“Hver gang, vi vasker vores hud med sæbe med SLS, så er den forsvarsløs i seks timer” citat Charlotte Vedel, den ene af forskerne og ejerne bag Lactobio, som laver den probiotiske serie Bak.
Det har jeg tidligere skrevet, men lige nu er det jo vældig aktuelt. Og også en etage højere oppe, hvor jeg er i dagens emne. For selv om Charlotte Vedel taler om hud i ansigtet og den mere synlige del af kroppen ændrer det ikke på, at huden i håret ikke har det meget bedre med SLS. Find alternativer hos Hårklinikken, Purely Professional, Rudolph Care, Green People, Zenz, Aveda m.fl.
Men der er andet, som din hårbund har det skidt med, og som du måske ikke tænker så meget over nu, hvor det er blevet varmt i vejret og du måske arbejder hjemmefra. Jeg tænker på, om du lader dit hår lufttørre, fordi du vil skåne det for føntørring.
Det er en nærliggende tanke, men hud, og det gælder bestemt også den i håret, kan ikke lide at være våd længe. I hårbunden, hvor vand ikke rigtig kan fordampe, kan det blive årsag til bøvl med svamp og deraf følgende skældannelse. Så tør dit hår i hårbunden, især hvis du har tæt hår, så kan du lade længderne lufttørre. Men husk at løfte håret jævnligt, så vandet fordamper. Eller bedre – tør håret næsten tørt men ikke knas-udtørrende-tørt.
Statistisk set har rigtig mange langt hår og rigtig mange har det løst. Det er bare ikke en god idé i relation til sol og varme, fordi hvert eneste hårstrå udtørres. Mørkt hår er særlig udsat, fordi det absorberer mere lys. Så selv om mørkt hår er stærkere end blonde hårtyber, så er det mere udsat for udtørring og skader. Herunder at farven bleger – både den naturlige og især den købte.
Hvis du derimod fletter det eller sæt det i en løs knold, når du er i solen, så vil det kun være overfladen, der udtørres af sol. Og det vil i den grad skåne længderne og ikke mindst spidserne, som jo har været igennem en del børsten, føntørring osv. Allerbedst vil det være med tørklæde eller hat i en lys farve, der reflekterer lyset.
Til gengæld skal du ikke sove med flettet eller på anden måde opsat hår, det trækker hår ud og/eller knækker det, når man ligger på puden, siger Lars Skjøth, manden, der ved mere end nogen anden om hår og hårtab. Han forklarer, at fordelen ved løst hår er, at det kan flytte sig. Vådt hår om natten er også no go i hans hårviden.
PS: Charlotte Vedels ord om SLS (se fint alternativ nederst) i indledningen sætter en tyk streg under, hvorfor manges hænder og især børns lider alle udtørringens kvaler i øjeblikket. Børns hud er tynd, den udtørres frygtelig hurtigt og de er ikke tilvænnet at bruge creme. Det er en af de ting, de også skal opdrages til i disse coronatider.
Når I vælger creme, så drop dem med en masse naturlige ingredienser, for så fin naturen end er, så er det også den, der kan trigge allergi. Så gå lige nu efter få ingredienser, så der er så lidt som muligt, der kan provokere immunforsvaret nu, hvor huden er tør og utæt. Faaborg Pharma og MDerma har fint styr på syg hud.
Jeg tænker meget på alle jer, der er forældre og skal forklare de her ting til jeres børn, for hvor må det være frygtelig svært.
Urtekram SLS-fri økologisk og vegan håndsæbe med hele 380 ml til under 50 kr.
Lovisen skriver
Har lige købt en lidt dyr håndsæbe fra Ecooking, nogle produkter jeg ellers er glade for. Men har lige opdaget, efter at have brugt den en gang, at SLS er næst øverst på ingredienslisten. Åh hvor irriterende at jeg ikke tjekkede, havde virkelig bare regnet med at de havde styr på det.
Lise Grosmann skriver
Lovisen: Jeg har brugt alle deres håndsæber, men selvfølgelig på et tidspunkt, hvor man ikke vaskede slet så meget. De har såmænd styr på det, for SLS er jo helt almindeligt, det er de få, der har erstattet det. Bare husk at smøre hænderne ind – men det gør du sikkert allerede.
Jette B skriver
Jeg køber Organic Circle håndvask til 25 kr for 500 ml i Rema. Den er uden SLS og rigtig god, synes jeg.
Lise Grosmann skriver
Jette B: Tusind tak på alles vegne <3
Pernille S skriver
Om jeg fatter at børn skal vaske hænder hver 2.time!
Som sygeplejerske gælder disse gængse hygiejniske principper for håndhygiejne:
Hånddesinfektion er den anbefalede procedure, når hænder er synligt tørre og rene
Håndvask udføres kun ved synlig eller våd forurening af hænder og efter kontakt med patienter med infektiøs diarre
Håndvask skal efterfølges af hånddesinfektion.
Lad børnene få lov at spritte hænder som udgangspunkt, og ikke tvinges til håndvask med mindre de små fingre er synligt snavsede. Er bange for at vi kommer til at se mange børn med alvorlig håndeksem ?
Anne-Marie Andersen skriver
Tak Maj for dagens smil, jeg kan ikke stå for din søde kommentar om hvordan du passer på børnenes labber?
Jeg har købt en rigtig billig glycerincreme fra Fajaco på apoteket og den virker fantastisk. Det tager et stykke tid før den fugtige fornemmelse er trængt helt ind, men så blødgør den også tørre og ru hænder på utrolig vis.
Lise Grosmann skriver
Anne-Marie Andersen: Jeg blander mig lige….for ja, det er da sødt, som Maj’s gode lærerhjerte løber af med hende. Tak for tip om gode gamle glycerincreme, jeg får billede på nethinden af en lyserød sag i alutube (; Men når alt andet svigter, så dur glycerin og lanolin stadig, som de har gjort i generationer.
Maj B-D skriver
TAK for det prisvenlige alternativ! Jeg er lærer på 1. årgang og har indkøbt – for egne penge – en noget dyrere version, da jeg simpelthen ikke kunne bære at de stod der med deres små tyndslidte labber. Med i vores håndvaskeritual hører at de efterfølgende smører med en barriere-creme, kan ikke huske hvad den hedder, men den er fra Laroche-posay, uh, hvor de ikke kan li’ det ! Jeg tror faktisk at de hellere vil ha at jeg giver dem matematiklektier for end håndcreme på ?
Lise Grosmann skriver
Maj B-D: Jamen, tænk en lærer <3 og jeg smiler lige som Anne-Marie, for hvis man foretrækker matematiklektier, så gør det virkelig avs i labberne. Jeg forstår dig så godt, jeg ville heller ikke kunne bære det. Når nu, der bliver brugt penge på så meget andet, så skulle der jo sidde automater med f.eks. glycerincreme, som Anne-Marie omtaler. Det er billigt og fedter ikke på de små slidte labber. MEN La Roche-Posay er et fint mærke, som også har godt greb om tør og syg hud.
Det er på alle måder uforståeligt og ubærligt, hvad der sker lige nu.