Jeg er enig i det sidste, for det styrer jo nærmest mediebilledet
“Fra tabu til brandvarmt emne” var temaet for det fine pressemøde, jeg var inviteret til i går. På mit yndlingssted Peter Liep i den store Dyrehave. Der var i samme anledning tændt op i pejsen, men ilden gik ud, blev tændt igen og det var på sin vis meget betegnende for fænomenet hedeture. De kommer og går uden varsel.
Og der sad jeg mellem disse brandengagerede kvinder, hvor nogle slet ikke var nær, andre i de indledende stadier, nogle midt i og andre post lige som mig. Og som post og mediemenneske strittede jeg igen imod påstanden om, at denne generation af kvinder nu befrir deres medkvinder for fordomme. At man ikke har haft den viden, vi har i dag, betyder jo ikke, at kvinder i overgangsalderen for en generation siden følte sig udskammet.
*Selve menopausen defineres som 12 måneder efter en kvindes sidste menstruation
Jeg kunne være mor til mange af dem, og jeg har ikke følt mig fordomsramt og i øvrigt arbejdet på et blad, der skrev uendelig mange sider om kvindelivets mange sider og i den grad dem, der hører de nedre etager til. Min fagbogs-reol vidner også om det. Selv min mor, som havde et heftigt forløb, fordi hun fik fjernet sit underliv, var ikke hæmmet. Hun flåede blusen af, når hun fik en hedetur (ikke offentligt).
Men selvfølgelig har der været socialt hæmmede kvinder, der ikke har talt om overgangsalder. Jeg tror bare ikke så meget på, at vi her i landet og dem, vi sammenligner os med, lever i fordomstider i 2024. En del myter har dog overlevet, og det er virkelig fantastisk, at vi får mere viden og der kommer fokus på symptomer, som vi af mange gode grund ikke har kunnet ane havde med denne hormon-rutsjetur at gøre.
Skærmfoto fra @menokind, som er et af de steder, hvor du får seriøs velunderbygget information med inputs fra andre kvinders oplevelser
I det hele taget har de medier, vi fik til rådighed for faktisk ret få år siden, gjort det mere synligt at være aktivistisk på det her og mange andre måske mere fordomsramte områder. Overgangsalder er blevet hot mediestof, der er kommet influencere, som har meldt sig ind i det, der somme tider ligner et vredeskor.
Men før alle nu føler sig som sande befriere, så husker jeg stadig et møde i 2018 med professor Andrea R. Genazzani, en pionér inden for det her område, hvor ikke et øje fra kvindemedierne dukkede op. Og han talte jo netop om de symptomer, der begynder meget ofte omkring de 40 år, altså 10-15 år før man overhovedet tænker i sin overgangsalder. Og dermed talte han ind i den målgruppe, som medierne dengang jagtede, de fangede bare ikke budskabet.
Genazzani listede godt nok ikke de 62 symptomer, som New Nordic nævnte i går, og her refereres Dr. Naomi Potter, som I kan følger HER, hvis I gerne vil være på forkant – og HER er lidt undervisning fra hende. Og HER får du listen over de 62 symptomer, og det siger noget om hormoners magt og indflydelse. Men følg @menokind og @sannegottlieb her er du godt informeret.
Foto: rødkløver er en af flere planter, som kan snakke hormonbalance
Men heller ikke, når det kommer til den fase af livet er vi ens. Mit brud med fertilitetstiden var ikke som dit var/er/bliver. I øvrigt er ordet ‘overgangsalder’ dumt, for rutsjeturen stopper jo ikke, fordi hedeturene gør det. Det kan godt være, at noget er en overgang men den biologiske rute er lagt mod afvikling. Jeg vender tilbage i morgen og fortæller om New Nordic’s SOS-pakke, for der er masser vi kan gøre for at lindre symptomer og styrke kroppen.
Og lad mig så lige her nævne, at jeg har den dybeste beundring for det her firma og har haft det lige siden starten i 1991. De har enorm indsigt i naturlige hjælpemidler som urter og bruger de bedste baseret på forskning. Der er stort set ikke det – fra problemer på og i knolden til nedre regioner – man ikke kan få støtte og hjælp til.
Og så var de jo også lige ude allerede for nogle år siden med inside & out-beauty – om det er fugt, kollagen, pigment – FØR det blev den megatrend, det er nu. Alene navnet New Nordic er toptrend.
Og så lancerer de – og jubii for det – en serie med forskellige magnesium-tilskud. Og begejstringen skyldes, at de forskellige udgaver af dette mineral har forskellige egenskaber i kroppen. Plus at de i løbet af året lancerer svampe-kosttilskud. De har bare altid fingeren på, hvad der rør sig.
PS: Jeg tjener ikke bannerpenge eller andre penge på New Nordic, det er ren og skær respekt for dygtighed.
