De høstes eller falder på jorden omkring os lige nu, bær og fugter. Og som trofaste læsere af denne blog ved, så er jeg ingen forsager, men spiser regnbuefarvet hver dag, som var jeg en anden Blue-Zone-Okinawa længelever (man har jo lov at håbe). Intet er så pakket med næring og beskyttende stoffer som de frø og kerner, der ligger i inde i bær og frugter og venter på at spire til nye planter. Jeg har mange spiselige yndlings, men til huden vinder en over dem alle: Hyben, eller rettere hybenolie.
De står i kø alle foryngerne med rigelige mængder A-vitamin og beta-caroten (planteforstadiet til A-vitamin) som de store hudhealere. Sammen med C-vitamin er de sande vækstboostere, der får rettet de fejl, cellerne fik begået under pres fra miljøterrorister, forhåbentlig fortrudte solvaner, måske rygning, sløsen med søvn, stress og for meget fastfood, hvor kun emballagen er kulørt. Og så er der de essentielle olier, alletiders til at holde sammen på cellerne og give huden glød og velvære. Uden at fedte og med selvbeskyttende E-vitamin. Husk at kigge efter hybenolien højt oppe på ingredienslisten og kig efter, at den er koldpresset, så de fine indholdsstoffer bevares for din hud. De viste produkter koster mellem 130 kr. og 565 kr. Dr. Scheller Bio-Wildrose er først i butikkerne uge 40.
Billedbroderi (fotomontage) er som sædvanlig begået af Jørgen Frandsen, der også denne gang har fortolket det indbyrdes størrelsesforhold frit.
Tim A. skriver
Hybenkerneolie er nok noget af det bedste, jeg til dato har inkluderet i den daglige hudplejerutine. Og jeg vidste ikke, at der var så mange at vælge imellem. Jeg har prøvet den fra T.O.P., og sværger, indtil videre, til den fra Pai. Har du/I erfaring med nogle af de andre varianter?
Tak for indlægget og god weekend!
Lise Grosmann skriver
Ja, jeg er jo også begejstret for hybenhealeren. Foreløbig har jeg slidt en Pai, The Organic Pharmacy og en OH til absolut tilfredshed. Triology, Green People og Dr. Scheller, som jeg har erhvervet for nylig, står for tur nu.