Da jeg var barn og tilbragte hele skoleferien i familiens sommerhus i Odsherred kom slagteren, bageren, mælkemanden og grønthandleren rundt i bil til hvert eneste hus, åbnede bagdøren og så kunne farmor købe, hvad vi skulle bruge. Alternativet var adskillige kilometer til fods til nærmeste by med butikker.
I dag har vi butikker nok, men omsætningen halter, så de lukker og nyt popper op. Pop up restauranter, butikker og hoteller f.eks. Men i USA breder endnu en trend sig, nemlig mobile butikker på hjul. En perfekt chance for at blive iværksætter og afprøve ideen uden initiativdræbende udgifter. Lokalet er simpelt hen en varebil eller når det skal være Xlarge en tidligere kartoffelchips-lastbil, som den Joey Wolfer har sit style gallery i med limited edition designs fra hele verden. Tøj og ting, man aldrig finder i nogen butik med fast adresse. Og hun har succes med The StyleLiner (læs mere på styleliner.com).
I sagens natur er der kun plads til få kunder ad gangen og det giver netop den følelse af opmærksomhed, man storker rundt og leder efter i butikslandskaberne. Folk får en intim shoppingoplevelse, og de elsker det. Så går du med en iværksætter i maven, så hop på pop up trenden og kom på hjul. Det forudsiges, at mange brancher vil poppe på, endog medicinindustrien.
Kilde: pejgruppen.com
Skriv et svar