Lad os se på et par ting, der er værd at overveje
Nej, øjenhuden bliver jo ikke mere belastet fordi resten af ansigtet er bag maske, men øjnene kommer mere i fokus. Og hvis man for eksempel fordi man har briller, har mundbindet helt op under øjnene for at brillerne ikke skal dugge, så er huden udfordret i forhold til irritation og hævelse.
Men i øvrigt vil vinter, blæst og kulde altid være en større belastning for hud med en svag barriere, og hvis øjnene løber i vand, så går det helt galt*. Så efterår/vinter er helt klart den årstid, hvor det kan være værd at overveje en øjencreme, der kan noget. Jeg har samlet nogle stykker af dem, jeg synes kan og supplerer med nogle tips.
*Brug en vandfast mascare både for ikke at få pandaøjne og for at mascaraen ikke skal irritere huden, hvis den løber ud.
Lad os starte med noget indre øjenstimulering, for når vi drikker grøn te, så deles antioxidanterne, catechiner, med især øjets retina, den lysopfattende del. Og effekten holder i mange timer. Da grøn te allerede har vist masser af sunde effekter i kroppen, så kan øjne tilføres listen som ekstra bonus. I øvrigt indeholder sort te også masser af antioxidanter.
Trætte øjne, hævede øjne, mørke rande: Kølige teposer, lindrende kildevand og en effektiv concealer. Clinique Even Better All-Over Concealer + Eraser er en virkelig holdbar creme-gel fugtende concealer, som er meget sved og fugtresistent og dermed et godt bud også under højtsiddende maske.
Og nu, vi er ved te, så er kølige teposer over de lukkede øjne afgjort opfriskende og afslappende og vil også i nogen grad mindske hævelser. Med mindre, de skyldes noget kronisk i forbindelse med sygdom eller det er fedtpuder. Sort te har mere koffein, selv om det selvfølgelig også er i grøn te, bladene er jo fra samme busk.
Og så er der Sahar’s eye pillows. De er magiske, fordi den lette tyngde over øjnene sammen med urter som lavendel og kamille plus hørfrø virker dybt afslappende. Jeg har en øjenpude, som et kærligt menneske har lavet til mig, og nu skal den i brug igen, for den kan også lindre bihulebøvl – og hovedpine. Læs, hvad Sahar skriver HER om de dybere mekanismer.
Men de mørke rande, hvad kan man ellers gøre ved dem? Da de i de fleste tilfælde skyldes livsstilsfaktorer vil nok søvn og mindre alkohol og/eller kaffe/koffein hjælpe rigtig mange. Men pigment er også en faktor, hvor inflammation tilsyneladende er aktør. Og så er der jo skærmene, vi sidder ved hele tiden. Med hensyn til dem, så er det en god idé at kontrollere skærmens afstand, lysstyrke (overvej computerbriller) og huske at holde pauser.
Lige et tip mere: Sørg for jævnlig udluftning. Og så lav nogle øjenøvelser – du kender dem sikkert: Du holder en kuglepen eller en finger op foran øjnene og trækker den helt tæt ind og fører den længere ud. Og bagefter kigger du ud til den ene side, den anden side og op mod loftet og ned mod gulvet. Det styrker øjenmuskler og syn og er også godt for trætte øjne.
Og så var der øjencremerne, der kan noget, og det synes jeg, dem på foto kan. Kig efter C-vitamin, retinol, niacinamid, koffein, antioxidanter. Og glem ikke det, der styrker barrieren her og nu, fugt og ceramider forstås. Jeg skrev om flere at øjencremerne HER. Og mere om øjencremer og produkter HER. Når du bruger øjencremen, så kom ikke for tæt på øjenlågskant/tårekanal.
Karin Winther skriver
Åh ja de stakkels øjne der løber i vand derude i vinden, og bliver lidt hudløse når man ikke kan lade være at gnide ? ! Gode tips til at starte op med øjencreme og nu ryger mine teposer da i køleskabet, så de kan lægges på øjnene. Og så er det jo netop storsæson for læsning, hvor jeg bruger min Ipad i stor stil ! Trætte øjne får man ! Jeg har da aldrig tænkt på computerbriller ??
Lise Grosmann skriver
Karin WInther: Ja, de gør så, løber i vand, øjnene, og så bliver man helt rød og ru i øjenkrogen og så klør man og så bliver det værre (((; Sædvanligvis synes jeg, at øjencreme er lidt overflødig, men dem, jeg har udvalgt, de kan faktisk noget, de indeholder aktive ingredienser som er afstemt efter tynd hud. Jeg har heller ikke skærmbriller, men det betyder jo ikke, at det ikke er en god idé at skåne øjnene for noget af alt det blå lys. De søvnkloge foreslår jo også briller med gule glas til TV-kigning, så hjernen ikke får netop blåt lys men kan begynde på det med melatonin, så vi kan sove.
Karin winther skriver
Det er lige det ! Slukker altid for internettet før jeg går i seng ! Meeeeen nogen gange hvis man er midt i et mord så kommer bogen jo lidt med i seng …. altså på IPad’en ?
Pernille S skriver
Kære Lise
Du rammer spot on mht maske/brille problematikken. Det er så meget min situation. Og gud hvor er det træls når briller dugger, ansigtet føles som en overvædet svamp, hænderne våde af plasthandsker. Det er min arbejdshverdag. Jeg lider gerne, for jeg håber ligesom de fleste i dette land, at vi med forskellige tiltag bl.a.at bære masker, kan tøjle Covid smitten. Så er det skønt – her på en regnvejrsvåd mandag – at du strør om dig med gode øjen-tips. Tak for det og dig. Kh Pernille. S ??
Lise Grosmann skriver
Pernille S: Det er SÅ irriterende, det duggeri og det må være uudholdeligt for dig, der skal have maske på hele dagen…hjææælp! Og så også plastikhandsker. Jeg synes, at det er slemt nok med maske og havevanter, når jeg går i byen. Jeg skal til København i denne uge og vil prøve at få en af de lidt mere stive masker, der kan vaskes og ikke sidder så tæt på ansigtet, så man bedre kan trække vejret. Men det kan du jo desværre ikke eksperimentere med, du er tvunget i det autoriserede udstyr. Mere end 1000 smittede i dag lyder ikke godt, så ja vi må vise det ‘samfundssind’ som udlandet åbenbart er blevet så betaget af, at de skriver om ordet.
I den grad tak til dig og for den indsats, du tager på dig. Kh Lise