Pernille S skriver
Kære Lise
Godt skriv, som er meget vedkommende for alle kvinder. Ligesom du, synes jeg ordet “overgangsalder” er misvisende. Alene af den årsag at nogle kvinder aldrig slipper ud af hormonmanglens kløer. For nogles vedkommende vil hedestigninger og natlige svedeture være en følgesvend(inde) resten af deres dage. Desværre! Personligt ville jeg være betænkelig ift at tage rødkløver for at dæmpe hormonelle gener. Især hvis man har eller har haft en hormonfølsom brystkræft. Hormonfølsom brystkræft er ligeglad om hormonet kommer fra en plante eller en fabrik. Det er i alle tilfælde som gødning til en plante. Igen personligt – ville jeg hellere vende blikket mod akupunktur eller akupressur. Jeg understreger igen igen, at det er min personlige holdning. Kh og god weekend. 🥰
Lise Grosmann skriver
Pernille S: Tak kære, det gør mig glad, at du synes det. Hvis vi skal se det som en overgang, så skal det i hvert fald være til en ny fase af livet og ikke, som man fornemmer af de mange skriverier, en fase, der skal overstås, for at alt igen bliver godt som før. Bare uden menstruation.
Dels vil det skred, der er sket i hormonerne, som du skriver, vare ved, og dels vil den afviking, livet jo sætter os på, fortsætte med mere eller mindre plagsomme gener.
Ifølge Rikke Goerlich’s snak forstår jeg det sådan, at isoflavonerne går efter nogle andre receptorer, der ikke påvirker æggestokkene. Men jeg har indsat link fra Kræftens Bekæmpelse, der behandler problematikken i forhold til brystkræft.
Det er nok en af de problematikker, der vil bølge fra ja til nej. Men har man ikke brystkræft og ikke noget, der disponerer, så kan man jo lade sig lindre.
Kh og god aften og søndag
Karin winther skriver
Vildt spændende og sikke en dag. Hedetur i hestevogn 😉, ikke at ret mange lignede de var overhovedet nær menopause tid. Men sådan har jeg det også med datterbarnet ☺️, og ……. Ja. Tiden går jo.
Jeg slap nogenlunde nådigt igennem min egen, og husker al den fine “ vise kvinde” – snak, der fulgte med. At der var en slags mystisk power i det, som vi kunne eje, og nedbrydningen (sådan rent synligt) lod jo stadig vente på sig.
Glæder mig til at høre mere. Også om magnesium varianter.
Mit første møde med New Nordic var deres kollagen piller, som jeg stadig køber. Det var dengang jeg fandt Lise Grosmann. 😍🙏🏼
❤️
Lise Grosmann skriver
Karin winther: Nej, der var en hel del, der ikke rigtig var i nærheden af noget menopausebøvl. Men man kan jo sige, at med al den opmærksomhed ’emnet’ får, så bliver man på arbejdspladser mere opmærksomme på, at nogle kvinder altså er lige så hårdt ramt af gener fra det her som hvis de havde influenza.
Jeg slap også nådigt mht hedeture, men jeg kan jo med den viden, vi har i dag, se, at andre gener måske startede i forbindelse med overgangsalderen. Men påstande om hud, der synker på nærmest én dag, de holder jo ikke – den totale nedbrydning lader vente på sig.
Det er jo derfor, jeg siger til de mange yngre, at det bare bliver værre. De får det til at lyde som om, at når du har haft sidste hedetur og menstruation, så er alt ved det gamle. Men den generelle aldersnedbrydning sætter ind (;
Mht New Nordic kollagen, så får du jo mere med deres shots, men det ved du måske!
Og tak fordi vi fandt hinanden her og har haft mange dejlige, hyggelig og sjove kommentarsnakke. God weekend kære <3
Anette Ninon skriver
Hej Lise
En spændende dag igår for jer der var inviteret.
Jeg har altid følt, at det var mærkeligt, når mænd udtalte sig om vi kvinders liv. For dem kan det ikke være andet end teori, vil jeg mene.
🍃🌸🍃 god aften til dig
Ninon
Lise Grosmann skriver
Anette Ninon: Hej Anette, ja det var en fin dag med et par spændende foredrag, som jeg vender tilbage til i morgen. Der var ingen mænd inviteret, så i går var ren kvindesnak og stor enighed hos alle. Det er kun mig, der påtaler over for mine yngre kolleger, at jeg altså ikke har mødt tabu og fordomme.
Kvindeliv er jo nok lidt mere hormonkompliceret på visse områder – menstruation hver måned, måske graviditet og fødsel og så markante forandringer, når overgangsalderen indtræder. Det er jo svært selv for os selv at fatte alt det, der sker i vores krop. Umiddelbart er mænd mindre komplicerede og hvis de har en overgangsalder – og det har de jo nok selv om der ikke er blødninger, der stopper – så er der mindre dramatisk hormonstop over den.
Jeg synes, det er rigtig godt, at vi får mere viden, for det kan kun gavne forståelsen. Men derfor kan mænd jo godt blive lidt forvirrede over de mange udsving. Det er jo også OK, bare de opfører sig pænt i den forbindelse.
God aften også til dig kære <3