I det her tilfælde faktisk to ting. Vi kender alle talemåden blomme versus sveske som billedet på, hvilken forskel fugt gør for hudens udseende og velvære. Når der er nok, så er den glat og saftspændt som blommen, men mangler den fugt, så bliver den tør og rynket som svesken. Som her er tørret abrikos, fordi jeg ingen svesker havde (de er brune fordi de er økologiske og usvovlede).
Tilstrækkelig fugt i huden er også afgørende for funktion og fornyelse af de fibre, der skal give huden styrke og smidighed. Med andre ord kollagen og elastin. Bindevævet og dermed det, vi ofte kalder fugtmadrassen, er desuden medie for udveksling af næring og andre substanser – og for cellekommunikation. Det er altså bedre at være på blommeholdet.
Og her kommer nummer to ting ind, for dr. Murad, som er kreatøren bag den nye Rapid Collagen Infusion for Lips, tilråder også, at man spiser sit vand, fordi væsken på den måde binder sig i vævet – herunder huden – mens vand løber lige igennem og mest slukker tørst.
Læbecremen snakker til kollagenet med peptid-signaler og mikroniseret kollagen, fylder fugt på med hyaluron og nogle planteekstrakter og forsegler den og velværet med en god gammel kending – sheasmør. Collagen Infusion anvendes på og omkring læberne under eventuel læbestift, gloss eller læbepomade. Den er derude nu til 245 kr.
PS: Dr. Murad er en hudlæge med et holistisk syn, og han siger om sit nye produkt: ” Jeg siger altid til mine patienter, at de skal smile dagligt, da den helende kraft i et ganske almindeligt smil er uvurderlig. Smil og latter kan ganske vist være medvirkende til, at der dannes linjer og rynker omkring læberne, men jeg mener, at disse udtryk for glæde er noget af det vigtigste for vores velbefindende. Med Rapid Collagen Infusion for Lips får mine patienter og kunder frihed til at udtrykke deres glæde uden at bekymre sig om de rynker. der kan følge med.”
Det er mirabellerne også. Træernes grene er tunge af dem i gule og røde farver, det er bare at række ud (og jep, jeg sætter sådan en nyplukket portion til livs hver morgen…..foruden masser af anden frugt). Det er levende føde, som læge Kirstine Nolfi kaldte det (hun var en stærk fortaler for råkost). Jeg plejer at sige, at det ‘tikker’, og det gør blommerne (og abrikoster) med hudfornyeren vitaminA og andre vitaminer samt pænt med kalium, som i kroppen bl.a. er et anti-udtørrings mineral (vigtigt f.eks. efter sport og hvis man tager vanddrivende medicin) og desuden vigtigt for syre-base-balancen. Så løber du i skoven, har du den perfekte medicin mod dehydrering og mælkesyremuskler lige ved hånden.
FAQ
Kollagen er ikke overraskende opbygget af proteinet kollagen, som har det, man kalder ’mekaniske’ egenskaber og giver huden træk-og stødstyrke og en vis elasticitet. Kirurgen skal have godt styr på, at han/hun ikke skærer dem over og derfor følge mønsteret i overhuden, som de løber parallelt med. Med alderen – og hvis man er meget aktiv sofakartoffel – kan kollagenet miste sine ellers så udmærkede egenskaber.
Elastin er tilsvarende opbygget af proteiner elastin. Fibrene ligger vævet ind imellem kollagenfibrene. Man kan næsten høre det på ordet, elastin kan noget med smidighed. Faktisk strækkes op til 100%. Men de kan ikke bare strækkes, de kan heldigvis bounce back. Ikke mindst heldigt, når huden har været udspilet af overvægt eller graviditet. Det betyder også, at vi ikke går rundt med et dumt grin altid, for sammen med hudens muskler sørger elastin for mimiske bevægelser og efterfølgende tilbagevenden til neutral.
