En hudlæge med holdninger.
Som jeg nævnte i går, så spurgte jeg hudlæge Johan Milling Holk Poulsen, om han brugte probiotika i sin behandling. Jeg tænkte selvfølgelig især på udvortes behandling af hud. Men han anbefalede faktisk i visse tilfælde folk at tage probiotika. Altså kosttilskud for at hjælpe tarmens mikrobiom og immunforsvaret.
Se DET er en hudlæge. For også hudproblemer – eller måske endda især hudproblemer – har mange årsager fra de genetiske til bøvl med tarmsystemet og psykisk stress. Og det er jo, som Milling nævnte, på tide, at også læger/hudlæger ser ind i en fremtid, hvor traditionel behandling – og især antibiotika – bør afvejes mod om man for eksempel kan opnå positivt resultat ved at påvirke mikrobiomet.
Vi nåede såmænd vidt omkring i det probiotiske landskab fra udvortes til det helt utrolige, at man kan behandle vanskelig infektion med fæces-transplantation. Her er foreløbig tale specifikt om Clostridium difficile-infektion, men perspektiverne er måske mange. Herunder behandling af hudsygdomme, som faktisk er et broget billede i årsagsforklaringen, fortalte Milling.
Der er lidt mor-barn over det ♥
Og al den snak om mikrobiom, probiotika og sundhed fik mig til at tænke på noget, som optager mig virkelig meget i øjeblikket. For kan det være rigtigt, at barselsorlov er en politisk/karrieremæssig/ligestillingsmæssig sag og ikke hvad barnet har brug for? Handler det ikke om at give sit barn den bedste start på livet. Og har naturen ikke, som Milling sagde, afgjort den sag?
Sundhedsmyndighederne anbefaler i dag mødre at amme deres nyfødte børn i mindst seks måneder, hvis det er muligt. Det giver børn den suverænt bedste start på livet, og de gunstige eftervirkninger af den strækker sig helt frem til livets afslutning.
Modermælk er en diamantgrube af immunceller, der virker som et beskyttende skjold mod infektioner og allergier, mens barnets eget immunforsvar er under udvikling, siger Oluf Borbye Pedersen, en af verdens mest indflydelsesrige forskere i mikrober. Immuncellerne beskytter mod alt fra mellemørebetændelse, forkølelse og diarré til allergisk eksem.
Men stort ja herfra til fædrebarsel, men læg den oveni. Og så må politik bruges til at belære erhvervslivet om, at det at få børn er et ansvarsfuldt valg, og at det foreløbig kun er kvinder, der kan føde og amme dem, og at det ikke skal gå ud over deres karriere. Og i den grad heller ikke over børnenes sunde fremtid. Børnene ER vores fremtid, og alle erhverv får brug for ny arbejdskraft.
Jeg håber ikke, der er betalingsspærre på linket HER. Jeg må indrømme, at jeg var lidt chokeret. Der lød lidt andre ord fra Politiken, der skriver:
“Der tales i dag så meget om øremærket fædrebarsel og alt dét, far eller medmor kan gøre lige så godt som mor, at eventuelle biologiske perspektiver næsten opløses. Det risikerer nu at føre til en de facto forringelse af mødres orlovsmuligheder, der endda fremstilles som værende til kvindens eget bedste.
Ja, man må vel faktisk ikke nævne det – fysiologiske forskelle. For ved at benytte denne terminologi river man samtidig tæppet væk under den moderne ligestillingsforståelse, som indebærer, at fars eller medmors engagement i at bringe et nyt liv til verden måler sig med den præstation, barnets biologiske mor leverer. En forståelse, der helt ser bort fra de mange kropslige praksisser, som manifesterer fænomenerne graviditet, fødsel og barsel.”
Jeg håber, linket HER bringer dig til DR debatten “Mere barsel til far” (16. september) Og ellers ligger den først HER/nr. 21. Og lov mig at blive hængende eller køre frem til Mattias Hundebøll, podcaster og TV-vært…..Hallo ♥
Og så kan du få en ekstra omgang med en anden af deltagerne HER. Den kvindelige politiker, der er fortaler for det nye lovforslag, har selv helt skippet sin barsel og tager sit nyfødte barn med på arbejde. Nogen bliver svigtet her….
Helene skriver
Jeg er stor fan af probiotika i hudpleje – jeg har selv brugt det med stor succes mod min datters atopiske eksem – men det kan ikke brugs som et argument mod de nye barselsregler. Ud af 48 uger barsel man har efter fødslen, er det de 11 uger, der øremærkes faren – disse må gerne lægges sidst i barselsperioden, så de nye regler er ikke i vejen for at amme i 6 måneder…
https://politiken.dk/indland/art8374959/Her-er-de-afg%C3%B8rende-elementer-i-ny-aftale-om-barsel
Lise Grosmann skriver
Helene: Dejligt at høre, tak for at dele erfaring med eksem/probiotika. Jeg forstår ikke helt dit link til barsel, men måske har jeg udtrykt mig uklart. Fødsel og amning har alt at gøre med at give barnet de mikrober, der skaber et stærkt immmunforsvar. Der er jo mælkesyrebakterier i modermælken og i øvrig også præbiotika, som styrker opbygningen af barnets mikrobiom.
