Om lidt går det løs. Så ER det jul. Jeg er klar med et par tips.
Jeg skal have en stille jul, men jeg husker tidligere jule, hvor der dage i træk var hygge med kolleger og venner og så til sidst juledage og nytår med familien i Nålehuset. Familien Mikkelsens sommerhus i Skamlebæk. Yes, jeg er en Mikkelsen, en typisk stædig en af slagsen, som giftede mig til et finere (?) navn. Der i sommerhuset fik den ikke for lidt, vi spiste og drak og spillede kort og gik tur for at gøre plads til næste omgang. Jeg var ung, jeg kunne klare det, jeg nød det og jeg savner det og dem alle sammen.
Meen jeg kan også huske, at det tog hårdt. Og nu er det så, at jeg tænkte, at jeg måske kunne give jer et par tips. Jer, der modsat mig, der holder en stille jul i år, skal ‘på den’ i flere dage. Og hvis der er noget, der skal købes hjem måske over nettet, så er det nu, der skal tænkes og bestilles. Men ellers er dagens post vist temmelig holistisk ♥
Jeg foreslår øjenmasker! Det er et must, for det er jo her alkohol, for meget mad, for lidt søvn og eventuelt mange smøger ses allermest. Poser, rande, rynker, kreptør hud….
Her til morgen frådsede jeg. Ikke med min sidste Bioeffect EGF Eye Mask Treatment, selv om jeg vil gøre meget for jer. Den skal gemmes til en særlig anledning, for den er fantastisk.
Men det viste Shiseido WrinkleResist24 Pure Retinol masken sig også at være. Jeg havde glemt det. Og jeg glemte også de to pads under mine øjne, mens jeg forberedte dagens post. Så der gik mere end det anbefalede kvarter, og det blev min hud fortalt med en prikken. Da jeg tog dem af, blev jeg mildt sagt overrasket. Der er overhovedet ingen tvivl, min hud under øjnene er tydeligt rynkemildnet.
Derfor fandt jeg det unyttigt og useriøst at teste Peter Thomas Roth Cucumber De-Tox™ Hydra-Gel Eye Patches bagefter. Men masken lister mange effektive ingredienser, og jeg mindes, at flere af jer har gode erfaringer, fortæl gerne…..?? Maskerne sælges i box, denne er blot en tester.
HER er de om nogen eksperter i sheetmasker og det til nogle af markedets mest julebudgetvenlige priser. I øvrigt testede nogen sheetmasker for os HER.
PS! Husk af lægge maskerne i køleskab før brug, det giver den ultimative opfriskning og nydelse.
PS! Uanset, hvor sobert, man lever her i højtiden, så kan det HER udmærket være – er det faktisk for de fleste af os – et generelt vinterproblem, som heldigvis også lader sig tackle. I hvert fald forbedre lidt.
DIY Agurk er faktisk ganske lindrende og godt på/under øjnene. Men jeg synes, at det er bedst, hvis man river den, så mere saft bliver frigjort. I lidt gaze er perfekt, men en ubleget tepose kan også bruges. Og så en tur i køleskab før brug * En tepose med grøn te eventuelt grøn te/ingefær over hvert øje er også fint. De skal lige trække et par minutter, så man får trukket de aktive stoffer ud, før de kommer i køleskab.
HUSK sovebriller. Jeg stemmer mest for dem uden tørret lavendel i, for duften forandrer sig, bliver ikke ved at have den ægte æteriske effekt. Selv bruger jeg at dryppe æterisk olie på sovebrillen (ydersiden) og også lidt på hjørnerne af puden. Æterisk olier pletter ikke!
Og husk åndedrættet! Lungerne sidder ikke i halsen, hvor panikåndedrættet sætter sig, de fylder hele brysthulen, så træk vejret helt ned til spidsen. Jeg bruger altid selv ‘det fuldendte åndedræt’ som jeg lærte det af min gamle yogalærerinde: Træk vejret ind på 6 (=tælle til 6), hold det på 4, pust ud gennem næsen på 6 og hold på 4. Det kan laves siddende, stående og liggende helt uden at nogen opdager, at man foretager panikløsning.
Glem ikke helt den kulørte kost, spis løs af appelsinerne, de har nogle af de fineste – og specielle – antioxidanter og masser af saft, den slags vand, som kommer ud til cellerne. Men drik også vand mere end du måske plejer. Fordi julemad er en tung tørkost og ikke mindst er det vigtigt at huske 1 glas vand for hvert glas vin/drink.
Husk også den HER eller en anden, der er lige så god og funker for dig. Der bliver højst sandsynligt brug for den. OG blush. Det er et must, når hud og øjne er trætte. Men ikke for tæt ved øjnene, jeg kan faktisk bedst lide det sådan HER.
Kig lige over på søstersiden Nyt & Nyttigt og se den ultimative øjenplejegarderobe.
HVAD SÅ MERE? Jeg kan godt forstå, at Anette/beautyspace gav den prisen ‘Årets Quick-Fix’. Jeg kan så meget bekræfte, og skrev om min AHA-oplevelse HER . Alle er nødt til at have den i huset, den SOS’er alt ♥
Og så lige en sidste ting, måske den vigtigste. Kom ud i frisk luft, find et stille sted, lad sanserne guide dig. Hvis du er så heldig som mig, så har du skov i nærheden. Se på det grønne mos, sug lys til dig uden smarte solbriller, nyd den vidunderlige duft og stilheden. Som jeg vist har skrevet før, så er der intet i verden så stille som mos. Jeg får altid lyst til at lægge mig i det, jeg elsker det ♥
GOD dag alle sammen. I morgen har jeg tænkt mig at fortælle jer noget om en ny trend, functional fragrance, som både er noget vås og inderligt sandt. Som det har været til alle tider.
PST! Hvis jeres mus eller touchfinger er slidt op af at klikke på alle de links, jeg har lavet i dag, så undskyld ♥
Daniela Fraser skriver
Vi skal IKKE have en stille jul i år.
Vi bliver 11 mennesker og 3 hunde :-O
– og vi får feriegæster boende i flere dage.
Så desværre nok et ‘nej’ til dit spørgsmål; jeg har nok ikke tænkt på det hele.
Men 1. juledag har jeg bedt gæsterne om, at få lidt tid til mig selv, så DER skal jeg have badekåben og alle skønhedsprodukterne på 😉
Lise Grosmann skriver
Daniela Fraser: Åh, 3 vovser <3
Det lyder unægtelig ikke som en stille jul, men dejlig tror jeg. Som min egen jul i 'gamle dage', hvor vi var 6 fastboende plus det løse i form af lige så mange gæster. Jeg håber da, at der er nogen, der giver en hånd med.
Og ikke mindst, at de efterkommer dit ønske om at få lidt tid til dig selv. Jeg synes, det er så fint, at du gør det, siger det. Risikoen er jo, at med dit beautytalent vil de andre også have alle skønhedsprodukterne på - af dig <3
Tina skriver
Av min finger! Nej spøg til side, godt med råd og inspiration:-)
Glædelig 18.december til du og dine.
Jeg vil gå ud til mine mange nye høns, få lidt frisk luft og finde lidt ro i moder natur.
Hilsner.
Lise Grosmann skriver
Tina: Ja, det løb alligevel op med de links (; Nu er hønsene nok ved at finde deres pinde. Jeg husker de høns, vi havde engang, de er så sjove. De gik fri i haven om dagen og somme tider kom der en gokkende høne ind her, hvor jeg sidder og skriver. Hyggeligt. <3 hilsen - og hils hønsene