Jeg håber, I har haft en jul helt efter jeres eget hjerte. Jeg elsker f.eks. at få håndskrevne julekort. Tænk, at nogen har brugt tid på at skrive mig en kærlig hilsen. Til gengæld ønsker jeg mig ikke flere ting, og i min familie er det en aftale, at voksne ikke giver hinanden gave. Næsten en aftale. For der var nogen, der på Kraka-vis omgikkes ved at give chokolade. Jamen, hvilken rigdom at kunne vælge, om man nu skal have et stykke Peter Beier, Eliza, Summerbird eller Dean & Deluca chokolade. Det var bare så kærligt og betænksomt til sådan en chokone som mig.
Og det er jo sådan det var og gerne skulle fortsætte. At vi giver gaver med hjerte og indsigt og ikke bare ’en ting’. Jeg tror, det er mest sådan, det stadig er herhjemme, vi er endnu ikke helt med på den ’festival of junk’, de beskriver HER.
Foto: alternet.org
Da jeg scrollede deres facebookside stødte jeg faktisk på DENNE fine historie fra Danmark om et genbrugs hobbyhus på Nikolaj Plads i København. Hvor er det bare dejligt at se os omtalt for noget positivt. For hvad kan måle sig med hjemmegjort fra familiens yngste. Eller varme sokker fra den strikkeferme tante, måske endda lavet af optrevlet genbrugsgarn. Jeg lod Røde Kors tanterne om at bruge pindene og købte de fineste stribede sokker og en hue til familiens 5-årige til ingen penge. Det er da julesind at bruge så mange timer på at strikke gratis til en organisation, der gør godt hvor de ikke er ramt af ‘festival of junk’.
Anneka skriver
Sikken en dejlig historie og fint det lille hurlumhej hus! ♡
Ja tænk hvor mange millioner der bliver brugt hvert år på gaver. Tankevækkende hvis alle, hver 3. jul feks, gav ting de havde i forvejen eller lavede selv og så brugte gavepengene til nødhjælp eller andre gode projekter…
Lise Grosmann skriver
Anneka: Jeg var unægtelig noget i tvivl om jeg skulle sætte linket på her lige efter at alle har købt og givet gaver. Jeg er heller ikke økonomisk ekspert, for de vil sikkert sige, at hjulene skal dreje, men på den anden side…..konsekvenserne af tankeløst forbrug og dermed forbrug af ressourcer koster på ‘alle hylder’.
HeLene skriver
Jo, tak jeg har haft en fin jul!
Og sådan et dejligt choco-forråd du så velfortjent har fået, yum, yum! Der er vist til mange hyggestunder? Nyd!
Lise Grosmann skriver
HeLene: Ja, jeg skjuler vist min last meget lidt. En julegæst sagde også til mig….er det ikke sådan, at tynde mennesker spiser meget chokolade! Jeg undlod at berette om, hvad jeg også spiser for at opveje denne luxelast.