Men de mangler heller ikke talent, hverken ind-eller udvortes.
Når jeg googler blomster i mit eget billedarkiv, så får jeg rigtig mange hits, for jeg elsker blomster og det er jeg slet ikke alene om i disse år. Vi trænger til natur. Til frodighed. Til bekræftelse på, at det ikke er slut, at der er håb. Og blomster er det sublime, bekræftelsen på frugbarhed og liv. Byboer cykler langt for at plukke blomster i grøftekanter eller på de marker, som stadig flere landmænd tilstår de bier heller ikke han eller hun kan leve foruden.
Der laves udstillinger alene med blomstermalerier, moden blomstrer videre, som den har gjort de seneste par år. Ingen har brug for sort lige nu. Det hele ser sort nok ud rundt om os. Og den dag sidste efterår, klimaaktivisterne gik på gaden inviterede Marni/Francesco Risso til forår 2020-kig i en sand jungle af frodighed og blomster. Og han var ikke alene. Jeg har lavet en googlesøgning HER, der siger en del om, hvad vi skal lede efter i klædeskabet. Og de HER gør det i en virkelig dekorativ hyldest til Paris, for beautyen blomstrer også som aldrig før.
Men blomster har aldrig kun været til pynt. Ud over at beruse vores sanser, så er rigtig mange spiselige. De er ikke bare spiselige, de er næringsrige, fulde af antioxidanter og har en lang forhistorie som lægeplanter. Lige som krydderurter. Hippe restauranter har de senere år sat blomster på menuen men i Kina, Japan og Indien har de jo været det altid. Også på hudmenuen.
De to små roser på foto – og nej, de ser ikke ud af meget – dem plukkede jeg i formiddag med dårlig samvittighed, for solen skinnede og de sad der og solede sig til jeg kom med saksen. Nu står de her på mit skrivebord og jeg er #taknemlig.
De fleste kender og anerkender lavendel og kamille som beroligende. Men rosen er faktisk også den sarte huds gode ven. Antiflammatorisk, antibakteriel og fugtende plus anti-ageing (selv om vi ikke siger det mere) og så lister den antioxidanter (terpener, flavonoider, anthocyanider).
Der er jo en grund til at velrenommerede brands flittigt bruger rosenekstrakt og rosenolie. Og dens duft har en beroligende virkning. Det er såmænd undersøgt nøje. Læs mere HER og kig efter Rose Water i for eksempel toner, det er en god ingrediens at få tæt på huden..
Rosen er en vinder på skønhed og sin romantiske plads i historien, men mere ydmyge blomster har også talenter. Personligt holder jeg forfærdelig meget af morgenfrue, fordi min farmor dyrkede dem i familiens sommerhus i Skamlebæk, og alt, hvad farmor gjorde, det elskede jeg.
Jeg har dem altid i haven, jeg drysser ofte morgenfrueblade på maden, hyppigt salaten, fordi de pynter selvfølgelig, men de giver også en krydret smag. Morgenfrue har været meget anvendt i det engelske køkken og i Syden har man i hvert fald førhen brugt morgenfrue som erstatning for den dyre safran. Den orange farve antyder karotin, og det er ganske rigtigt en antioxidant, man finder i morgenfrue.
Morgenfrue er selvfølgelig også en medicinsk plante med en lang forhistorie. Den er også en hudheler, anti-bakteriel, anti-inflammatorisk og god mod kløe og irritation. Husk den til sommer, når insekterne og solen bider.
Der er morgenfruevand i Rudolph Mist Delight. Læs mere om morgenfrue HER. I pai får du lotus- og orangeblomstvand og i REN bade- og bodyprodukterne er det bitterorangevand.
PS: For de firmaer, der vælger økologi er blomstervand lige som Aloe vera, som mange anvender, en fordel, fordi det modsat vand kan deklareres økologisk.
Og så er der aromaterapien med engelske Aromatherapy Associates som suveræne eksperter. Desværre tror jeg, de er ved at trække sig fra det danske marked, og at det kan være årsagen til, at der lige nu er 30% HER. Er der plads i budgettet, så køb….og meget gerne deres Bath and Shower Oil, den der nu passer til dit behov. Roller-balls som dem på foto skal du dog HER for at få. De er lige til on-the-go behov, når stress eller snue driller. Og så kan de jo gøre det ud for parfume.
Pernille S skriver
En rose er en rose er en rose….
Sjovt nok – skulle jeg vælge en yndling blandt blomster, så skulle det være morgenfruen. Den indkapsler alt hvad der var godt i min barndom. Du har virkelig fået mig ud på en rejse i fortiden.
Med alle dine blomsternoter – skriftlige såvel som sanselige, vil jeg gå foråret imøde med åbne sanser 🙂
Kh Pernille S
Lise Grosmann skriver
Pernille S: En rose er i vinterudgave ikke helt selv, jeg snusede lige til de to små fra foto forleden, der står på mit bord, og New Dawn plejer at dufte vidunderligt, men der er intet. Det ville jo også være spild af talent, bierne sover vintersøvn.
Morgenfruer og så brombær og ribs og farmors rødgrød, det er barndommens lykkeland.
Åbne sanser og forkølelsefri næse, men lige i dag går du ikke glip af noget forårsagtigt. Kh Lise