Den ingeniør, der kan konstruere noget, der bare er i nærheden af det, vores hænder kan, han får en Nobelpris, hvis der findes en sådan for ingeniører. Engang var mine egne ikke bare fingerfærdige, de var også så nysselige, at jeg jævnligt sparede dem modelhonorar på ALT for damerne og agerede håndmodel. I dag kan jeg såmænd blive håndmodel for Ledflex.
Mange års tastaturliv har gjort sit, psoriasis (gigt) har ikke gjort det bedre men værst er nok, at jeg, der engang manicurerede fine kunder, jeg storforsømmer mine egne hænder. Men de to ting tilsammen har jo egentlig bare gjort mig klogere på, hvad man ikke skal gøre og hvordan der kan rekonstrueres.
Solcreme til hænderne om sommeren ser selv jeg som et must og jeg er forholdsvis flink til selv at huske den. Således er Ducray Melascreen Photo-Aging Global Hand Care for længst tom, for mens den beskytter mod nyt pigmentgrums, så lysner den også eksisterende hyperpigmentering. Men læg også mærke til Depigmenting Intense Care til pletbehandling (også ansigtet). I formlen ses hele 12% azealinsyre, der har videnskabeligt bestået eksamen i pigmentblegning, og den får støtte af 3% glykolsyre. Læs om hele serien HER. På vaskekludene ligger en anden Ducray-specialist til dig, der lider af fugtige hænder (sved), den kan også anvendes i ansigt og på fødder. Der er desuden en antiperspirant i serien. Og HER får du en forklaring på svedproblemer og behandling som man sjældent ser i forbindelse med produkter ♥
For andre end mig er hænder der, alderen ses først. Det er ikke pletter og ‘rynker’, der er det største problem. Selv om det også er det. Men det kan man selv gøre noget ved. Nej, det er manglen på underhudsfedt. Hudens konstruktion, det genetiske. Og man behøver ikke være overvægtig for at have håndrygge med lidt polster.
De, hvis hænder har det bløde underhudslag, de nyder samme fordel på deres underarme, som følgelig holder sig glatte længe. Modsat, når man har den tynde hud, hvor huden på armene kan blive helt krokodillehudsrunket. Min mors arme blev sådan, så jeg står med en genetisk udfordring.
Jeg kender jævnaldrende, der har helt glatte håndrygge og underarme, fordi de har den tykkere hud. Man kan overhovedet ikke lave nive-prøven på deres håndryg, huden kan ikke hives op og som hos mig blive stående et stykke tid. Jeg er en af dem med tynd hud, der som manges hud har for vane mister fylde og dermed glathed med tiden. Og fordi den bliver tyndere tørrer huden også let ud og får tydeligt årenet.
Der kan der godt gøres noget ved det, men det kræver besøg på kosmetisk klinik eller hos hudlæge. Fylde kan rekonstrueres med for eksempel Restylane eller eget fedt, og det vil til dels mindske synet af fremtrædende blodårer. Der kan gives radiofrekvent behandling og IPL på pigmentpletterne.
Snup du bare alle tre og et par stykker mere, så der er til badeværelse, køkkenvask, bil, skrivebord, taske osv. De tre her er ikke bare virkelig fine, de er også til at komme i nærheden af uden at der går brand i kreditkortet.
Og så er der det, du og jeg selv kan gøre derhjemme. Først og fremmest fugt og fedt. Hvis hudbarrieren virkelig skal have modstandskraft og kunne holde på fugt i huden og undgå de problemer med eksem, som tidens hyppige håndvask og spritten af kan føre til, så skal man smøre hænder hver gang, man har vasket/sprittet. Og så lav noget good product placement = sørg for at placere små tuber forskellige steder, så det ikke er en undskyldning. Og så husk negle og neglebånd.
Lige som til huden i øvrigt er det glycerin, urea, hyaluronsyre, sorbitol, pantothen, propylene glycerol, der er de fugtere, vi skal kigge efter pakket ind i plantesmørtyper og ja, mineralsk fedt. En håndmaske eller en helt almindelig ansigtsmaske eller bare tykt lag håndcreme er også en god idé. Og har du ikke tid at sidde passivt, så brug det gamle tip med at smøre ind til natten og tag bomuldshandsker på. Og har du ikke sådanne, så brug et par bomuldssokker. Det er lidt luffe-hyggeligt. Men brug ikke plastikhandsker, det vil få huden til at svulme op og nedbryde hudbarrieren.
Og så er der solcremen. Hvis du kører meget bil, så har du hænderne tæt på forruden og vil altså få en del UVA-stråler, så husk også solcremen her. Kig for eksempel på Ducray Melascreen med SPF 50, der beskytter mod ny og mildner eksisterende hyperpigmentering.
