jeg ikke af det alene, men for alle, der vil på ‘hvid januar’ er det perfekt til at yde kroppen en pause og samtidig levere livsvigtige næringsstoffer, som måske hidtil har manglet i helheden. Din tarms gode bakterier vil også nyde den præbiotiske mad og syre/base-balancen genoprettes uden kød og sukker på menuen.
Hvis du har planer om egentlig faste, så er det her, du skal begynde, og jeg foreslår, at du fortsætter i nogle uger til du kan mærke kroppen bliver lettere, du får mere energi, sover bedre, eventuel hovedpine og smerter i musklerne forsvinder måske og øjnene bliver klare. Det gør de faktisk, det hvide i øjnene bliver mere hvidt uden sprut og kød på menuen. En råkostkur er til at overholde, for du får mad og kan spise løs, for det feder ikke, mens en faste kan give voldsomme gener.
Frugt og råkost har et højt indhold af væske, saft som vi kalder det. Og vi skal spise vores vand siger Dr. Murad. Han kalder det ‘cellulært vand’ og det betyder bl.a. noget for kommunikationen mellem cellerne. Læs, hvad han selv skriver HER Men drik også grøn te, matcha hvis du er en af dem, der kan lide det, og sørg for at få krydderurter suppleret med ingefær og gurkemeje, de dygtige anti-inflammatoriske rødder.
OG SÅ vil jeg anbefale jer en daglig snaps Aloe vera. De ægyptiske faraoner kaldte den ”uddødelighedens plante”, i den gamle kinesiske medicin omtaltes den som ”midlet til harmoni”, Mayaindianerne gav den navnet ”ungdommens kilde”, Columbus kaldte den ”helbrederen i urtepotten”. Man har altså i tusinder af år vidst, at planten er en fantastisk hudheler og sundhedsfremmer.
Jeg kunne skrive side op og side ned om denne fantastiske hårdføre og ydmyge plante, der fortjener at blive hypet for alt det, den kan gøre for skønhed og sundhed. Ved blandt andet at holde mave-tarmsystemet i god balance og styrke immunforsvaret. Læs det hele HER, hvor du også får en fuldstændig oversigt over samtlige indholdsstoffer inklusiv forklaring.
FASTE er en hvilekur for kroppen. Hvile dels fordi kroppen bruger meget energi på den komplicerede proces det er at fordøje mad. Og fordi tarmens milliarder af immunceller ikke behøver tage stilling til kemien i den mad, der passerer. Det betyder, at celler og væv får en chance for skille sig af med de ikke-gavnlige stoffer, vi hver eneste dag indtager med mad, væske og får ind fra vores omgivelser.
Det er derfor, at en faste giver energioverskud og ikke træthed. Og det er derfor en faste kan have en fantastisk effekt på autoimmune sygdomme – gigt, psoriasis, astma og allergi i det hele taget. Kroppen justerer, retter op på skaderne, kommer i balance, når den får fred til det. Men fordi der – alt efter ens helsetilstand – sker så voldsomme ting, bør man ikke gå på længerevarende vandfaste (mere end tre dage) uden at være under lægeobservation. Og man bør starte med råkosten.
DER ER NYT I DAG på siden HER, det er også en slags detox.
Daniela Fraser skriver
Jeg har de seneste par år dyrket “Dry January”.
Dvs ingen alkohol i mindst en måned – næsten…
Lise Grosmann skriver
Daniela Fraser: Næsten…smil <3 Jeg ved, at du er pænt sund, og det er det, der tæller. Og vin er dejligt. Drinks sikkert også, men dem har jeg forladt for mange år siden (;
Anne skriver
Nej, en måned med sund livsstil batter ikke rigtig, ligesom en måned (december) ikke kan få skyld for al overvægten, som mange alvorligt mener. Det handler om hvad man spiser mellem nytår og jul, ikke mellem jul og nytår.
Lise Grosmann skriver
Anne: Perfekt udtrykt, for ja, det er mellem nytår og jul, der tæller (:
Ursula Dieterich skriver
Godt med et boost fra den kant! ☺️???????????? tak Lise! Jeg er faktisk ved at detoxe mit liv på mange andre måder: stor oprydning og udsmidning, træning og så et gennemgang af mine forpligtelser: havde helt overset kosten. Tak! Det med råkost og nødder kan jeg vist godt ♥️
Lise Grosmann skriver
Ursula Dieterich: Den med oprydning og udsmidning er jeg også på (; Og ja, råkost, frugt og nødder, det er nemt. Smager godt, mætter uden at fede og så renser det ud og giver ro i kroppen <3