Vi skal snakke CBD, så lav en kop varmt, det bliver dagens longskriv
Det er lidt lige som det, man kalder green washing, for når noget bliver forbrugerpopulært, så er der altid nogen, der pynter sig med lånte fjer. Sådan gik det også med CBD, da det dukkede op for alvor i vores hudpleje, hampfrøeolie blev tildelt uberettigede talenter.
Hampefrøolie, der står som Cannabis Sativa Seed Oil på ingredienslisten, er en fin olie fuld af omega-fedtsyrer, men her finder vi ikke rigtig CBD. Står der Hemp Seed Oil er det altså ikke CBD. For at du kan være sikker på, at du får talentet, så skal der stå cannabidiol.
Og et virkelig godt sted at tage udgangspunkt er i de nye CBD-produkter fra Paula’s Choice med 150 mg cannabidiol og i CBD Oil tillige 0.5% retinol og dermed et stærkt signal til cellerne om at forynge sig. I øvrigt indeholder de også hampefrøolie, så derfor fandt jeg det passende baggrund for produkter på foto.
Da jeg blev klar over, at der var CBD-produkter på vej fra den kant, erindrede jeg, at Paula Begoun tidligere havde fortalt, at hun ikke kan tåle retinol, og så tænkte jeg: Nå, nu tilsætter hun noget ‘hids dig ned’ til retinolet, og så kører det uden problemer. Der var en, der havde tænkt som mig og stillede spørgsmålet ved det nylige Zoom-møde.
“Hvis ens hud er sart over for A-vitamin er det så bedre at starte med retinol + CBD?”, spurgte vedkommende. Ups, det fik Ms. Paula op i det røde felt. For en af hendes yndlingsaversioner er forestillingen om, at man bruger et produkt for at kunne tåle et andet. Så nej, CBD Oil + Retinol er ikke skabt for at mindske inflammation fra retinol. Men den og CBD Skin Transformative Treatment Milk er i den grad skabt for at mindske inflammation.
ILDEN INDENI Kan I huske ham HER, som jeg er vild med, Dr. Weil. Hans mærkesag og budskab har i mange år været ‘ilden indeni’, inflammationen, som laver ravage i vores krop og er årsag til mange kroniske sygdomme.
Inflammation er også årsag til alle slagse hys med huden fra øget talgproduktion og akne, sensitivitet og rødme og de miljøskader, der fører til inflam-aging. Altså angreb på hudens celler og væv, som ælder den før biologisk tid er. At bremse inflammation er en forudsætning for enhver hudforbedring.
Med hensyn til CBD er det så heldigt, at både kroppen og huden har et såkaldt endocannabinoidt system. Cellerne har receptorer og forstår hys ned sproget fra CBD og signalerer det videre. Det understreger jo, at CBD er for alle. Det kan gøre noget for al hud.
CBD’s anti-inflammatoriske virkning bakkes op af talrige studier både når det gælder indvortes og udvortes. Det kontroversielle er det psykoaktive THC (Tetrahydrocannabidiol), som er en af mere end hundrede cannabinoider i cannabisplanten med ry for at gøre ‘høj’. Nu er det jo ikke målet med hudpleje, men er der THC i CBD? Lad os tage lidt…..
FAQ
Hampefrøolie/Hemp Seed Oil hentes, som navnet siger, fra hampplantens frø, Det er en hudgod ingrediens med mange omegaolier og absolut også hudberoligende. CBD henter man fra alle dele af cannabisplanten – blade, blomster, stilke. Og vi taler i begge tilfælde industrihamp som leverandør, kun den er lovlig.
Men er det så den samme CBD, der anvendes i alle produkter? Nej!
Man taler om tre typer: Full spectrum, broad spectrum og CBD isolate
Full spectrum CBD indeholder små mængder af alle komponenter i cannabisplanten og kan således have meget små mængder af THC. Vi taler mindre end 0.3 procent, og nej hverken du eller din hud bliver påvirket. Og det er inden for lovens rammer. Paula’s Choice CBD-produkterne indeholder full spectrum CBD.
Broad spectrum CBD indeholder ikke THC men andre komponenter fra cannabisplanten, så det er altså ikke 100 procent CBD alene. Jeg har set, at man betegner broad spectrum som midterbarnet af de tre. Og den tredje er….
