Da HeLene lod mig bringe sin The Ordinary test var I flere (foruden mig), der kunne konstatere, at det er hun godt nok god og grundig til. Det med at teste. Og for nogen tid siden lykkedes det mig at overtale HeLene til at teste nogle forskellige typer ansigtsmasker for BeautyBlog. Den test har HeLene suppleret med testskriv om masker, som hun selv havde købt. Here we go…..
Tekst og foto: HeLene
“Påskeferien lagde op til lidt snyd, altså sheeting, med hudplejen. Maske efter maske blev testet med notesblok i hånden, for at afgive rapport her på bloggen. Med kritiske øjne har jeg smækket pap, stof, gele og folie på ansigt og øjne, næsten hver aften og hver morgen.
Nu forstår jeg hypen med korea-hudpleje og hvordan en daglig sheetmaske kan pumpe huden med fugt, så man næsten bliver afhængig. Nej, man bliver afhængig. Så er I advaret. My name is HeLene, and I’m an addict…
Men jeg er jo trods alt beautyblog opdraget, så jeg ved godt at masker aldrig kan stå i stedet for den daglige rens og pleje af huden. Det er noget ekstra som kun gør noget, hvis den grundlæggende pleje er i orden.
Det sagt så gjorde sheet maskerne virkelig noget for min hud og med mit velvære på det hele taget. Nok også fordi det kræver lidt tid for sig selv. Det er nemlig rigtig smart at gemme sig lidt, så man ikke skræmmer livet af små børn og hunde. Især med foil masker hvor man ligner en cyborg på flugt fra robotfabrikken.
At slukke telefonen, og måske også lukke døren om sig, er bare godt for både hud, krop og sjæl. Det i sig selv kan sikkert også tage lidt af æren for maskernes virkning. Det er faktisk det rene win-win, og der findes gode sheet masker i alle prisklasser. Lad mig fortælle lidt om hvordan jeg oplevede maskerne, samt hvilke masker som imponerede mest i forhold til funktion, pris og effekt.
Rensende masker
Jeg har testet tre kulbaserede boble masker som renser huden, og en frugtsyre baseret rense-puff. Samtlige boblemasker indeholder aktivt kul, som skal absorbere urenheder og derved rense hunden i dybden. Alle masker er perfekte for en ugentlig dybderens, eller som forberedelse inden en almindelig fugtmaske eller en plejende sheetmaske.
-Rodial Snake Oxygenating & cleansing bubble mask
Sort bubble mask som appliceres på renset hud hvorefter den starter at boble op. Efter virkningstiden tages den af og man masserer boblerne og skyller med vand. Efterlader huden ren og opstrammet med en frisk følelse af renhed, uden at det strammer, og med mærkbar klarhed og glow. Luksus feeling. Selve snake effekten (en peptide) gør at huden og linjerne i panden synes mindre, og den har en slags relax effekt på bekymringsrynken. Indeholder også ceramider og kollagen. Perfekt efter en rejse eller en presset dag i storbyen, fordi den fjerner forurening og stress. Jeg har brugt den med en plejende maske efter, og kombinationen gav en ren og klar hud som kunne holde på fugten længe. Rigtig lækker kombination af udglattende og rensende effekt.
-Skin Republic Bubble Purifiying + charcoal Face Mask Sheet
Lidt mere boblende og rensende end Rodial masken, men bruges på samme måde, på renset hud. Med fokus på at dybderense huden med kul og frugtsyrer, og det gør den også så fint. Huden får ekstra glød og fremstår virkelig ren og lækker. Efterfølgende serum og creme optages fint og huden ser klar ud næste dag, uden at være udtørret. Masken renser og frisker huden op, men opstrammer og udglatter ikke på samme måde som Rodial.
-Miqura Bubble mask Facial Cleansing sheet mask
Endnu en kul-baseret rensende mask, som bobler op. Den er lidt hurtigere end de andre i virkningstid. Desuden behøver man ikke rense huden før, kun fugte og tørre huden før man tager den på. Og så gør den det for hele rense rutinen, fjerner også makeup. Virkelig praktisk og sparer lidt tid. Bobler fint op og renser huden godt, i lighed med de andre to. Færre ingredienser, og en mere basic rensende maske som virker fint.
