En forsker fortæller kuldefacts, du måske ikke kendte
De HER typer, de kan ikke få pakket udstyret hurtigt nok og komme af sted med hakken til endorfinrusen i det kolde vand, når de ser frost i græsset om morgenen. Vi andre ser bare foråret udsat og vintergækkerne hænge med hovedet.
Men frosten minder mig om, at jeg skulle fortælle, at Susanna Søberg* netop har forsvaret sin ph.d.-afhandling gående ud på, at kulde er med til at aktivere det brune fedt i vores krop. Det brune fedt er det energiforbrændende modsat det hvide fedt, som er det energioplagrende fedt. Før i tiden troede man, at det kun var babyer, der havde brunt fedt men vi voksne har det også omend i mindre omfang.
*Susanna Søberg er uddannet sygeplejerske og har en kandidat i sundhedsforskning. Hun har skevet sin ph.d. på Centre for Aktiv Sundhed på Rigshospitalet og Novo Nordisk Foundation Center for Basic Metabolic Research på Københavns Universitet.
Susanna Søberg kalder i sin bog Hop i havet det brune fedt for en joker og en forklaring på, hvorfor vi forbrænder mere energi, når vi fryser. Og dermed altså hvis man vinterbader, selv om det ikke er en af de ting, der fremhæves ved det kolde dyp. Hun mener, det er værd at se på, om noget så simpelt som kulde kan være med til at afhjælpe fedme og den tilknyttede øgede risiko for 2-diabetes og hjerte-kar-sygdomme.
Hvor det hvide fedt hovedsageligt er lokaliseret i underhuden, omkring de indre organer, i lever og muskler, så sidder det brune fedt langs rygraden, ved kravebenet og i nogen grad omkring hjerte og nyrer. Det er med til at regulere vores temperatur ved at producere varme og forbrænde energi, når kroppen nedkøles. Og det brændstof, det brune fedt skal bruge til den opgave, det hentes fra blodbanens sukker og fedt.
Win win for dem, der kan, for selv om de kry vinterbadere siger, at det kun er mellem ørerne, altså et spørgsmål om vilje, så skal man ikke udfordre et presset immunforsvar*.
Jeg skyndte mig med kamera og udstyr som en anden vinterbader ud i det frosne græs for at tage billeder af noget god bodysmøre. Dem og et par andre kan du læse mere om HER.
*) Da jeg for nylig genoptog at gå lidt rundt i det frosne græs, en vane, jeg ofte har praktiseret og vist lige så ofte beskrevet, så oplevede jeg, at mit immunforsvar meldte fra. Bihulerne bragede, halsen blev betændt, min psoriasis gik amok og jeg fik herpes, som jeg ikke har set det i årevis. Så jeg stoppede indtil i morges, hvor jeg lige tog 10 skridt, da jeg skulle fotografere. Jeg skyndte mig ind og fik varme i fusserne og tænker, at jeg slipper for repressalier.
Og så lige lidt forårsstemning fra i eftermiddag….
Man er ret nuttet og foreløbig uden arts-selskab her på stedet, men jeg vil tro, at Kgs. Have i København har dem i fuldt flor ♥
Karin Winther skriver
Dejligt at vide at vi går rundt med sådan nogen små kloge “kraftværker” bestemte steder i kroppen! Jeg læste engang, at hvis man vidste hvordan man kunne producere mere brunt fedt, så kunne man forbrænde det hvide fedt uden at løbe en tur ! Haha så blev vi da først dovne! Jeg har lige været på ugens anden løbe/gå interval tur, og føler mig vældig “forbrændt”.
Det er altså vildt spændende ! Er det en helt ny bog med ny forskning?
Lise Grosmann skriver
Karin Winther: Ja, det er spændende, men naturen har åbenbart ikke taget højde for, at vores hjerne fandt ud at løsninger på at opbevare os siddende i varme året rundt, eller…..(; Interessant er det jo, hvis man ud af det kan gøre brugbare opdagelser mod den omsiggribende fedme i den vestlige verden. Bogen om vinterbadning er forholdsvis ny og hendes forskning er ny og hun har altså netop forsvaret sin ph.d.
Karin VS skriver
Kære Lise 🌹
Rigtig god bedring hvis du ikke allerede har fået det bedre 🤗
Spændende læsning!
Flere af mine søde og normalt kuldskære veninder har prøvet vinterbadning, nogle har kun gjort det få gange, en enkelt bliver fortsat ved (ok hun bor også så tæt ved vand at hun kun skal gå få skridt, og kan nå det inden hun skal på job) og jeg kan love dig jeg ikke tør 😅😅
Nå, men det er jo spændende det med det brune fedt, men har et lille spørgsmål:
Jeg har det allerbedst når inde-temperaturen er 18,5. Min kære mand vil helst have den over 20, og det vil alle andre jeg kender i grunden også 😅 så når jeg er alene hjemme får jeg temperaturen derned og har det herligt, meget mere frisk oppe i roen. Men – tror du også det har betydning for det brune fedt, for ja, jeg fryser da, men på en behagelig frisk måde!
Glæder mig til at høre dine tanker om det 😃
Knus Karin
Lise Grosmann skriver
Karin VS: Tak Karin og jo det lykkedes at komme af med det værste (: Men det var jo en reminder om, at plejer ikke er en selvfølge.
Det er helt utroligt, hvor mange, der er begyndt at vinterbade. Jeg ser det også heroppe men især ved fjorden og ikke så ofte havbadere, men der er jo også noget mere bølgegang.
Jeg prøvede lige for sjov at måle temperaturen her, hvor jeg sidder og arbejder, og her er 17 grader – somme tider koldere, fordi jeg holder af at have døren åben, og så tager jeg termotøj på – og fryser pokkers meget om skrivefingrene. Og selvfølgelig har jeg ikke varme på radiatoren, så jeg fyrer for fuglene.
Så er spørgsmålet, som du stiller, om det, at vi fryser lidt, betyder, at vores brune fedt arbejder for os. Susanna Søberg nævner ikke nogen temperatur i sin bog, og jeg tror helt ærligt,at man skal en del længere ned og fryse mere end man gør ved 17-18 grader.
Godaften-knus, Lise