Kollagen og elastin er fjedrene i springmadrassen, plejer man at sige, og grundsubstansen, glykoaminoglykaner/mucopolysakkariderne, er fyldet. Det er her, vi har det hyaluron, jeg er så hooked på, fordi det suger fugt til sig som en svamp, så man får blommeglatte kinder (og læber!). Grundsubstansen som ikke er begrænset til huden er vigtig for salt/vandbalancen i kroppen, for udveksling af substanser og for at danne barriere mod spredning af mikroorganismer. Her ligger foruden fibrene også de fibroblaster, der danner dem samt immunceller, blodkar m.v.
Jeg bliver aldrig træt af at sige det VORES HUD ER GENIAL!
Tusind tak for svar…man kan altid regne med dig?
YB: Somme tider må man vente lidt, fordi jeg f.eks. ikke er ved bloggen om aftenen, hvor nogle af jer læser. Og skulle jeg overse et spørgsmål, så ryk mig, for jeg vil altid gerne hjælpe.
Hej Lise
Jeg er meget glad for min hyaluron serum, men nu har jeg fået en AHA-serum fra Pudderdåserne foræret…kan jeg bruge begge to samtidig og i givet fald, hvilken skal så på først.
Mange hilsner
YB: AHA=alpha-hydroxy-acid=frugtsyre er en peeling, som man sædvanligvis anvender efter almindelig rens og bagefter anvender man sin pleje.Hyaluron vil være rigtig fint og blive endnu bedre absorberet i hudens øverste lag efter en peeling, og her kan det så ligge og suge masser af fugt (som hyaluron jo gør), så din hud bliver fin og fast.
Kære Lise 🙂
Mht hyaluronsyre, som jeg også er meget optaget af, så læste jeg at et gram, 1!!!, kan binde 1000 gram vand!!
Er det virkelig rigtigt?
Tænkte der måske var en trykfejl i det jeg læste 🙂
Tak for de smukke billeder 🙂
Knus Karin
Karin V. Sørensen: Det hævdes hårdnakket, at hyaluron suger 1000 gange sin egen vægt. Det er jo svært at efterkontrollere, men jeg har hørt og læst det mange gange, så det er vel så imponerende, det er. Hvis ikke hyaluronmolekylet er bearbejdet, så er det for stort til at trænge ned i huden og dets mission er så at suge fugt på overfladen, som så kan ‘plumpe’ huden glattere. Kh lise….som takkker for tak (;
Jeg ved godt det ikke har noget med dette blogindlæg at gøre, MEN jeg har sådan brug for hjælp!! 🙁 jeg har i 3 års tid lidt af perioral dermatitis, har prøvet ALT mellem himmel og jord føler jeg selv, for at holde det nede… Men øv hvor er det svært … For der bluser simpelthen op af alle ingredienser :-(!!! Tager vitaminer, mælkesyre Kapsler, fiskeolie … Har været på cremer, piller og diverse fra lægen, det virker men kommer igen, jeg kan simpelthen ikke finde ud af hvad jeg kan bruge af dagcreme? Tager imod al din viden med kyshånd. Holder mig også fra shampoo’er med sodium Laureth sulfat osv… Alt hvad jeg har læst mig til!
Tak for din dejlige blog.
Men øv hvor føler jeg mig alene med lige præcis denne her hudlidelse …
Mange hilser Maria
Maria: Jeg vil sende dig videre til min dygtige blogkollega Katja Moikjær, som selv har døjet med perioral dermatitis. Jeg håber, at hendes erfaringer kan hjælpe dig, for jeg er nok lidt hjælpeløs her. Selv om jeg lige har været på den med nældefeber. Det er en jungle, når huden reagerer, for man opdager, at det er utrolig meget ind-og udvortes man er i kontakt med hver dag, og det kan i princippet være det alt sammen. Men læs hvad Katja skriver…..http://pudderdaaserne.dk/2013/09/10/daseposten-perioral-dermatit/
Åh du sælger de mirabeller godt, må vist på ‘skud’ en af dagene. Det er jo præcis noget for mig med Kalium som min krop har det lidt svært med. Men hvad gør du om vinteren med bær, fryser du ned eller køber du friske? Eller tørrede? Og læbecremen lyder skøn.
