Her er ord om både hudens og sjælens genoprettere. Og det er ganske vist
Jeg tror ikke, jeg kan huske, at der har været SÅ meget snak og skriv om solcremer og solbeskyttelse i det hele taget, som der er netop nu. Jeg har jo selv deltaget med min for nogle lidt kontroversielle holdning, der ikke – som man uden nærlæsning kunne tro – går ud på ikke at bruge solcreme.
Jeg taler blot for, at man også finder tilbage til fordums fornuftige omgang med sol og ser skygge som seriøst vigtig beskyttelse. Og let tøj og solhat, som hudlægen HER jo altså også tilråder. Så kan man ligefrem minimere sine udgifter til solcreme og være motiveret til at bruge nok. For nok er jo meget – håndfulde faktisk – og det løber op i penge over en sommer til en hel familie måske.
Her ligger en rigtig udmærket strategi for bedre hud med årene med forfatterens superbud på vækstvitamin og god søvn. Fra Pudderdåserne er der sikker solbeskyttelse og så After Sun fra Darling, en helt yndig serie, som jeg skarn ikke har fortalt jer om endnu. Det ligner også en perfekt mors-dags-pakke måske til dig selv……♥
Noget af det, der optager rigtig mange, det er filtre. Og det er jo klogt nok. Pokker ofre penge på noget, der giver falsk beskyttelse ved ikke at holde huden fri af så mange af skadestrålerne som muligt. Det tog Pudderdåserne meget fornuftigt op på deres Facebook med en strøm af kommentarer og spørgsmål til følge. Læs endelig, for der er sikkert også spørgsmål, som du gerne vil have svar på og ikke mange er så kompetent til at svare som de er.
MEN som Katja supplerer HER, så er den perfekte solcreme mere end indhold, det er den solcreme, du gider bruge. For hvis du ikke kan lide følelsen og lugten, så bruger du den ikke!
Som de fortæller, så står L’Oréal/La Roche-Posay samt Pierre Fabre/Avène med de mest effektive filtre af den absorberende slags. Og ellers er det de mineralske/reflekterende (zinkoxid og titanium dioxid) du skal kigge efter. Dem finder du bl.a. i Pudderdåsernes ‘Alt i en beskyttelse’. Og tilføj gerne jernoxid (iron oxide), som du finder i farvet makeup.
Og så fik jeg Farmaci i indbakken, hvor det fortælles, at mange dropper solcremen af frygt for indholdsstoffer, der er ‘mistænkt’ for at være hormonforstyrrende. Det skrives der jo meget om, og jeg ved, at især mange unge er vældig optaget af det. Fornuftigt nok, men det kræver jo, at man sætter sig godt ind i tingene og for eksempel hæfter sig ved det lille ord ‘mistænkt’ og holder det op mod risikoen ved ikke at bruge solcreme.
Foto: Apotekerforeningen Farmaci
For hvis man tager ophold i den, så kan man som ung kvinde risikere at havne i den statistik, der viser, at det er unge danske kvinder, der topper listen over modermærkekræft. Og det er ifølge artiklen i Farmaci netop unge kvinder mellem 18 og 29 år, der bruger argumentet, at de er bange for indholdsstoffer. Tager vi almindelig hudkræft med, så ligger Danmark på femtepladsen i verden (af de lande, der er med i statistikken).
OBS! Husk, at sprays med SPF er svære at dosere og skal ses som supplerende beskyttelse. Ligeså er det meget svært at dosere puddere – for ikke at sige umuligt, og derfor må de ikke ses som alene-beskyttelse.
Og så er det bare ud og nyde det, som solens lys også kan – nemlig give os farver. Jeg har flere bøger om farvesymbolik, farveterapi og healing. Den grønne farve, der netop nu er lysende, den formidler afslappelse, ro og oplevelsen af at være fri. Og den gule, som mange blomster har nu, den er indbegrebet af glæde og optimisme.
Måske er nogle af jer optaget af chakra, og så ved I, at den grønne er hjertechakra og den gule er solar plexus. Farver er sjælens genopretter. Den indisk amerikanske læge Deepak Chopra taler for, at DNA kan ændres af vores følelser og af bevidste som ubevidste tanker. Han hævder, at en tanke, altså en energi-impuls og et ikke-stof, kan forvandles til kemisk stof (neuropeptider) af hjernen.