CBD isolate, som kun indeholder CBD.
MEN HVAD FÅR DIN HUD ELLERS med de to nye CBD-produkter i Paula’s Choice. Da jeg læste ingredienslisterne tænkte jeg, hvor mange mon forestiller sig, at et produkt fra den kant, hvor der jo slås så hårdt ned på æteriske olier, kan være næsten 100 procent naturligt. Faktisk skal du lede længe efter så mange af de bedste hudplejende ingredienser. Det forpligter at være kritisk over for andre. Og meget passende er Paula Begoun’s ‘motto: Beauty begins with truth! Og du får pengene retur, hvis et produkt ikke fungerer for din hud.
Paula’s Choice er et internetfirma, så produkterne forhandles kun på nettet – udenparfume.dk, magasin.dk og det danske paulaschoice site HER. For mit eget vedkommende kan jeg sige, at selv om der er o.5 procent retinol i olien, så er det CBD Skin Transformative Treatment Milk jeg er vild med. Den har det hele og huden føles fantastisk med den! Se fuld ingrediensliste for dem begge HER.
Læs eventuelt, hvad de skriver om CBD på paulaschoice.com og herunder en video med Paula Begoun for fuld udblæsning.
Fra mig et kærlig ønske om en dejlig weekend ♥
Pernille S skriver
Kære Lise
En meget strikt og forståelig video med Paula!
Min hud er hys hys hys. 8 timers daglig brug af mundbind, har fået min ellers pæne hud til at gå helt amok… røde plamager og bumser. Sidstnævnte har jeg godt nok ikke haft siden mine unge år!
Undrer om CDB produkter fra Paulas Choice kan råde bod på dette?
Synes ellers jeg er flink til at rense/pleje min hud, så det er lidt nedtur med den hysse hud 😔
Kh Pernille S
Lise Grosmann skriver
Pernille S: Kære Pernille, hun går stærkt igennem med sit budskab (:
Det er jo klart, at din hud reagerer på indespærringen, men husk så lidt og let som muligt. Og ja, CBD – når det er den rigtige, altså cannabidiol og tilstrækkeligt af det – er en dygtig anti-inflammatorisk ingrediens. Jeg har fået bugt med den psoriases-plamage, jeg har døjet med i flere uger på siden af munden med seriens lotion. Med hjælp fra Ducray Dexyane Palpebral dog.
Kh Lise
Karin Winther skriver
Det er jo bare at vente på , at hun sender produkterne ud af USA så, så man kan prøve det !
Hamp er jo på hylderne i mange former, og jeg bruger selv hampefrø til alt muligt ! Men det er da super vigtigt at blive opmærksom på , at man ikke køber katten i sækken i forhold til, at det tilsættes hudpleje !
Hun er sku striks den gode Paula 😁 men som du siger , så forpligter det at være kritisk overfor andre !
Det bliver en God week end i den kolde ende 🥶 forhåbentlig med en masse sol ! 🤗 Jeg fortsætter jagten på en sølvhejre som er set her i Lejre 🤞🏼har ikke fundet den endnu! Måske synes den her er lidt for koldt ! 🤗
Lise Grosmann skriver
Karin Winther: Jeg havde forsømt at skrive noget om forhandling og Paula’s Choice forhandles kun på nettet og har et dansk site. Jeg har indsat link i teksten nu. I en anden kommentar her nævner CH serien Hemphilia, som jeg ikke kender, men som ser fin ud selv om det ikke fremgår, hvor meget cannabidiol, der er i.
Paula Begoun har været i det her i mange år, samlet masser af viden om hud og ingredienser, laver en formidabel hudplejeserie og hun brænder for det.
I den grad uden sammenligning kan jeg godt identificere mig med hendes vrissen, for jeg ser jo også meget, hvor jeg ryster på hovedet. Det er vanvittig spændende, hvad der sker i disse år, så man skal slå hele batteriet ud for at følge med og have den viden ens læsere fortjener.