Husk også at holde den geniale konstruktion fit. I dag, hvor alle fra tidligt i livet har fingrene krummet på en eller anden form for tastatur, er det des vigtigere med det gamle råd om at lave finger/håndøvelser for ikke at miste motorikken. Stræk/spred fingrene, krum dem, før tommelfinger over til lillefinger, sæt håndfladerne mod hinanden og vip armene ud.
DEN negleolie er så fin, at man bare må eje den. Heldigvis er den også neglenyttig med sine økologiske olier herunder, som de små rosenblade antyder, også rosenolie. Men læs HER hos min dygtige kollega, hvor du også kan shoppe velinformeret.
Og hermed en anbefaling af lidt hyggelig neglenus. Jeg skynder mig at minde om, at neglebånd skal være intakte. De sidder der for at beskytte mod at skidt, der kan skade, ikke kommer ned til de levende negledannende celler lige bagved under neglevolden. Hvis du husker det jævnligt, så kan du gøre det med håndklædet efter bad og håndvask og ellers vil jeg anbefale den gammeldags metode og vikle vat om en neglepind og så skubbe forsigtigt. Er der neglebånd, der flosser, så klip med en negletang. Ikke hive og slet ikke bide.
Jeg blev helt Chanelsk, da jeg så de her, og det var på grund af neglelakfjerneren. Men det er jo de skønne Nailberry, der ud over de veganske ‘fri for’ lakker i skønne farver også har neglepleje, der er værd at få fingrene i. Den lille lækre Treat til neglebåndsnus og så Elixir Nail Treatment, der hærder neglene med bl.a. peptider og en harpiksolie. Anvendes som styrkende underlak. Og så Ultimate Nail Hardener med flere vitaminer, som negle lige som hud og hår har særlig brug for. Anvendes som kur hver anden dag i en månedstid. Se dem alle HER
Og nu tror jeg, at I gerne vil holde fri fra Lise-longskriver et par dage, så jeg skal prøve at holde mig fra tastaturet indtil på mandag. GOD himmelfartsferie til jer ♥
Annika skriver
Et meget budgetvenligt alternativ til hænder og negle der er sprittørre, er alm vaseline til neglebåndene, og så et godt lag af den blå Nivea på håndryggene til natten. Jeg har bruger også selv cnd negleolie og altid solcreme om dagen pga soleksem, der desværre har forelsket sig i mine hænder og fødder, men tyer indimellem til nivea og vaseline som “natkur”.
Lise Grosmann skriver
Annika: TAK for at minde om. For det er jo helt rigtigt, at det mineralske kan noget med at forbinde, så hud kan hele i fred. Og Nivea’s blå….min mand siger, at den uanset, hvad jeg har forsynet ham med i tidens løb, er den bedste til at hele hans kemiødelagte fingre, der revner. Og så dufter den jo af barndom.
Annika skriver
Du har helt ret, der er minder i den duft – det med duften, må også være et område hvor der ikke er andre der står så stærkt som Nivea i forhold til at have det som særligt kendetegn.
Lise Grosmann skriver
Annika: Ja, der tror jeg også, at de har særstatus. Cremen er jo noget med 100 år gammel og står/har stået på hylden over en ganske stor del af verden.
Pernille S skriver
Åh ja de genetiske udfordringer…
Jeg har intet fedt i underhuden på håndryggene. Tugur testen er 100% succesfuld😆 Mine fingre som i fordums dage var lige og slanke, kroger sig nu som gammelt ved, og leddene hæver, knager, knækker og smerter. Alderens sidegevinst tænker jeg 🧐 Muligt man kan tale om alderens visdom, men
hvor ville jeg ønske jeg evnede at blive vegetar, men jeg elsker kød. Måske synderen skal findes her – ud over for meget håndlugning i haven?🥴
Ducray solcreme til hænder er på min hylde (og hænder!) Iøvrigt under anbefaling af dig sidste sommer 🥰
Krokodillehud? Kan supplere med kalkunhud syd for hagepartiet😬
Plastikkirurgi versus IPL behandlinger kommer ikke til at ske. Tænker bare jeg må leve med med både hænder og hals i en lettere slap udgave. OGSÅ uden håndcreme efter hver hånd afspritning. Det ville betyde at jeg på een dag ville bruge 1 liter håndcreme😂
Godt du ikke kan se mine negle lig nu! Lige dele ukrudtssaft og maling efter et brush up af gamle havestole! Men skønne er lakkerne, om end det kun er i ferieperioder jeg kan bruge neglelak. Forbudt forbudt i mit job…
Dejlig aften til dig Lise🪴💚
Kh Pernille S
Lise Grosmann skriver
Pernille S: Stort (genkendende) smil til det hele, jeg har hele Zoo-ligningen fra kalkun til krokodille og eftersom jeg er 80% planteæder, så kan det måske trøste din kødtand <3 Men mangt og meget kan jo sætte inflammationer i gang og så tæller det da, hvad finmotorikken har krummet sig om i mange år. Når det kommer til led, der hæver og smerter, så kan jeg sige AV, hvor jeg kender det og værst om vinteren.
