….eller plantekasser, som vi kalder dem her. Det grønne i den til højre er persille fra sidste år og endnu er der ikke sået eller plantet noget ud, for der har været nattefrost og så sent som i dag sneede det. Men ellers har vi låg, som kan lægges over og har været over persillen her i vinter.
PS: Missen er naboens, som kom besøg.
Jeg giver ordet til husgartneren, min mand Jørgen Frandsen:
Jeg har lavet rammerne af såkaldte terrassebrædder 3,2 x 12,5 cm , og disse har holdt i mere end 25 år. De er høvlede og med lidt rundede kanter. Rammerne holder ikke længe uden en form for beskyttelse med mindre, de er lavet af meget robuste træsorter som f.eks. sibirisk lærk, jatoba- eller egetræ. Sådanne træsorter er dyre.
Vil man have flere kasser, er det praktisk med fliser imellem dem og ligeledes praktisk at afpasse målene på kasserne efter fliserne. Det er det smarteste at lægge fliserne først i et godt lag grus. Målet på det kvadrat eller rektangel der opstår, når fliser er på plads bliver det indvendige mål på dine kasser. På den måde kommer kanten af kasserne til at stå stabilt på fliserne samtidig med at kassens hjørneliste glider ned i gruset og holder kassen på plads.
Jeg laver flere rammer, så man kan stable en ekstra ramme ovenpå, når planterne vokser. Har man flere kasser er det jo praktisk, at de er samme mål så man bare sætter rammer på efter behov. Stadig er det hjørnelisterne, der glider ned og holder hver ramme på plads (se tegning). I forår og efterår beskytter jeg planterne med en ramme med armeret plastikfolie, som på kassen til venstre.
Når fliserne er lagt kommer du til det allervigtigste! Nemlig jorden du skal dyrke i. Har man ryddet et område i græsplænen vil jorden være hård og uegnet til andet end græs. Dine urter skal ned og hente næring og vand et godt stykke nede. Derfor må jorden løsnes. Jeg bruger en gravegreb og løsner og vender den tunge jord godt. Det lyder besværligt men på det lille areal vi taler om er det ikke så slemt, men det er afgørende for din succes som gartner! Planter kan ikke gro i cement!
Nu ville det jo så være enkelt, hvis man bare kunne begynde at så. Det kan man sikkert også i nogle tilfælde, men jeg vælger at købe en pose beriget spagnum eller anden god jord. Beriget betyder at den har den surhedsgrad (kalkindhold) køkkenurterne har brug for til at starte med, og den har fået en smule gødning. Samtidig virker en god jord lidt ligesom en svamp. Den holder på det vand den får, så planterne får gavn af det. Jeg ved at det er en forenkling, for selvfølgelig kan du selv lave god jord til kasserne, men alt har en begyndelse 🙂
KASSEHJØRNE SET FRA OVEN
Pernille S skriver
Godt at være gift med en handyman! Jeg har måttet bide i den nu slunkne tegnebog og investere i højbede fra Zinkbakken. God haveweekend til jer begge 🙂
Lise Grosmann skriver
Pernille S: Det måtte jeg da lige google, højbede i jern og stål….hvor spændende. Jeg sætter lige link ind til andre https://www.zinkbakken.dk/hojbede.html
Fortæl endelig mere, hvis du får tid og lyst <3 God weekend kære