Her leveres varme tips
Det er som om, vi går fra den ene ekstrem til den næste. Fra skybrud til hede. I går tog jeg mig selv i at ønske det første tilbage. Min temperaturregulering virker nemlig tilsyneladende ikke. Og det er jo ikke fordi jeg ikke husker at drikke rigeligt og også spiser mit vand med sæsonens dejlige bær og alt det andet. Lige som jeg kryber rundt i skyggen.
Man – jeg – føler mig nærmest omklamret af den fugtige varme, mit pandehår klæber og min hud føles som om den opholder sig under en okkluderende fedtet maske. Men jeg er næppe alene, for sved og talg og fugtig varme gør, at man føler, at huden er tilstoppet og cremen skrider.
Så måske skulle man bare droppe den?
Selv hvis man googler flere år tilbage her på bloggen, så dukker Eau Thermale jævnligt op som min uundværlige favorit. Min huds morgenbad og frisk-opper i varmen * Clinique Moisture Surge serien er udvidet med Sheerting Hydrator SPF 25 (titanium Dioxide og Zink Oxide), som kun er et alternativ til solcreme, hvis du bruger nok. Men hvis underlaget er en antioxidantmist, så skulle det være muligt, for den er uden fedtstof, har let hudtilpassende farve, masser af fugt og antioxidanter * AiiA Care er faktisk baseret på den teori, at vi generelt giver vores hud for meget fedtstof og vænner den af med selv at fungere. Til gengæld har serum til formål at danne en optimal fugtbalance. Det er det ideelle tidspunkt at begynde på genopdragelsen. PS: Der er også en Day Care Serum til normal hud.
Høj luftfugtighed gør, at sveden ikke kan fordampe. Og når svedkirtlerne er ekstra aktive, så producerer talgkirtlerne også mere, og det flyder let i varmen. Og da det fedtstof, vi sædvanligvis får med creme, og som skaber fordampningslåg over fugten, kommer naturligt, så er der ikke brug for at tilføre mere af den type fedt. Næsten ikke engang fugt, for sved en del af hudens naturlige fugtfaktor.
Men så er der jo solcremen, som mange føler gør sit til den hudkvælende følelse, men på skal den, hvis ikke man vælger at mure sig inde. Så drop creme under den og vælg fugt uden fedt og sørg for masser af antioxidanter, fordi de er fuldt så vigtige som SPF for at beskytte huden i den topbarske sol, vi har lige nu.
Så nej, netop nu skal vi ikke droppe at smøre hud, vi skal bare vælge det rigtige.
Alene navnet Peel Off Mask får en til at sige kom kom og peel off min klistrede hud, og det gør den. For Jorgobé’s Niacinamide Peel Off Mask er et lille guldæg af gode ingredienser, hvor mange foruden niacinamid har til formål at få styr på talgproduktion og tilstoppede porer * Antioxidanter af den mest potente slags leveres ikke meget bedre end i SkinCeuticals C E Ferulics, som sagtens gør det alene – og effektivt – under solcremen * The Ordinary er også stærk på antioxidant-produkter, men her er det deres nye (i det nordiske sortiment) Amino Acid + B5. Aminosyrer, proteiners byggesten, spiller ind på stort set alt herunder at skabe en fugtstærk barriere. Det understøttes yderligere af B5/panthenol, den oversete stjerneingrediens, der både kan fugt og dulmen.
HVAD ELLERS?
# Sæt eventuelt produkterne på køl, hvis du synes, det føles lindrende.
# Lav en te med pebermynte, sæt den på køl og brug den både i ansigtet og på kroppen efter rens og bad. Kom eventuelt noget på sprayflaske, sæt på køl og brug til at hede-huden-ned. Pebermynte kan sætte opkvikkende egenskaber i sin aromaterapikarakterbog. Det gælder også indvortes.
# Når du føler dig svedig og omklamret af hede, så hjælper en dukkert som bekendt, men hvis der ikke lige er hav i nærheden, når hedeslaget truer, så brus/skyl med køligt (ikke iskoldt) vand på håndled og underarme eller hold dem i håndvask/balje med køligt vand. Og brus ligeledes op langs ankler og underben eller stil dig i en spand med køligt vand. Når man sænker sin kropstemperatur på denne måde, så er der ikke behov for at slippe af med varme og dermed ikke behov for at svede.
PS: Brug ikke is direkte på huden. Skal du afkøles, så læg isen i et viskestykke og kun på huden nogle minutter. Det er jo intenst vinterbad, og den slags gør sig bedst i meget kort version.
# Søg skygge og ud, hvor det lufter, men pas på med gennemtræk indendøre.
### I får læsefri indtil mandag, for jeg skal have ny computer og ny mail og det forudsætter, at jeg får ryddet op i arkiver og bakker, og det kommer til at tage noget tid, for det er jeg ikke god til.