-Starskin Foaming Peeling Perfection puff Glowstar
Den hurtigste af de rensende masker. En puff/svampe som er generøst dyppet i en skummende rens med frugtsyrer. Nem og lynhurtig at bruge som ugentlig dybderens, eller før man bruger en plejende sheet maske. Man åbner pakken, drypper lidt vand deri og skummer puffen op, derefter stryger man over renset ansigt og hals (den prikker en anelse) og skyller med vand. Huden er nu både dybderenset og eksfolieret og fremstår ren og glødende, klar for pleje. Puffen har en kradsere og en blidere side, jeg brugte den kradse side i t-zonen og den blødere side på kinder og hals. Et plus er at man kan genbruge puffen op til tre gange, gennem at tilsætte lidt nyt vand. Bruges på renset hud.
Alle fire masker dybderenser huden og er sjove at bruge, min favorit er Rodial da den gør noget ved både forurening, stress og spændinger, og føles bedst egnet til moden hud. De andre to boble masker fungere som en rigtig god dybderens, hvor Miqura er ekstra hurtig at bruge. Rensepuffen fra Starskin er perfekt for en super hurtig dybderens og kommer i rejsetasken næste gang. Boble masker er en sjov måde at dybderense huden. For mig som ofte udskyder ler masker, fordi jeg ikke gider sorte rande i håndvasken så er boble masker et effektivt alternativ.
Plejende masker
Før alle masker har jeg grundigt renset hud med først renseolie og derefter en skummende rens og/eller et eksfolierende produkt/boblemaske, for at sikre størst mulig optagelse af alle gode stoffer i de plejende masker. Plejende sheet masker er perfekte masker til en vigtig dag, en fest, eller for at give huden ekstra pleje efter dybderens eller eksfoliering. Eller når man føler sig slidt, og huden er blevet udtørret.
-Estee Lauder Advanced Night Repair, Concentrated Recovery Powerfoil Mask
Foliemaske med blødt stof mod huden og folie på den anden side. Dufter lidt mildt og urteagtig, og den sidder fint fast så man kan multitaske, hvis man bruger lidt tid at stryge den på plads. Giver en markant varmende fornemmelse så det prikker i huden, men huden bliver alligevel ikke rød eller irriteret. Huden er mærkbart pumpet med fugt, men alligevel mere dewy end klistret. Effekten er varig, også næste morgen er huden fugtet og plump og det holder hele dagen efter. Virkelig effektiv maske med synlig effekt, som jeg gerne ville bruge igen. Stjerneprodukt.
-Starskin Red carpet ready, Hydrating bio cellulose second skin mask
Lækker fugtende kokosfiber gel maske, ligger mellem to lag papir som lige skal frigøres, så det kræver lidt koncentration, men den føles virkelig som et opstrammende second skin når den kommet på plads. Klæber bedst af alle masker jeg prøvet og har en lifting effekt, samt pumper huden med fugt. Perfekt inden en fest, eller til natten for intens pleje. Lækkert serum som fugter huden i lang tid efter.
-Starskin After party Brightening bio cellulose second skin mask
Ligner Starskin Red Carpet til forveksling, og er en rigtig god fugtende og plumpende maske som virkelig bliver på huden, og føles både opstrammende og fugtgivende med effekt som holder. Frisk, glat og fugtet hud længe efter. Virkelig skøn serum som der ikke er sparet på, så det rækker til hals og hænder, eller til et ekstra lag næste dag så effekten vedligeholdes i et par dage.
-Powerlite Masq+ Rejuvenating & Moisture
En tynd stofmaske i et behagelig elastisk stof som man kan strække over huden og klappe på plads, nem at påsætte og intet ekstra papir og plast som skal fjernes. Indeholder et tyndtflydende, fugtgivende serum med vitaminer som ikke klistrer. Behagelig at have på. Giver en ganske let fugtgivende effekt, som minder om et lag af en let, oliefri, fugtgivende serum/mist. Tror den ville passe en yngre, fedtet/kombineret hud bedre, fordi den gør ikke super meget for min hud. Virker som et lille skud ekstra fugt under min almindelige creme, og uden mærkbar længere effekt.
-Meraki Revitalizing anti-age face mask
Fugtgivende, blød, hvid papir maske som fugter huden i dybden uden at klistre men med mærkbar fugtende effekt. Passende efter en lang dag i tørre omgivelser. Den indeholder som den eneste af maskerne jeg testet q10, men også aloe vera og forskellige blomsterekstrakter. Mild og plejende mask som er nem at påføre, og passer de fleste hudtyper som ønsker en fugtmaske. I samme stil og funktion som Matas sheet maske. En ganske basic sheet mask, den er fin, men ikke bedst i klassen.
