…..men bestemt ikke uden betydning
Måske har I også læst, at mange nævner, at det er ubehageligt for dem, der har akne, at det omtales som ‘uren hud’ og at det også står på produkterne. Ordet ‘uren’ har noget nedsættende i sig. Hvis man ikke lige er producent af hudplejeprodukter er det jo nemt at kræve, at der i stedet står akne. Så tak til Pudderdåserne for at forklare på deres Facebook ….
Foto: Her har vi de to dejlige dåsedamer, som ikke bare laver mange gode produkter men også er leveringsdygtige i gode forklaringer
“Der er intet vi hellere ville end at stoppe med at bruge det forfærdelige ord ‘uren hud’. Vi er nemlig helt enige – det er forkert og endda misvisende. Det sender et signal om at akne er noget, man kan vaske sig ud af, og at det hænger sammen med at huden er beskidt. Hvilket selvfølgelig er helt forkert. Men der er en afgørende årsag til, at vi ikke skriver ‘akne’, når kosmetikindustrien (herunder os) laver produkter mod bumser. Vi må ikke. Akne er en hudsygdom. Derfor må kun lægemidler skrive akne på deres deres produkter.” Læs deres fulde svar HER.
Og mens vi er ved det urene, så lige en af mine kæpheste. Droppere mod huden. Influencere gør det, og det er galt nok, men der er snart heller ikke det kosmetikmærke, som har et produkt med dropper, der ikke laver fotos af modeller, der holder samme dropper mod kinden og lader produktet sile ned i stride strømme.
Foto: Selv om Dermalogica i den grad har styr på at lave stabile formler, så skal dropperen tilbage i flakonen, når du har taget, hvad du skal bruge. Og Biolumin-C Serum er perfekt netop nu, fordi C-vitamin både er antioxidant, hudlysner (der er også lakridsrod) og opstrammer.
Lige som vi ikke skal stikke fingrene i cremekrukken, så skal vi heller ikke lade noget, der skal tilbage i produktet, som en dropper skal, røre ved huden. Man skal dryppe de få dråber, man skal bruge, i håndfladen eller på en fingerspids og så sætte dropperen tilbage i produktet og skrue til. Ikke noget med at lade flakonen stå åben og lægge dropperen på håndvasken.
PS: Man kan selvfølgelig godt lade indhold sile i store mængder ned i sin hånd, hvis man har råd, men huden har ikke brug for det!
Og når nu vi er i afdelingen for ren/uren, så glemte jeg i forbindelse med før-sol-tips – altså hvad der er godt at bruge under solcreme for at holde fugt og supplere med antioxidanter – forslag til god rens, når der ikke længere er brug for solcreme. Og må jeg foreslå at rense først på aftenen og så give huden det, den har mere brug for på det tidspunkt: Noget, der kan hjælpe huden i genopbygning…. Vækstvitaminet-A og gerne også kollegerne C- og B3-vitamin, peptider og vækstfaktor.
Foto: A-Derma Exomega Control Emollient Shower Oil er trods navnet en multiolie, der også kan anvendes til rens i ansigtet * Suki Cleansing Oil og mellisa Oil-To-Milk Cleanser mild effektiv rens med naturlige olier * Muti Gentle Milk Cleanser og Biotherm Cera Cleanser Cream To Foam er effektive og fine også til sart hud
Og hvad er så den gode rens? Som alle ved, så skal solprodukter anvendes i rigelige mængder og er man ude i flere timer og sveder og/eller havbader og tørrer sig, så skal der gen-indsmøres for at være filtersikker. Det betyder, at der bygger sig temmelig meget produkt op på huden. Fedt og filtre for eksempel. Og det kommer mest effektivt og nænsomt af med hjælp fra noget andet fedt. Så brug en renselotion eller endnu bedre en renseolie. Også til kroppen selvfølgelig.
Karin Winther skriver
🙌🙌 til både dig og dåsedamerne. Og til A-Derma shower gelen. Så fint med et produkt til det hele, selv til en baby hvis det sku være. For den solcreme er ikke lige til at føle sig ren af bagefter. ❤️
Og Ansigtscremen kommer selvfølgelig med på ferie ☺️
Lise Grosmann skriver
Karin Winther: Tak kære og især da på dåsedamernes vegne <3 Ja, den A-Derma er fin og får mig til at mindes, at min mormor smurte sig ind i olivenolie, før hun gik under bruseren. Fortaltes det. Det lyder fedtet, men det er jo hendes gener, der forsynede min mor og nu mig med psoriasis, så det har måske føltes nødvendigt. Skulle hun have brugt solcreme ((; så ville den være fulgt med af, hvis hun fik olivenolien af. Sluddersnak, jeg stopper nu (;
Marlene H skriver
Rigtig god påske 🌞🌼🤗
Lise Grosmann skriver
Marlene H: Tak kære og i lige måde <3
Karin Winther skriver
😀👵🏻❤️