Solen er ved at have skubbet skyerne væk her på mine kanter og ud skal jeg. Nogen sølvhejre er jeg nok ikke heldig at spotte, men det lyder som en smuk fugl. Her kan jeg til gengæld glæde mig over solsortens genkomst – hele otte har jeg talt som hakker i æbler og andet godt, der serveres. Nu har de dæleme bare at synge til sommer, for det her fodring koster lommeforet.
God dag kære <3
Karin winther skriver
Tak for link ! Hun kommer på listen men først skal der lige være plads på hylderne! Jeg er ved at skulle finde mig årets første spf, selvom jeg ikke er meget for det ! Solen varmer, er skarp og jeg skal jo beskytte mine A vitaminbehandlede kinder ! ❤️
Lise Grosmann skriver
Karin winther: Yes, der skal bruges op. Solcreme er der mange fine af – Derma for eksempel med alle slagse certificeringer og få penge. Og ellers prøv min yndlings Avène B-Protect, der giver lidt farve. God aften kære
Karin winther skriver
😁 ja den Avene har jeg skam allerede skrevet op .❤️
Lise Grosmann skriver
Karin winther: De har en tilsvarende i Waso (Shiseido), jeg ved ikke prisforskellen….
CH skriver
Hej dejligt skriv og god kop kaffe 👍😂☕️☕️☕️ Der er det mærke der hedder hemphilia der er også CBD i har du / nogle erfaring med disse produkter god weekend herfra 👍👍 🙂
Lise Grosmann skriver
CH: Tak, og du har nok nået endnu en kop kaffe (: Jeg kender ikke Hemphilia, men jeg fandt dem og kan se, at produkterne er italiensk producerede. Alt ser fint ud, men ud af ingredienslisten er det ikke muligt for mig at sige, hvor meget cannabidiol, der er i, og de skriver det ikke. Af hensyn til andre, der kigger med, sætter jeg link ind her til serum https://hemphilia.dk/products/hamp-cbd-anti-age-face-eye-lift-serum-genoprettende-og-anti-traethed-20-ml#ingredienser
Tina Stålung skriver
Hej Lise m. fl.
Tina fra Hemphilia Danmark her :-).
Vi er faktisk så stole af af vores indhold af CBD i produkterne, at vi har valgt, som tror vi, den eneste på det danske marked, at offentliggøre indholdet af CBD i vores produkter. For det har netop en stor betydning. Du kan finde oversigten her hemphilia.dk/pages/indhold-af-cbd-og-organisk-hampolie
Jeg kan lige forsøge mig med en uddybende forklaring her;
Det første tal som står på oversigten, er CBD indholdet i mg fra olieekstrakter.
Alt efter hvilken type plante man bruger til disse olieekstrakter, samt høsttid, kan styrken af CBD svinge lidt.
De planter Hemphilia bruger til olieekstrakterne har et gennemsnit på 5-6 %. Hver gang der ankommer olieekstrakter til fabrikken, bliver disse testet for indholdet af CBD. De fleste producenter i CBD verden bruger disse ekstrakter, og oplyser mg derefter.
Det andet tal er CBD mg fra Krystaller.
Krystaller, er den reneste form for af CBD, nemlig 99,6 -99,8%.
Denne type CBD bruges tit til fødevare og medicin (i de lande hvor det er tilladt), da man kender det præcise indhold.
Vi begynder at se, at denne type CBD bruges flere og flere steder nu, da prisen er blevet mere spiseligt, om end det stadig er dyrt.
Det er selvfølgelig et stort konkurrenceparameter, da Mg ikke er Mg i denne verden.
Hvis man laver produkter, hvor man gerne vil have et højt skrivebart Mg på kassen, så vælger men kun ekstrakter 🙂
Effekten er jo så meget større fra CBD krystaller, med det ser ikke så pænt ud på æsken ☺. Derfor har Hemphilia valgt at skrive begge tal på deres oversigt.
Dette emne er så svært at gennemskue, at bladet Dansk Kemi havde en artikel om det i deres fagblad for et par måneder siden.
Du kan læse mere om det her ipaper.ipapercms.dk/TechMedia/DanskKemi/2020/1/?page=6
Håber det giver en mening. Ellers så må du endelig skrive/spørge igen.
Rigtig god weekend.
Tina Stålung
Lise Grosmann skriver
Tina Stålung: Foreløbig er din kommentar på, og så vender jeg tilbage. God aften!