Pernille S skriver
Må sige een ting. Hvor er jeg glad for ikke at være ung børneforældre i dag. Kan se kolleger med små børn blive totalt stressede fordi økonomi og karriere i vores samfund prioriteres højere end børns velfærd. Jeg blev SÅ træt af at se Debatten du linkede til. Den evige magtkamp mellem politikere, som har en arrogance overfor de kvinder som reelt har et ønske om at kunne amme deres børn i et år eller længere. Hvor ønskværdigt ville det ikke være at indføre den svenske barselsmodel til mor og far.
Som det gentagne gange blev sagt, så er det nu engang kun kvinden som er i stand til at amme! Nå, jeg skal ikke genfortælle udsendelsens indhold. Det vil blive for omfattende. Blot sige, at hvor er jeg dog enig i dine betragtninger Lise!
Mattias Hundebøll har fat i den lange ende. Thats for sure!
De fysiologiske forskelle mellem mænd og kvinder bliver mere og mere udlignet. Nu er der sågar kommet en Emoji som forestiller en gravid mand! Ligestilling min b…
Nå, jeg synker lige min galde, og luner mig ved din passiar med hudlægen. Hvor skønt han er så dedikeret ift probiotika. Du må fortælle hvad Hr Milling synes om Bak’s produkter!
Hvor er det vildt spændende at erfare at der kan behandles vanskelige infektioner med fæces-transplantation!
God aften herfra :->
Kh Pernille S
Lise Grosmann skriver
Pernille S: Hvis du ikke siger det til nogen, så tænker jeg somme tider, hvor heldig jeg var, at jeg var barn i en tid, hvor mor – selv om der var meget småt med penge – var hjemme, når jeg kom fra skole. Måske drømte hun om at udfolde sine potentialer på anden vis, jeg fik aldrig spurgt hende, men det er i hvert fald ikke cool cash til erhverv og stat, der skal afgøre børns helbred og fremtid.
Og ikke, som du skriver, arrogante politikere, der skal afgøre, om en mor skal kunne være ved og amme sit barn i den tid, som enhver, der har den biologisk/sundhedsmæssige forudsætning, anbefaler. Hvis en familie ønsker at mor er hos barnet i et år, så er det sådan, de skal have lov at gøre det
Og til de kvinder, hvor karriere tæller så meget, at de ligefrem praler af, at de var tilbage i job næsten før de havde født, må man sige: Måske skulle du ikke have børn. Børn er ikke et tilbehør, de er helt essentielt meningen med livet. Og gid, at jeg selv havde fået børn.
Den Emoji har jeg da ikke set, men hvorfor er jeg ikke overrasket! Ja, der var gang i ham Hundebøll og det var skønt at se den passion hos en ung mand, hvis udseende – hvis nu vi skal have fordomme – på ingen måde antydede, at det var det budskab, han havde.
PS: Jeg ser aldrig Debatten på TV, jeg orker det ikke. Jeg blev opmærksom på netop Hundebøll i et DR-Facebookopslag og så måtte jeg jo finde programmet.
Kh Lise
Pernille S skriver
Haha nej, dette bliver kun mellem dig og mig Lise. Også jeg er datomærket i en tid hvor mor var den trygge havn at komme hjem til. Kan nu godt forstå at kvinder gerne vil være på arbejdsmarkedet, men ligefrem at prale med en ultra kort barsel! Hvis tarv er lige det! Nu ved jeg godt, at hverken da vi var børn eller nutidens børn var/er ens stillet. Desto mere syntes jeg vi/politikerne burde være blevet klogere. Halvandet års barsel som i Sverige kunne da være ønskværdigt! Med plads til far ja, og selvbestemmelse i familien!
Det trækker op til storm. Fik plukket alle dahlia og høje blomster igår, og lagt parasollen ned. Hold på hat og briller idag søde, og hav den bedste dag😘
Lise Grosmann skriver
Pernille S: Jeg vidste, at jeg kunne stole på dig <3 Jeg kan da også så godt forstå, at kvinder vil udfolde og bruge intellekt og begavelse. Der er rigtig meget ved den tid, der var skidt. Mange kvinder, der havde en uddannelse og som kunne have beriget både deres eget liv og samfundet, blev jo tvunget til at 'gå hjemme' af tradition og fordomme om, at folk ville tænke, at manden ikke kunne forsørge sin familie. Andre var glade for livet med børn og det at varetage familie, og de, der måtte have det sådan i dag, de skal jo have det valg. Ja til svenske barselsregler og jo til selv at bestemme.
Jeg siger dig, at det stormer her på bakken mellem markerne. De høje birketræer, vi har i skellet, de bliver kastet frem og tilbage og jeg sidder igen og beder til, at min smukke skæve gamle morel ikke vælter.
God dag/aften også til dig - og god weekend kan jeg sige, for der er fredagsfri for mine longskriverier i morgen <3