Jeg lægger ofte mærke til det. At talemåder, der daterer sig generationer tilbage, pludselig bliver hypet ind i en ny trend. Mindful eating er et eksempel. I 80’erne hed det zen-eating. På oldemors tid var det bare god skik at tygge maden 36 gange – og i det hele taget sætte pris på, at man fik noget. Og på Okinawa kan man slet ikke forestille sig mindless eating.
The Okinawa Program har i øjeblikket overtaget pladsen som aftenlæsning fra dr. Weil, som jeg skrev om her, men lidt er han alligevel inde over ham Weil, jeg er så vild med, for han har skrevet forord i bogen. På disse paradisiske japanske ”blue zone” øer finder man de ældste kvinder OG mænd i verden, og deres måde at spise på får en stor del af æren. Tilberedningen og madens udseende betyder alt og er aldrig overladt til tilfældigheder. De siger, at et måltid, der ikke lægger vægt på farver, er som at gå ud af huset uden tøj. Mad skal se lige så godt ud som den skal smage og dufte. Og målet er at sammensætte måltidet med fem farver.
De fem Okinawa-farver er rød, gul, grøn, hvid og sort. Som det røde indslag foreslås i bogen rød kål, rød peber, paprika (f.eks. over fisk), rødløg eller tomat – men rød er ikke nogen svær farve i madgalleriet. Gul kunne være æg, majs, polenta, gul squash eller svampe. De grønne muligheder er utallige – salat, grønne grøntsager, krydderurter, avocado osv. Som hvid mad foreslås løg, tofu, ris, kartofler, nudler, brød og hvid fisk. Og den sorte kontrast kunne være sorte bønner, skivede sorte oliven, nori knust i suppe, drysset over salat eller rullet omkring ris, fisk eller avocado. Jeg har indsat Okinawa-madpyramiden.
Mad skal tygges både for at nyde og for at kunne fordøjes. Hvis fordøjelsen ikke er ordentlig, så udnyttes næringsstofferne ikke tilstrækkeligt. Så enkelt er det. Men at spise langsomt og tygge sin mad godt er også en sund øvelse i nærvær – og respekt for maden og den, der har tilberedt den med omtanke. Og når man giver sig tid til at spise, så er man også opmærksom på kroppens signal om, at nu er sulten tilfredsstillet.
Folk på Okinawa spiser meget og går ikke sultne i seng, alligevel er deres motto ”spis til du er 80 procent mæt”. De kalder det hara hachi bu og forklarer, at hvis man spiser sig 100 procent mæt (fuld), så får man 20 procent for meget ved hvert måltid. Maven vil strække sig for at rumme maden, og hvis den gør det ved hvert måltid, så får man for mange kalorier og de bliver til deller. Gammel visdom!
Skriv et svar