Jeg har et par forslag og et ‘men’…
Det er unægtelig både flovt og temmelig dumt af mig, at jeg beder om forslag til emner og så glemmer at tage dem op. Stort undskyld til Kis, der for pinligt længe siden netop efterkom en sådan opfordring og bad mig skrive om masker og især til moden tør hud. For hvad får man mest ud af?
Den daglige pleje!
For masker er her-og-nu-pleje der føles som forkælelse for både hud og såmænd også et stresset indre, fordi velvære ved hudnus opfattes positiv af hjernen. Og så kan masker i den grad være mærkbar og synlig akuthjælp, hvis man ligner noget, som katten har slæbt ind og har brug for at ligne den bedste udgave af sig selv. Og det starter altid med huden uanset hvor god man er til at svinge makeuppenslerne.
Men en maske, der ligger på huden i 20 minutter – også selv om man gør det et par gange om ugen – kan aldrig præstere noget, der ligner den hudforbedring som for eksempel en A-vitamincreme, du vedholdende bruger. Og i øvrigt heller ikke den fugt, al hud har brug for dagligt.
Men igen, det ene udelukker jo ikke det andet, hvis man holder af at hudnusse eller har brug for et her-og-nu – omend kortvarigt – resultat. Der er mange af dem derude på hylderne, maskerne, så jeg kan godt forstå, at Kis spørger. Personligt mener jeg, at det, man skal kigge efter, er noget, der giver et barreireboost.
Foto: Se tekst til produkter nederst
Et maske-barriereboost kan både være fugt og det kan være en hudklarende peeling eller et af de ældste maskemidler, en lermaske eller aktivt kul til at skrue ned for talg og rense porer. Skrubberi er jeg, som det næppe har undgået jeres opmærksomhed, ikke begejstret for. Alt, der fratager huden noget, skal man i min optik være tilbageholdende med. Hvis biologien har skabt én til at beskytte – og et sådant organ er vores hud – så vil det opfattes som et overgreb, der kræver indsats og dermed sætte en advarselsproces i gang.
Men kan jeg ikke bare bruge min creme som maske?
Jo, man kan i princippet godt bruge sin creme. Hvis man vil have et fugtboost for eksempel miste godt, lægge et hyaluronserum og så et godt lag creme over, så intet slipper ud. Men en god maske er mere ingredienstæt end en creme og den er formuleret til at være okkluderende og vil have større effekt.
Forklaring på strategien bag ansigtsmasker er at lukke inde (okkludere), og det er en gammel metode til at få noget mest muligt effektivt ind i huden ved at nedbryde dens afvisende keratin i overfladen. Naturlæger har gjort det med urteomslag i hundreder af år og for ikke så langt tilbage brugte hudlæger en stofmaske til at lægge over hudbehandlinger.
MEN fordi huds evne til at modstå indtrængen er livsvigtig for os, så skal man afholde sig fra at overskride de 20-30 minutter*, som de fleste masker anbefaler. At nedbryde huden, der er vigtig for vores overlevelse, er nok den tåbeligste strategi. Vi kan ikke bare gå rundt og lukke alt ind.
* nogle masker fjernes efter den tid og med andre fordeler man tilbageværende maske på huden. I sidstnævnte tilfælde er det en god idé at bruge om aftenen, så huden kan nyde videre, mens man sover.
FOTO: Jorgobé Niacinamide Peel Off Mask er en fin maske til dig, der har brug for porerens. Ud over niacinemid/B3, der også har det talent, er der bl.a. aktivt kul, svampeekstrakt, lærketræs-ekstrakt og lactobacillus ferment. Skal virke 30 minutter * Bynacht Autocorrect Texture and Glow Mask lister foruden 4-dobbelt hyaluronkompleks, retinol, niacinamid, enzymer, antioxidanter, fermenteret grøn alge, flere plantekestrakter og squalane. Skal virke 20 minutter, eventuelt tilbageværende kan fordeles på huden * Verso Nourishing Mask indholder bl.a., som det fremgår, ceramider – den type lipider, der tætner celler, og den har flere af dem. Fugt, gærekstrakt og andre barrierestyrkende lipider er der også. Skal virke 20 minutter og eventuelt overskydende kan fordeles på huden * Peter Thomas Roth kan godt det med fugt, som nogle af jer ved fra hans Water Drench serie, som her er i maskeudgave, Hyaluronic Cloud Mask Hydrating Gel. Der er godt med hyaluron og et ekstrakt, der gør fugten holdbar i huden i 72 timer (lover de) og så er der koffein til at give huden et energikick. Skal sidde 3-5 minutter og herefter vaskes af.
Skriv et svar