-Skin Republic Youthfoil Age defying mask
En foliemaske som er hurtig at folde ud og klistrer godt til huden, så man kan lave andet mens den er på. Dobbelt dosis hyaluronic acid. Det dannes det lidt varme under masken, og det prikker en lille anelse som tegn på absorption. Når man tager den af er huden enormt plump og fugtet, alle panderynker er usynlige i en tid efter. Det er næsten synd at bruge den og så gå i seng, som jeg gjorde. Dog er selve serummet meget klistret og huden får en lidt ’tacky’ overflade, som varer indtil næste dag. Mit mørke sengetøj har sat sig i fnug på huden næste morgen. Den fugter dog meget og huden føles ekstra plump hele dagen efter, også efter rens. Måske kunne den lidt klistrede fornemmelse fungere som primer for at holde make-up på plads, men jeg brugte den som sagt til aften.
-Skin Republic Gold Hydrogel Mask Instant hydration
Masken har en speciel gel tekstur, den hæfter godt til ansigtet og er todelt så den passer mange ansigtsformer og er nem at påføre. Også dette skin republic variant har en lidt klistret serum. Rig på antioxidanter og lifting ingredienser. Den sidder meget tæt til huden på grund af hydrogel effekten, samtidig som den er behagelig. Lækker dybt fugtende maske som også føles luksus med sin gyldne farve. Gennemfugter huden og fylder linjer ud så det kan ses en tid efter. En mask som fungerer både til natbrug, før eller efter en flyrejse, eller for at gøre det bedste af huden inden en fest eller en date.
-Starskin Sculpting V-shape compression lace mask
Smuk tyk blonde maske, fyldt med et meget fugtgivende, opstrammende serum. Masken har små bånd man kommer om ørene både fra kæbelinjen og ind, samt fra hagen og opad for at stramme op. Den er lidt som en strømpe og lavet af et rigtigt strikstof, elastisk og med fine blonder. Giver en Hollywood post surgery effekt at have på, den er lidt tyk, men forbliver på huden og plumper og strammer mærkbart op. Lækker fugt serum og i rigelig mængde. Perfekt maske inden en festlig lejlighed. At den er så smuk og lidt tosset bidrager til et godt og festligt humør.
-Lancome Genifique Hydrogel Melting Mask
Imponerende plumpende maske fyldt med serum, i form af en geleagtig maske som kræver lidt koncentration at frigøre fra pakke/beskyttelse og placere rigtig. Men når den sidder så smelter den sammen med huden og giver meget okklusion, samtidig med at man kan bevæge ansigtet lidt uden at den glider. Kan virkelig fornemme at dens serum sluses ind i huden som bliver plump og med lækkert glow. Stor askepot effekt, som virkelig fylder huden ud. Rigtig lækker maske som oser af luksus. Perfekt både som plejende maske til natten, eller inden en fest eller aften ude. Indeholder samme mængde bifidus ektrakt som en hel flaske Genifique serum, det er lidt vildt!
-Matas Striberne Anti-age ansigtsmaske
Budget venlig papir-sheet maske med en masse serum, som især fugter huden i dybden. Indeholder niacinamide. Er lidt tung i stoffet og ikke den mest klæbende, så den gør sig bedst hvis man ligger/sidder ned mens man har den på ellers glider den gerne lidt. Dufter godt uden at være overdrevent parfumeret og forlader huden gennemfugtet og pæn. Med en god fugtighedscreme efterfølgende så lukkes fugten ind i huden som fremstår fugtet og fin længe efter. Min udtørrede hud kom sig helt efter en tur med denne, og et lag Weleda skinfood over natten. Godt budget alternativ.
Mine favoritter er Estee Lauder og Matas striberne, fordi de præsterer hvad man forventer i hver sin prisklasse. Estee Lauder for sin store virkning, følelsen af luksus, den varige effekt, duft, pasform og dyb fugtning. Matas striberne fordi den er billig, nem at få fat på, og den gennemfugter huden så at efterfølgende creme virker bedre, og så er jeg nødt at lægge mig ned og slappe af (den glider lidt på huden om man bevæger sig rundt). En ulempe som viste sig være en fordel for en stresset type, især hvis man opvejer det med pris og effekt. Starskin maskerne får ekstra points for at klæbe godt til huden og tilføre en masse fugt, og ligger i en fornuftig prisklasse midt imellem Estee Lauder og Matas maskerne. De kommer desuden med en stor dosis serum, som kan bruges på halsen eller næste dag for at forlænge virkningen.