Anne Mette K: Jeg har sjældent egen frugt i så store mængder, at jeg kan fryse ned. Jeg har lidt jordbær i fryseren i år. Min nabo har somme tider mange hindbær, som jeg så fryser. Om vinteren køber jeg økologiske blåbær og spiser tørrede tranebær og abrikoser plus appelsin, æble og banan og en Clara Friis pære så længe, de fås. Jeg spiser hver morgen hvad der svarer til 5-6 hele frugter a la appelsin i størrelse. Og PS, det er noget vrøvl, som jeg læste for nylig i en magasin-opdatering på facebook, at man bliver hurtigt sulten af at spise frugt. Det er jo lutter langsomme kulhydrater, som giver jævn blodsukkerkurve.
Tak Lise, det er noteret. Desværre er det ofte svært at få øko bær lige her men det skal jo ikke være en undskyldning for ikke at spise alt det andet friske og tørrede frugt, så jeg vil steppe lidt op på det punkt. Jeg er i øvrigt helt enig i det om blodsukkeret, ihvertfald ikke noget der påvirker mig negativt. Jeg spiser helst frugt ‘rå’ og ikke som feks smoothies, ved ikke om det gør en forskel.
Anne Mette K: Det gør det helt sikkert, spiller en rolle om fibrene er hele….eller overhovedet er der. Det er jo bl.a. derfor kulhydraterne optages langsomt.
Jeg døjer lige nu med sprukken mundvige og det er bare ikke til at få væk. Døjer normalt aldrig med irriteret læber. Har måske to læbepromader jeg brugte meget for noget tid siden (ikke mere), mistænkt for at kunne være en del af årsagen.
Bruger decubal som normalt er hjælpsom, men det er ikke tilfældet lige nu. Den bliver ved med at sprække. Ved ikke lige hvad jeg ellers skal bruge, men det kan selvfølgelig også være et tegn på et eller andet.
Lidt ude af kontekst, men jeg ville høre om du kan anbefale et godt og effektivt renseprodukt? 😉 Jeg har ikke en præference udover at den ikke skal være alt for dyr.
Cecilia: Jeg griber ud af luften….prøv at smøre lidt almindelig olivenolie på læberne. Den indeholder squalen, som er en vældig god barrierebeskytter. Jeg bruger p.t. S.W. Basics læbepomade, som ikke indeholder andet end ‘natur’ (klik på billedet af hybenmasken ude i siden på bloggen, så kommer du frem til beaumonde, hvor du kan læse mere).
MEN du har helt ret, det kan også være tegn på ‘noget’. Somme tider er ‘noget’ vitaminmangel. Prøv i en periode at tage en multi-vitaminpille plus et B-kombi præparat. Hjælper ikke noget af det skal du gå til lægen.
Med hensyn til renseprodukt, så tror jeg et micellarprodukt vil være både nænsomt og billigt. Fås i flere serier på apoteket f.eks. men efterhånden har alle brands deres Micellar Water.
UNDSKYLD!
Jeg bliver endnu engang så vildt betaget af dine smukke farveglade billeder, at jeg næsten glemmer at læse de kloge ord der følger med.
V.h.
Hanne: Hvor dejligt, at en sølle amatør kan ramme med sine billeder, tusind tak fordi du brugte tid på at skrive det.
Blomme versus sveske. Mere tydeligt kan det ikke siges/vises 🙂
Den artikkel blev da lige slugt råt, og jeg skal have læberne i den nye Rapid Collagen Infusion for Lips 🙂
Abrikoser spiser jeg mange af, specielt på golfbanen. Når vi går så mange timer skal der en sund snack til i ny og næ. De brune er også de sundeste og smager bedst.
God aften. Jeg vil i haven, nu vejret er så lækkert og sommerligt.