Drop også sugerøret. Få forklaringen her…
Man skulle tro, jeg har indtaget al min føde gennem sugerør med det antal snerperynker, jeg har om munden. Aj, knapt nok, men i hvert fald er det et af de fraråd, jeg stødte på fra Dr. Graeme Glass, der er både plastik- og kraniofacial-kirurg, så hvis nogen ved noget om rynker, så er det Dr. Glass, skriver lyma.life
Rynker er en følge af mimisk bevægelse og de muskler har vi kun i ansigtet. Derfor får vi ikke rynker på kroppen, selv om der kan komme rigeligt med folder. De skyldes det svind, der sker af styrke og elasticitetsgivende fibre i læderhuden og at huden generelt bliver tyndere og mindre smidig. Ligesom der sker et svind i muskelmasse.
Når det sker i ansigtets bevægelige hud, så bliver udfordringen større og ikke mindst omkring munden. Dels er læberne i sig selv indbegrebet af meget tynd hud uden styrkegivende ‘installationer’ og dels er det ud over øjnene det område i ansigtet, der er mest i bevægelse. Når vi taler, smiler, vrænger, er sure, snerper og spiser og drikker.
Og med de to sidste ting kommer det med sugerøret ind. For vores mund dannes af en ringmuskel, og det er den, der konstant er på arbejde med at strække og snerpe sig og i øvrigt holde mad og mundvand inde.
Når så huden på et tidspunkt mister fordele i fibre og mister meget af vandet i hudmadrassen (bl.a. hyaluron), der giver hudfylde, og måske har fået sin del af sol og smøger, så springer den ikke så let tilbage til et glat udgangspunkt.
Og rygning er jo dobbeltslemt, fordi det nedbryder det stærke elastiske bindevæv og så snerper man jo sammen om smøgen. Lige som man gør om et sugerør i sin drink, og alkohol er i øvrigt heller ingen gave til hud. Derfor er forebyggelse, som Dr. Glass siger, den bedste kur. Nul smøger og smarte straws i drinken.
What to do? Lasers, peeling, dermabrasion eller ansigts/halsløft, svarer Dr. Glass og tilføjer midlertidig forbedring/udfyldning med filler. Men IKKE Botox. Det vil være rigtig dumt at lamme mundens muskler.
Men ellers er der jo ud over at tænke forebyggelse alle de hudgode produkter, som vi bruger i resten af ansigtet. Din A-vitamincreme kan godt bruges på kanten af læberne, men brug ikke produkter for langt ind på læberne. Dels er der tynd slimhinde og dels vil man være tilbøjelig til at få det indenbords.
God dag derude i heden, jeg håber, I klarer den bedre end jeg gør ♥
Pernille S skriver
Åh de rynker…😏
Er der noget, som i overhovedet at gøre mod creppet hud på armene? Styrketræner med armbøjninger, og kører trillebør, men lige lidt sker der…🤷🏼♀️
Kh Pernille S
Lise Grosmann skriver
Pernille S: Ja, nogle af dem velkommer man, som ligefrem smukke og tegn på det levede liv, vi jo er taknemlige for at have fået. Men trods taknemlighed, så ryger forfængelighed jo ikke helt med årene. Arme er virkelig et af stederne. I går sad jeg med dejlige veninder på en café i København, og jeg svedte tran, men jeg smed ikke skjorten og sad der ærmeløs. Man kan ryste på hovedet, men jeg gør det bare ikke. Og når man er tynd som mig, så hænger huden jo ekstra. På trods af pasning af hus og have. Men ikke styrketræning, og jo, det kunne nok gøre noget, fordi en velformet muskelmasse fylder hud ud og især når fedt ikke gør det.
Jeg har sikkert fortalt det før, men for mange år siden havde I Form en sag, hvor de havde fotograferet mandekroppe i badebuks men uden hoveder, og læserøvelsen gik så ud på at vælge den flotteste. Det var helt klart en mand, der viste sig at være 70 år. Flot og velformet krop, og han fortalte, at huden var det svage punkt. Kroppen kunne han holde i form, men huden kreppede og fik folder.
Men lad os ikke opgive (; Der er et stykke tid til efterår og vinter og til at lægge fitness-planer og så er der jo A-vitamin. Hvis der ikke er til all over body i budgettet, så har The Ordinary en 5% – Granactive Retinoid i squalane – til 140 kr. i Matas. Så kan man jo booste sin bodylotion på kritiske områder. Men tid er jo stadig en faktor.
Kh lise
Jette Berg skriver
Kære Lise.
Jeg har hårdt brug for et godt råd. Jeg er 63 og har normal/tør hud, mennesker desværre lider jeg også stadig rigtig meget under overgangsalderen. Jeg mangler i den grad råd til hvad jeg kan gøre ved en ansigtshud det “afsveder” alle de former for creme og serum jeg har prøvet. Jeg har kun meget kort fornøjelse af de ting jeg prøver at berige min hud med, men samtidig mærker jeg også, at min hud trænger til fugt/fedt?