Der er lavet mange undersøgelser over, hvilke følelser og stemninger, som de enkelte farver frembringer. Og der en forklaring på, hvorfor farven i afgangshallen i en lufthavn ikke er rød, for det er en farve, som man ved kan noget med ophidselse og vrede. Ikke det, der er brug for, når der er forsinket afgang og aflysning. Lene Bjerregaard har skrevet flere bøger om farver og deres signaler. Lån på biblioteket og bliv vakt, hvis du ikke allerede er det.
Jeg vil påstå, at med mindre, man går i skoven iført farveforvrængende mørke glas, så kan man ikke undgå at føle netop ro og oplevelsen af at være fri. DET kunne være sundt for rigtig mange i den skærmtid, vi lever i. Bare lyt til neurovidenskabskvinden Claudia Aguirre, PhD ♥ ♥
GOD WEEKEND allesammen og tak for at være med her ♥
Mette M Olsen skriver
Kære Lise. Her hos os bruger vi Avenés solcreme og som jeg forstår det, så kan den det rigtige. Vi bruger den til store og små og en særlig til mit ansigt. Men hold nu op det koster for en sommer! 😀 God mini-ferie. Kh, Mette 🌸
Lise Grosmann skriver
Mette M. Olsen: Kære Mette, ja det er rigtigt, at Avène (som er franske Pierre Fabre) og La Roche-Posay (som er L’Oréal) har filtre, der er meget effektive i UVA-spektret og filtrerer de langbølgede af dem, som Bjerring fortalte om her https://www.lisegrosmann.dk/saa-meget-bruger-du-nok-ikke/.
Men du har ret, det koster, fordi der skal bruges meget. Og det er derfor, jeg hele tiden skriver det med let tøj og hat, for jo mere hud, der er dækket, jo mindre solcreme skal man bruge.
Jeg synes, du skal kigge på Derma, som er certificeret ‘blå krans’ og AllergyCertified m.fl. Selv om de ikke dækker helt lige så langt ud i UVA, som de to andre, så er det effektive og EU-godkendte filtre, og du får en Kids-solcreme med 150 ml for 110 kr. Kig på dem her https://derma.dk/produkter/vis/derma-kids-sollotion-spf50-150-ml#tabs
God miniferie også til jer <3....Kh lise
Nanna skriver
Har ikke helt forstået/sat mig ind i den snak med solfiltre endnu. Jeg bruger dog dermas solcreme, som ikke indeholder parfume og andre allergier, som pt. Optager mig mest som kommende mor lige om lidt:)
Noget helt andet: De lysmasker, med rødt infrarødt lys, koster en bondegård m.m., har du prøvet dem? Hvis ja, synes du godt om dem. Jeg kunne godt være interesseret i at købe en. Men jeg er bange for om der er noget farligt i dem (lidt forsigtig), men infrarødt lys skulle jo være godt. God weekend Lise. Forårs- Knus Nanna
Lise Grosmann skriver
Nanna: Undskyld svarforsinkelse <3 Brug endelig Derma både som solcreme og alt andet, det er en fin serie og netop multi-certificeret, som du nævner, og det er netop ikke uvæsentligt, når du er gravid.
Jeg har ikke prøvet behandling med infrarødt lys - hverken på klinik eller hjemmebehandling. Umiddelbart er der ikke noget, der antyder 'noget farligt'. Det røde lys ligger i modsatte ende (omkring 700 nanometer) af spektret end ultarviolet, der jo er de aggressive stråler. Måske har du tid til at kigge lidt på, hvad webMD skriver her https://www.webmd.com/skin-problems-and-treatments/red-light-therapy?ecd=wnl_gdh_050522
Jeg kan lige nå at ønsker dig god søndag aften, hvis du ellers kigger ind nu (; og ellers en dejlig uge med et forårsknus også herfra, lise
Nanna skriver
Tak gode Lise! God uge
Knus
Lise Grosmann skriver
Nanna: TAK og i-lige-måde-knus