-Øjen-patches
Alle øjenmasker har jeg opbevaret i køleskabet, da det er dejligt at forkæle trætte øjne med kølige pads. Jeg tror også det booster effekten lidt. Jeg har testet samtlige masker om morgenen, derfor har de også kommet på prøve i forhold til hvor nemme de er at bruge når man har travlt.
-Rodial Dragons blood eye masks hydrate and tone
Lækre store øjenpatches af kokosnøddefiber, ligner starskins ’second skin’ ansigtsmasker. De hæfter rigtig godt under øjet så man kan multitaske. Virker umiddelbart kølende og opstrammende og har den perfekte form og størrelse. En stor dosis serum tilbage i pakken som man kan bruge dag(ene) efter for at understøtte virkningen. Serum trænger hurtigt ind, og er dejlige at bruge.
-Peter Thomas Roth Cucumber De-tox hydra-gel eye patches
Lækre, geleagtige, grønne patches som er nemme at placere på ønsket måde under øjnene hvor de køler, dufter godt og virkelig frisker op. De lyser temporært mørke rande en anelse og virker på puffiness og træthed. De føles virkelig rare at have på, mens man ordner morgen rutinen og de holder sig kølige længe. Holder hvad de lover og er hurtige at bruge. Om morgenen sætter jeg pris på fool-proof løsninger og en ordentlig kold fornemmelse som frisker op.
-Starskin Revamping Meltaway Lace eye mask
Samme geleagtige tynde kokosfiber materiale som flere andre Starskin masker. Hæfter utroligt godt til huden men niver alligevel ikke, glider ikke, og lukker virkelig fugten inde. Stort plus for at de dækker et stort område rundt øjnene hvilket giver en skøn lifting effekt. Lækkert gennemfugtet øjenparti. En af de få masker hvor man faktisk ser ret godt ud. Lidt som et maskebal på slottet. En treat maske som ville være perfekt før en fest, eller når man masker med en veninde (og et glas bobler). Glamourøs!
-Avajar Perfect V lifting premium eye mask
Specielle stretchy pads som skal strækkes ud når de placeres under øjnene, for en lifting effekt. Det syntes jeg var svært, og jeg kunne ikke rigtigt få det tilpas så det var komfortabelt. Jeg flyttede dem mange gange, men blev ikke ven med dem, før jeg opgav at strække dem og så blev de lidt små. På plussiden hæfter de virkelig godt, de virker meget fugtende og lysner også lidt. Jeg gætter at stretch-stoffet kommer mere til sin ret i den hypede ’hagesmæk-maske’ mod så kaldt tech neck, som er fra samme mærke.
-M2 Beauté Ultra Pure Solutions Hybrid Second Skin Eye Mask Collagen
Anderledes tørre masker som man påfører renset og fugtet hud. Det medfølger en lille spray med specielt rent og alkalisk vand som aktiverer masken, der blandt andet indeholder alger og kollagen. Plumper fine linjer og bliver fint siddende på huden, men jeg fumler lidt med dem og med at spraye og fikse. Effekten er dog rigtig lækker, fugtet og plump hud. Rigtigt fine men passer mere til festlige tilfælde, end til en travl morgen da de kræver lidt tålmodighed at applicere.
Min favorit af øjenmaskerne er Peter Thomas Roth, fordi de er nemme og hurtige at bruge om morgenen, og de bliver siddende og sætter sig rigtig ved første forsøg. De køler mest af alle, dufter godt, og giver lige det der opfriskende boost som mine trætte øjne behøver. På anden plads kommer Rodial, som opfylder næsten samme kriterier. Til festlige tilfælde, når man har mere tid, ville jeg gerne bruge M2 eller Starskin for at fylde huden med fugt og glatte rynker, samt som base for en smuk makeup.
Note: Nogle af maskerne har jeg fået til test, og andre har jeg købt selv. Holdningerne er som altid helt mine egne. Min hud er 40+, normal til tør, og jeg reagerer sjældent på kosmetik eller parfume.”