Pernille S skriver
Ikke kun skal du lide med varmen Lise, du skal også bøvle med det tekniske. Håber det vil lykkes dig!🙏🏻
Lige et spørgsmål når engang du får tid, eller måske @karinwinther kan svare? Har ladet mig fortælle at Avené laver en solcreme til børn, som ikke misfarver tøjet. Er det korrekt? Erfaring? Ønsker heller ikke huden bliver hvid af cremen! God weekend med forhåbentlig lidt lavere temperaturer! 🙋🏻♀️💞 Kh Pernille S
Karin winther skriver
Hej Pernille.
Tror det er Nivea Sun der havde en nyhed for et par år siden. En som ikke skulle misfarve tøj. Den kan jeg ikke bruge fordi Nivea har parfume i deres produkter ! 😷 så jeg ved ikke om den holder hvad den lover.
Nu bruger jeg den nye Avene+50 i ansigt og på hænder. Og mine hvide skjorteærmer er fulde af “gult “😶
Er i gang med at afprøve noget, der skal fjerne det gule. Ved mere i morgen ! 🤞
Lise Grosmann skriver
Pernille S: Hvor er du sød og medfølende (: Varmen dæmpede sig men det øvrige er bare udskudt. Manden kæmpede forgæves med overførsel og andet, jeg ikke ved en dyt om, så nu afleverer vi problemet til eksperter.
I min grublen og tvivl om det med solcreme og gule mærker tænkte jeg, det har Katja pudderdåse helt sikkert skrevet om, og det har hun her https://pudderdaaserne.dk/2021/06/15/gule-pletter-fra-solcreme-paa-toejet/
Meget håb giver det ikke, men mineralske filtre, som til gengæld har det med at hvidte, er altså den bedsts løsning. Karmameju’s nye solcreme til børn, som også er uden parfume, kunne være en mulighed.
God ferie til dig <3
Karin Winther skriver
Dejligt med tips mod alt det fedtede stads i denne hede.
Den lille Ordinary lyder som en løsning på min fornemmelse for indelukket hud for tiden. Så det må prøves. I går brugte jeg kun serum og Vågn op cremen. Men som du skriver, så skal man bruge NOK af en dagcreme men spf, for at den beskytter .
Jeg bruger altid solskærm, men følte mig alligevel meget udsat i de timer jeg var ude. Så Avene kommer tilbage på huden i dag 😁
Og så bliver der lavet en ordentlig portion myntete. Jeg har jo rigeligt med arter ude i haven. Jeg klipper jævnligt over mine salater, men glemmer helt de gode egenskaber til te 🙌😁
Held og lykke med ny computer og god weekend
Lise Grosmann skriver
Karin Winther: Ja, kig på den (koster u. 70 kr.), jeg tror, du kan nøjes med den under solcremen eventuelt med en antioxidantmist først, og der er jo den der fra Manyo, som ikke er dyr og varer meget længe.
Det kunne være, at jeg også selv skulle se at få lavet noget myntete og sat på køl. Men over salaten vil jeg ikke have den, her kommer basilikum, rucola og bladpersille.
Og tak, jeg kan nok bruge held. Sidder nu og sletter og flytter og gruer, for det nye styresystem er bare SÅ meget anderledes.
Karin Winther skriver
Har bestilt 2. Tror jeg skal have en med på Kreta når tiden er inde. Og kold myntete dupdup på huden er rigtig dejligt.
Mmmm ja basilikum. Jeg kommer gerne både basilikum og mynte på mine salater😋 og min yndlingsdrik i disse dage er små terner vandmelon som ligger i myntete i køleskabet. Op i glas og så danskvand på til brus og bobler.
Hihi du får måske brug for ekstra Q10 til udfordringerne med dit nye styresystem . Det bliver helt sikkert supergodt 😁🙌
Have fun !!!❤️
Lise Grosmann skriver
Karin Winther: God idé, så det er forsendelsen værd (;
Og den der myntevandmelondrink, den lyder da SÅ god og læskende.
Nye computere og styreprogrammer – oh gru, jeg har stadig rædslerne til gode. Manden knoklede og bandede og måtte opgive at overføre alt mit beautygods, så i morgen afleveres alt til en ekspert. Men jeg må prøve at få kopieret, hvad jeg skal bruge over på den eksterne og tage den med til mandens, så jeg ikke skal holde skrivefri igen.
Men TAK for at du og Pernille har sat ord på herinde, mens jeg holdt lukket. Og havde FUN <3
Karin Winther skriver
😁😅😁❤️🙏🏼
Jeg overlader altid skrækkeligheder med IPad, computer og IPhone til min kære svigersøn og føler mig heldig. Ingen Q10 ville hjælpe mig der !
Det er en dejlig dag til Having Fun 😘
Lise Grosmann skriver
Karin WInther: Du ER heldig <3 Det meste klarer husgeniet, som jo altså ikke er mig, og resten hjælper en god kollega med - bloggen for eksempel. Min hjerne kan bare ikke, men det er også noget med, at jeg er bange for at eksperimentere og måske slette alt. Jeg håber, du har haft/har FUN <3