Hvad hud og negle angår må vi nok vedkende, at egenindsats kunne have formildet synet. Og for dig med dit job er det jo indlysende, at du ikke kan smøre hver gang, du spritter. Og nix til lak.
Jeg bruger faktisk også sjældent lak, fordi jeg ikke kan holde fingrene fra lidt gartneri hver gang, jeg bevæger mig ud. Men om sommeren er tåneglene røde, for tæerne er det ikke lykkedes mig eller gener eller tidens tand at hærge lige så fælt som håndværktøjet. GOD dag kære <3
Kh lise
YB skriver
Tusind tak for svar Karin VS og Lise…god weekend til alle🌞
YB skriver
Jeg vil rigtig gerne vide, hvilken A-vitamin creme Karin VS’s veninde bruger til kroppen🌸
Lise Grosmann skriver
YB: Det forstår jeg godt, jeg skriver til Karin for at være sikker på, at du får svar <3
Lise Grosmann skriver
YB: Karin svarer, at hendes veninde bruger Booster3 fra Beauté Pacifique, men af prisårsager kun på armene. Og det er absolut en effektiv løsning. Må jeg minde om Environ Body EssentiA Body Oil Forte med A, C og E….https://mbh-dermasupply.com/body-oil-forte…..som alternativ. Den koster omkring et samme som Booster3, men dens olieform gør, at det rækker langt.
Karin VS skriver
Kære Lise 🌹
Ang sjovt udseende hud på kroppen, så har jeg en veninde der bruger A-vitamin creme (altså ikke den med syre i som jeg bruger til natten i ansigtet) på kroppen. Og jeg kan tydeligt se en vild forandring på hendes arm-hud.
Det er jo godt, men nu er hun nødt til altid at bruge spf på alle blottede hudarealer.
Kender du til noget andet man kan gøre? Hun brokker sig lidt over hun ikke bliver solbrændt mere 😄
Lise Grosmann skriver
Karin VS: Jamen, det er da fantastisk at høre. Jae, hvis hun bruger A-vitaminen om natten – og det er cremen, der er UV-følsom – så kan hun nok godt suge et kvarters formiddagssol uden at det skader men til gengæld giver noget D-vitamin. Og ellers er selvbruner jo et uskadeligt bud på kulør. C-vitamin er også en mulighed, men jeg tror ikke, det lige her kan måle sig med big A.
Anneka skriver
Chanelsk hihi .. ser sådan én febrilsk type komme styrtende med Chanel shoppingposer 😳🛍
Dét med tynd underhud forklarer én del. Har undret mig over forskellen nogle gange. Selv min (tve-) tvillingsøster og jeg er forskellige dér
Rigtig god bededagsferie 🌞♥️
(Desværre begynder jagtsæsonen i morgen hér og så kan jeg høre når de skyder. Håber dyrerne er så trygge hos mig at de løber herind på grunden og gemmer sig 🙏🦌🐿)
Lise Grosmann skriver
Anneka: Hihi, det billede kan jeg godt fremkalde i min knold. Jeg har faktisk flasken endnu omend den Dissolvant Doux for længst er tom. Men hold op, hvor design ligger godt for dem, og den har ikke ændret udseende https://www.chanel.com/fr/maquillage/p/158900/le-dissolvant-douceur-demaquillant-doux-pour-les-ongles/
Ja, det havde været meget rart med noget mere underhud og nu kender jeg jo ikke din facon i øvrigt, men hvis man samtidig som mig er mager, som folk så venligt siger, så bliver det jo ikke bedre. Jeg må ski gå til bodybuilding for at få fyldt hylsteret ud ((;
Åh. jagtsæson, og det er vist råbuk. Han gik her i morges og hyggespiste intetanende om, at han nu i bogstaveligste forstand er jaget vildt. Men her plejer de kun at gå på jagt sent om efteråret. På alle måder anstændig jagt, men jeg hader det alligevel, og sidder som dig og siger til hr. Fasan og de andre, at de skal blive her hos mig. Lidt tosset har man lov at være, når det er til den gode side.
God himmelfartsferie alligevel <3