– en verden med tre duftdestinationer
I sidste måned blev tirsdag den 8. en helt særlig dag, for da mødte jeg Charlotte Semler og VERDEN. Digitalt altså, men nogle mennesker brænder igennem på skærm som sad man der og småsludrede med dem, og i dette tilfælde ville det nok have været på stranden. Ikke bare på stranden men på en af ‘mine’ strande her i Odsherred.
Jeg kunne høre på den måde, som Charlotte talte om sin inspiration, at hendes barndoms lykkeland også var heroppe, hvor horisonten altid er havet og hvor man har duften af lykke i næsen, fordi naturen er så generøs. Personligt har jeg noget med mos og fyrretræers duft af harpiks og ‘nåle’.
Og selv om Charlotte flyttede til England og sammen med Arabella Preston skabte serien Votary, så måtte hun bare tilbage og i 2018 blev det igen til sommerhus i ‘mit’ Odsherred. Lige der blev jeg VERDENfan ♥
Farven* på produkterne er der arbejdet længe med, for det skulle være farven af horisonten oppe ved Sj. Odde, sandet og himlen og alt det grønne. Indholdet er på samme måde inspireret af og hentet i naturen og de tre dufte er noget af det mest vidunderlige, jeg længe har haft i næsen. Det er ikke parfume, det er duften af naturen.
* sæbe, kropscreme og yderemballager
Produkterne kommer med tre signaturdufte – Herbanum, Arborealist og D’Orangeri – og jeg er ude af stand til at vælge. De er ikke skabt af en parfumør, for det opgav de to Votary-kvinder, fordi nok så dygtig en professionel er, så ‘føltes det ikke som vores’, som Charlotte sagde, så de gik selv i gang. Alle dufte er 100% naturlige.
Der er foreløbig kun fire produkter i serien, og det er ud over det vegetabilske vokslys med blyfri væge Flydende Sæbe uden SLS af nogen slags. For som Charlotte fortalte, så kommer typen udelukkende an på, hvad sæben er lavet på fra begyndelsen. I produktet her er anvendt skummende planteekstrakt, der holder huden fugtig sammen med glycerin og græskarolie.
Både sæben, der ikke er en (udtørrende) sæbe, og den skønne Hånd- og Krops Creme, der er 98% naturlige ingredienser, er i 500 ml pumpeflakon. Og TAK for det også. Og så er der den 100% naturlige Badeolie, der opløses i vand. Er du som mig ikke den heldige indehaver af et badekar, så sker der meget godt for krop og sanser med et fodbad. Eller med etagevask. Men under alle omstændigheder en dyb indånding, og det får du inspiration/anvisning til HER.
Og læg lige mærke til, at navn/type af produkt rent faktisk står på dansk på emballagen og navnet er selvfølgelig dansk for det engelske world ♥
Det miljømæssige er der også taget smukt hånd om, og det fremgår af emballagen og ellers kan du læse mere på verden.world. Besøg under alle omstændigheder siden og se de smukke billeder. Produkterne kommer ikke på de gængse beautyhylder men ud i livsstilsbutikker som Illums Bolighus, Paustian Aarhus m.fl., og det sker her i marts. Du kan få oplyst nærmeste forhandler på 26 20 20 66 og ellers kommer de til salg HER
Selv om produkterne endnu ikke er på hylde, så passer navnet og de dejlige associationer til den generøse natur så fint til de tanker, vi bør gøre os om verden, som den ser ud lige nu, så jeg måtte bare skrive om dem. Og derfor tog jeg også de to krammere fra mit skrivebord og satte med på foto med en lille gul erantis. Jeg har fået figuren for mange år siden, da mine nevøer var drenge og ikke mænd som i dag, hvor de ikke er mindre krammekærlige over for deres faster. Og hun er stærkt taknemlig.
God weekend og kærlig hilsen fra mig
Pernille S skriver
Sikken et dejligt indslag! Det er sørme ikke så lidt at være istand til at implementere den skønne natur i Odsherred i Verdens natur-duftende produkter. Fin og “ren” hjemmeside firmaet har👏🏼
God weekend kære Lise 🥰
Lise Grosmann skriver
Pernille S: TAK kære, og du må virkelig næsetjekke produkterne. Jeg tror, du falder for Harbanum og duften af urter, jeg tror aldrig, jeg har mødt noget produkt med så urteidentisk duft. Og ja, det er en virkelig smuk hjemmeside. God weekend også til dig kære <3
Pernille S skriver
🙋🏻♀️💞
Charlotte skriver
Tusind tak kære Lise.
Jeg håber at møde dig på stranden til sommer.
Knus
Charlotte
Lise Grosmann skriver
Charlotte: Hvor er det dog sødt at dig at skrive hilsen her kære Charlotte, og ja lad os endelig mødes på din strand eller en af de mange andre og tale om naturlykke. Knus, Lise