Har du mon et råd? Jeg er næppe den eneste🥵
Mange kærlige hilsner, og som altid….. Tak for en skøn blog😎
Lise Grosmann skriver
Jette Berg: Kære Jette, det er da godt nok et langt forløb, du har med overgangsalder. Umiddelbart lyder det som om, du bruger for meget fedt og/eller måske fedt før fugt. Men vi tager nogle skriv om det her overgangsalder de kommende dage.
Mange kærlige hilsener også til dig og TAK for søde ord <3
Karin Winther skriver
Ohh shit med de sugerør !! Jeg er begyndt at bruge det ret meget, for at få kaffe og te væk fra tænderne. Så de ikke får så hurtig misfarvning.
Jamen det er da SÅ slut med det nu, og havde jeg ikke gas ( 😳💸🤷🏼♀️) kunne jeg drømme meget om at prøve noget af det fra Dr. Glass foreslåede. Nå peace be med hønse….
Klarer varmen SÅ fint heldigvis men savner en ordentlig skyller . Det kommer snart mærker jeg pludselig i højre hofte 👵🏻🧟
Lise Grosmann skriver
Karin WInther: Peace be med den hønse…, det er vigtigere at beskytte bisserne. Men jeg gad nu ikke drikker min kaffe med sugerør, så jeg er nødt til at sige peace be med brune bisser ((; Jeg ved ikke, om du har set Anette Kristine Poulsen på TV2morgen, for hun har den der lyma-laser med, som de fortæller fantastiske ting om på lyma.life – der er jo ikke det, den ikke klarer. Når løfter letter til himmels må man nok altid være skeptisk og som Anette skriver bemærke de sponsorerede islæt. God aften kære
Karin Winther skriver
Haha Lise 🧋 jeg tænkte jo egentlig at jeg også ville styrke nogen muskler på den gode måde, ved at suge i stedet for at slubre min kaffe og te. Men altså jeg må arbejde på teknikken og se om det kan lade sig gøre uden at “hønse :🐣” (fnis) Og evt brune bisser er der jo råd for sammen med min supergode tandlæge 🙏🏼
Jo jeg så godt det korte klip hos Anette Ansigtscremen, men må ind og finde hele seancen …. Tænkte nemlig straks at det så Fanme (undskyld) effektivt ud, men som du skriver, er der sikkert et Aber Dabei ! Måske kaster hun sig selv ud i at teste banditten !
❤️♥️
Karin Winther skriver
Ps
Har du set reklamen for serum til hænder hos BAK ? Det ligner jo også at rynkerne stiger til himmels her, plus pigmenteringer …. Får lyst til en bodysize af slagsen hvis …..
Lise Grosmann skriver
Karin Winther: Ja, jeg har set den og har overvejet egentest. Nu er det jo ikke BAKs før/efter-fotos, men jeg tror bestemt, at de har sikret sig rigtighed, før de deler, de er yderst seriøse. Det, der undrer mig, er, at det er et serum til atopisk hud. Det styrker barrieren og bedre fugt i huden, og det vil selvfølgelig få den til at se glattere ud, men her ligner det jo, at der har været laser ind over. Faktisk så det sådan ud, da jeg i sin tid væltede stempelkanden med skoldende varm kaffe over den ene hånd. Da den havde fået ny hud var den 10 år forynget og uden pigmentpletter. Men her taler vi altså en seriøs skoldning, der tog det øverste lag hud.
Lise Grosmann skriver
Karin Winther: Den øvelse gad jeg godt se (; Det er klart, at vi spiser og drikker ting, der bidrager til at brune emaljen, men den bliver jo også slidt som alt andet, så det er svært at bevare de hvide bisser. Amerikanerne kan, men det er vel oftest kroner. Jeg ved ikke, om Anette ikke har testet den Lyma – spørg hende! Godeftermiddag kære <3
Katin Winther skriver
Haha nu drikker jeg kun af sugerør foran forstørrelsesspejlet så jeg holder øje på teknikken. Og jeg filmer det IKKE 🤣🫣
Anette satte jo en anden til at bruge Lymaen, men lur mig, om hun ikke bruger den selv nu.
Jeg spurgte hende om de vandbaserede produkter. Jeg har jo NuSkin tingen, der kom for masser af år siden. De små geler gjorde (prisen) at jeg helt har glemt den. Og så læste jeg et sted man bare kunne bruge glidecreme i stedet for de dyre små banditter. Anette svarede “ alt vandbaseret”
Men selvfølgelig ville egf være ren guld for huden men…. Det er der åbenbart mange der vælger .
Lise Grosmann skriver
Karin Winther: Jeg gad ellers godt se dig flade læber ud og samtidig holde på røret (; Jeg har ikke NuSkin-tingen men Amazing-tingen og kører bare på vand, for det er som Anette også har svaret kun et spørgsmål om fugt i huden af strømhensyn. Og så selvfølgelig noget bagefter, der kan udnytte ekstra aktivitet i huden og der er jo ikke meget, der skal slå EGF’en fra Island. Man kan selvfølgelig også køre ovenpå den, den opfylder jo det vandige krav. Det kunne være, jeg skulle prøve det selv.