Stor tak til HeLene for en imponerende test (vi burde jo have haft før/efter fotos). Og god forårsweekend til jer alle sammen. Måske med noget masketid, for det er jo helt i tråd med det HER.
Ida Østergård skriver
Så spændende læsning Helene ???? du skriver så let forstående ! Du må højest ligne en på 30 år nu ???? efter alle de masker. Stor tak, virkelig brugbart????
HeLene skriver
LOL, skøn kommentar Ida! Og tak til dig også! Nu fik jeg grinet også, det rene ungdomselixir 😉
Den starter godt denne uge!
Smiiiiil!
Stine Sommer skriver
Sikke et flot, grundigt arbejde, HeLene. Virkelig imponerende. Jeg har masker fra MagicStripes liggende, og nu er jeg blevet inspireret til at bruge en i eftermiddag og nærstudere resultatet 🙂 Rigtig god søndag.
HeLene skriver
Åh, Magic stripes, dem kender jeg mest fra de der plastre til øjenlåget, viste ikke de også lavede sheet masks må tjekkes ud. Lad os gerne høre hvad du fik brugt og hvordan det gik. Som jeg nu har lært kan man ikke få for mange skønne masker og huden er taknemmelig for det ekstra lag pleje! God mandag aften til dig!
HanneTS skriver
Du er for vild, HeLene! Tusind tak for din grundige test. Jeg har haft lidt travlt i denne weekend ind til videre, men i morgen vil jeg nyde at læse din test. Tak fordi du deler dit store stykke arbejde med os. Kh. Hanne
HeLene skriver
Tak Hanne, jeg håber du finder nogle masker du har lyst at teste.
Lone H skriver
TAK er kun et fattigt ord i denne sammenhæng. HeLene dine anmeldelser er meget fyldestgørende og grundige. Skal da så meget have fingre i et par af dem. Hvad mon du tester næste gang ?????
HeLene skriver
Tak Lone for de søde ord! Glad det kan bruges. Del gerne hvad du får prøvet i kommentarfeltet 😉
Anna skriver
TAK HeLene – imponerende!!
Kh Anna
HeLene skriver
Taaak Anna og god weekend!
Jette Berg skriver
Tak si’r jeg bare. Har ALDRIG prøvet en maske, men det er jeg klar til nu????.
Også tak for din test af The ordinary????
HeLene skriver
Selv tak, det var en fornøjelse at teste. Tror ikke du bliver skuffet om du begynder at maske lidt. Ikke mindst for den afslappende effekt det har. God weekend!
Pernille S skriver
Wauw siger jeg bare! Grundigere end grundigt! Meget inspirerende. Tak og god weekend 🙂
HeLene skriver
Tak søde Pernille, og god weekend til dig også! <3
Else D skriver
Tusind tak HeLene, for meget fyldestgørende oplysninger og at du deler testresultaterne med os. Du har været meget grundig, så det hjælper mig meget med at komme igang med at bruge masker. Jeg skal igang nu ????
HeLene skriver
Hvor skønt, jeg håber du nyder det. Herlig relax-tid ønsker jeg dig!
Annie R skriver
Jamen altså… Imponerende grundig 🙂 tak og god weekend
Lise Grosmann skriver
Annie R: Ja, jeg er enig….imponerende grundig!
HeLene skriver
Jamen altså 😉 Selv tak, begge to *smiles*
Anne-Marie Andersen skriver
Tusind tak Helene. Så fine beskrivelser og jeg får straks lyst til lidt Zen-tid med masker på. Og det er ikke en fejl masker er i flertal, for du giver mig virkelig lyst til at prøve lidt af. Måske i næste uge hvor jeg er lidt alene hjemme. For der er ikke mange, der sidder godt nok til, at man kommer til at grine, hver gang man ser sin ægtefælle i øjnene…
Rigtig god weekend til alle????☀️????
Lise Grosmann skriver
Anne-Marie Andersen: Nej, det var (også) en nyttig information fra HeLene, hvilket masker der sad godt nok fast til at ‘multitaske’ eller grine, når man ser manden i øjnene (; Under alle omstændigheder er masker jo ikke bare godt for huden men det er også godt at SKULLE bruge tiden på dem. God aften og god weekend <3
HeLene skriver
Ja, det er virkelig dejlig med masker, og Anne-Marie, ja, prøv det og især et par stykker efter hinanden, som en kur det får virkelig huden i form.