Jeg blinkede lige en ekstra gang
Det er jo ikke fordi vi ikke kender til spøjse ingredienser i hudplejen – og ikke mindst, hvis man kigger til K-beauty, som var det helt store for et øjeblik siden. Her er snegleslim jo for eksempel ikke ualmindeligt. Hos Origins er svampe nærmest en signaturingrediens. Hos Algenist er man specialister i alger. Tromborg er glade for mos. Esse for levende bakterier. Og sådan kunne man fortsætte listen.
Men alligevel kiggede selv jeg en ekstra gang, da jeg i april var inviteret til lancering af Trawenmoor, der – som nogle af jer måske har gættet ud fra ‘moor-endelsen – indeholder noget, der har med mose at gøre. Ups! Godt, der er bioteknologi mellem mosebryggen og min hud!
Beklager fotokvalitet, men der var ikke meget lys til kamerarådighed (;
Trawenmoor er et Sydtysk mærke og mosen er Hasselberger Moor, der har været kendt længe for at besidde helbredende egenskaber. Den er fredet og al høst sker i områder, der ikke påvirker mosens naturlige cyklus. Den slags er tyskerne dygtige til. Også til at certificere. Her får vi Cosmos-Organic, BDIH-Vegan og man er klimaneutrale, FSC-certificerede og støtter som det ses af foto Plastikbank.
I har sikkert oplevet, når mosekonen brygger. Det er en fantastisk naturoplevelse, alting ser man som gennem et soft-filter af dampende tåge, der ligger over jorden. Fænomenet beskrives HER og også med lidt folklore-overtro. Moser må være billedet på biodiversitet. Engang en fladvandet sø, som så er blevet fyldt med væltede træer, blade, planter og hvad naturen har at byde på, og nu står som vandmættet jord og planter, der sætter pris på netop det. Og moser snupper mere CO2 end træer!
Mennesker har været slemme til at gå på hugst i moser, men nu er der omfattende fredning, og det gælder også Hasselberger Moor. Man kan næppe forestille sig noget mere næringsrigt miljø end en mose. En naturens urtebryg ♥ perfekt til forfinelse i laboratoriet. Bioteknologi til ægte slow aging.
Noget af det, man får ved at høste i en mose, det er humussyre. Resultat af årtusinders omsætning ved hjælp af mikroorganismer og enzymer. Enzymer er jo dem, der får det til at ske, og her et unikt næringsrigt materiale med en pH-værdi til den sure side. Godt til hud. Ikke mindst til sart og syg hud, der har for høj pH. Humussyre er også anti-inflammatorisk og gokker ‘radikaler’.
Humussyren er selvfølgelig ikke alene om at støtte huden i reguleringen af godt og skidt, så cellerne kan klare de udfordringer, der er ved at være et både indvendigt og udvendigt organ. Der er 20 velformulerede produkter i serien med masser af det bedste fra naturen. Herunder mos og svampe.
Når nu du måske efter ferien står med en hud, der ligner noget, der trænger til genopretning, så overvej seriens Humic Ampoules, som er en syvdages intensiv kur. Dem kan du læse om HER, hvor du u. ‘brands’ også finder de øvrige produkter. Og HER kan du læse om Dr. Spiller, manden bag serien, certificeringer, humic acid essence og meget mere.
Karin Winther skriver
Haha Shu-bi-dua ja. Og uden bål gider jeg da slet ikke noget.
Fnis jeg sad i aftes med nye kartofler og venner, og de synes også jeg var lidt tidlig ude med weekend følelsen😂 jeg havde sat en kold Riesling på bordet. På en tirsdag! Jeg havde en ide om at det var torsdag/ lillefredag 🫣
Så kan man hurtig blive ældre …….
Lise Grosmann skriver
Karin Winther: Egentlig er det en trist dag, for nu bliver dagene kortere – jeg kan slet ikke ha’ det ):
Sæføli skal du have Riesling på en tirsdag, livet er jo kun én gang (så vidt vi ved). Og dejligt at høre, at jeg ikke er den eneste, der flytter rundt på dagene, men du blev dog hjemme og skabte ikke problemer for nogen, som jeg gjorde for tandlægen.
God aften og snup du bare et glas <3
Karin Winther skriver
Hvorfor tænker jeg at det da ikke kan kaldes vegan, det der Trawenmoir ? Hvis det er fra en mose ? Hvorfor skal alt pludselig have vegan label . Om noget er der da Lots of animals i en mose. Og måske oldtidsmenneskeknogler 😳 ikke at det gør mig noget! Eller er jeg helt væk, og har ikke forstået ? Jeg elsker mosekoner. Dem har jeg selv i Lejre ❤️😅….. tænke tænke
Eller kan bioteknologien fjerne animalerne ?
Du er jo nærmest kemiker !
Lise Grosmann skriver
Karin Winther: Du har SÅ meget ret, og jeg er så lidt kemiker og har ikke skænket det en tanke. For ja selvfølgelig er der røget et par tudser m.m. med i mosemossen. Og ja også til det lidt hysteriske i, at alt skal være vegansk. Jeg har skrevet det tidligere, at så længe der spises kød og slagtes dyr, så er man pokkermig forpligtet til at udnytte hver eneste del af det. Herunder læder til bælter, tasker osv. og hår til makeupbørster. Og så videre og så videre….
Bioteknologien kan sikkert fjerne animalerne, men jeg har nu ikke læst, at man gør det hos Trawenmoor og der var heller ingen, der sagde det. TAK for den kloge kommentar <3
Karin Winther skriver
Jeg tænkte bare straks på Grauballemanden , så smukt bevaret han var, der i mosen. Og så gik tankerne videre ….. 😅😇
til VEGAN 🤔?? 😂🐸…. Osv.
❤️🙏🏼 god lang week end og Sankt Hans ! Jeg tror jeg vil savne lidt ild. Gad vide hvor man må det ? 🔥🔥
Lise Grosmann skriver
Karin WInther: Du er en klog kvinde og du har helt ret. Her må man ikke brænde og shhh jeg er lidt ligeglad, for ingen synger længere andet end shubiduaaa. Eller også er jeg bare blevet forandringsgammel. Jeg havde nu ikke tænkt mig at holde weekend bare onsdagsfri….Lad os nu se. God dag kære <3