Allerførst…Jeg har KUN taget billedet for husgartneren, som måtte sætte sin hakke, sin skovl og sin spade og lade have være have, fordi det regnede i går og stormer en pelikan i dag. Og så fik han den idé at bage. En færdighed, jeg absolut ikke selv er i besiddelse af. Jeg kan kun endnu en gang sende en hilsen opad til min far og sige: Pengene til Birgitte Berg’s husholdningsskole var spildt far.
Nå, men ord og opskrift til gartnerens grydebrød lyder sådan:
„Den oprindelige opskrift skyldes Camilla Plum, som fortæller, at metoden med at bage i en gryde har hun lært af en bager i USA. Jeg har efterhånden tilpasset brødet til vores smag, men bagemetoden er efter hendes anvisning. Melblandingen kan ændres efter behag, blot skal dejen være så blød, at den uden problemer kan røres med en grydeske. Her er den opskrift jeg sådan nogenlunde holder mig til:
100 g fuldkornshvedemel
300 g hvedemel
50-100 g havregryn
1 dl femkornsblanding
ca. 5 g gær
Salt efter behag
Lidt kærnemælk
Begynd med at bløde femkornsblandingen op i kogende vand – gerne en time før * Bland mel, havregryn og salt godt * Opblød gær i en sjat lunkent vand i røreskålen * Tilsæt melblanding og femkornsblanding lidt efter lidt * Rør med ske og tilsæt efterhånden vand og lidt kærnemælk til dejen er som en tyk grød.
I dag havde jeg ingen surdej i køleskabet, men når jeg har det, så tilsætter jeg en stor skefuld.
Sæt dejen med et viskestykke over i 18-24 timer. Rør lidt i den nogle timer før bagning.
Varm ovnen og en gryde med låg op til 250 grader. En støbejernsgryde er meget velegnet, men jeg vil tro, at et ildfast fad med låg kan bruges.
Læg dejen i den varme gryde og bag med låg i en halv time. Tag låget af og bag yderligere et kvarter. Køl af på rist.
Alle mål er cirka. Det er den lille mængde gær og kold hævning, der er væsentlig.‟
Velbekomme!
HUSK, at I allesammen er mere end velkomne til at dele viden og tips ♥
Jeg er en klovn til at bage, men måske jeg skulle forsøge. Brødet ser i alle tilfælde lækkert ud!
Pernille S: Der er meget brødbagning på nettet i øjeblikket, jeg så lige en opdatering fra Andrea på Instagram, hvor hun står og ser meget stolt ud med et brød, hun har bagt. Og hun er tilsyneladende en klovn til det lige som dig og mig. Det ligner et a la Meyer brød, men ham havde hun jo også på podcastbesøg for nylig. Grydebrødet har i min optik den fordel, at det ikke skal æltes.
Har en veninde som bager brød på den måde, og aldrig får man en lækrere krumme !!
Det må jeg prøve. På grund af corona ?? bliver der jo pludselig tid til mange nye ting. F. Eks har jeg nu fået “groet” mig en surdej, som skal fodres som et andet spædbarn hver anden dag! ?
Jeg tror den vil elske at komme i et sådant grydebrød!
Tak til gartneren for at dele!!!
Karin winther: Brug endelig din surdej, gartnerens brød var bedre dengang han kom surdej i, men det kan jo være, at han dyrker en nu (; Jeg har ikke en dyt begreb om, hverken at lave den eller nurse en surdej. Det med bagning fik aldrig fat i mig, der ææælsker kager.
Jeg hilsener gartneren og takker (;
Haha ?