Egentlig skulle jeg fortælle lidt mere fra kosmetologmessen, men I er vant til, at jeg springer lidt i det, så det gør jeg lige igen. I ved også, at jeg ofte har skrevet, at jeg er så glad for jeres kommentarer, fordi de er lærerige og inspirerende. Og i går blev hamphandsken nævnt. Og ugebladene er allerede i gang med deres forårs-hudfornyelses-tips om skrub, scrub og peel.
For det tilfælde, at I ikke alle læser kommentarer og ser mit svar, så lad mig minde om, at huden er vores mikrotynde barriere mod alt ondt, den er ikke stuegulvet, der skal have en gang høvl for at blive flot. Vi skal gøre huden bedre til det, den er bedst til og skubbe lidt til fornyelsestempoet men aldrig skrue for meget på dens evne til at overkomme reparation. Den skal kunne følge med for at slutresultatet er forbedring og ikke forringelse.
Se lige godt på maskerne i hampremmen og hamphandsken og så forestil jer 0,1 mm livsvigtig hud, som er den tykkelse epidermis/overhuden har på det meste af os. Det er måske ikke nogen god metode til at komme af med de der døde hudceller, som i øvrigt drysser af os den ganske dag uden at andre end støvmiderne opdager det. Når du bader og tørrer dig i håndklædet, så fjerner du uundgåeligt nogle flere. Det er faktisk rigeligt. Og ellers overvej min metode. Svampene, som jeg viste HER, fås også i håndfladestor kropsudgave. De har to fordele…..
Når svampen har været våd, bliver den stiv og modsat hampremedierne, så har den en jævn overflade og ikke masker, der kradser sig ned i huden uanset, hvor let hånd, man bruger. Hvis man lægger den tørre svamp i håndfladen og fører den let over tør hud, så vil den fjerne tørre celler, hvor de er løse og løfter sig fra resten af hudoverfladen. Modsat altså hampmaskerne. Og ellers brug frugtsyre- eller enzympeel. De opløser bindinger mellem cellerne i overfladen, men de har begrænset virkning, de fortsætter ikke uendeligt ned i hudens lag. Som en hamphandske kan komme til. Vi har pokkers meget brug for vores hud, vi skal passe på den!
PS: Et tankeeksperiment…..huden er som bekendt kroppens største organ, den er levende, men vi gør rigtig meget skidt ved den. Kunne du f.eks. forestille dig at skrubbe på din lever, for at få den til at rense skidtet ud af kroppen mere effektivt. Huden bliver heller ikke bedre af at blive voldet. Den bliver bare ringere til at beskytte, hvis dens celler på et tidspunkt ikke kan overkomme det hele. Og intet produkt kan overtage hudcellernes reparationsarbejde endsige hudens livsvigtige funktion.
Det er sådan en fin cadeau og et fint “kælenavn” at Christina har givet dig. Det er ikke så dårligt at blive kaldt elefantflokkens matriark. Jeg synes du skal være stolt 🙂 Jeg har også haft en hamphandske – brugt til de tørre knopper på overarmene (som har et fint latinsk navn jeg ikke kan huske pt.) Mine arme fik en ordentlig tur – og var flere måneder om at blive ok igen. Så den hamphandske var et kort bekendtskab. Hvad siger du til en 21-årig kvinde som bl.a. bruger Clinique Clarifying Lotion Mild, Pudderdåsernes AHA serum og T-Zone peeling og et retinol fra Paula’s Choice hver dag?? Jeg har helt ondt i huden af at høre om det. Jeg tror hendes hud bliver hys på et tidspunkt. Som min er blevet. Hudskader i min generation er ofte forårsaget af solen, altså for meget af den og uden mere end faktor 2 fra Helena Rubenstein 😉 Og jeg skulle i hvert fald ikke i tyrkisk Hammam, når jeg brugte dagevis i den bagende sol på stranden for at blive så brun som muligt. Han skrubbede jo alt det brune af 😉 Jeg tænker at fremtidens hudskader bliver forårsaget af for meget af “det gode” som peeling, syrer, vitamincremer, hjemme-microneedling osv. (som den 21-årige kvinde, der synes hendes hud har en fest med cocktailen beskrevet længere oppe – mon den fest fortsætter…?) Så derfor er det godt vi har dig til at fortælle, at vi skal passe på den hud, som gør dens yderste for at passe på os.
PS Jeg har kommenteret tidligere i dag – men kommentaren er blevet borte ser det ud til. Hvis den hænger i systemet, så kan du bare slette den ene. Meningen er den samme sådan cirka 😉
Stine Nygaard: Jeg er stolt, for der ligger jo både klogskab og omsorg hos matriarken. I hvert fald føler jeg ansvar for at formidle med omsorg.
Du mener sikkert Keratosis Pilaris og det skyldes faktisk en ophobning af keratin, men huden kan også være for sart til skrub, så er en carbamidcreme er god til både at give fugt og peele lidt.
Jeg synes, din beretning om den 21-årige lyder som en, hun er ude i noget overkill og ganske rigtigt, som du siger, kan få hys med huden af det. Nu er hendes held, at hun er ung og huden måske kan følge med og hele tiden erstatte det tabte. Hvis hun har fedtet/uren T-zone, så er salicylsyre som i Puddersaasernes T-Zone peel et effektivt produkt og ellers er en frugtsyrepeeling et par gange om ugen og A-vitamincreme om aftenen alt rigeligt. Dr. Des Fernandez (The A-Man/Environ) siger jo, at man skal bruge A-vitamin hele livet.
Det er – fraset tab af kulør – under ingen omstændigheder en god idé at peele og skrubbe, hvis man solbader, for hudens hornlag er et vigtigt fysisk filter, derfor fortykkes huden i solen.
Vi har kun set toppen af alt det, hudpleje vil kunne i fremtiden. Jeg håber, at den tendens, der også er – at man arbejder med huden – vil blive så overbevisende i sin effektivitet, at vi får mindre lyst til at volde huden.
PS: Jeg ser ingen hængende kommentarer (;
Tak for klar info. Har faktisk overvejet at anskaffe en af de hypede kropsbørster men har endnu ikke nået det. Fandt dog en billig lillesøster med skaft som jeg har valgt at prøve. Syntes egentligt at det har fungeret ok men har haft mega dårlig samvittighed de morgener jeg har glemt det. Så TAK fordi jeg nu kan børste engang imellem når jeg har tid og lyst uden at føle jeg fratager min krop noget fantastisk. God weekend med forhåbentlig masser af skønt solskin.
Det var dog også nogle ordentlige store krabater du har fundet der Lise, eller også er det fordi det er taget så nært. Jeg bruger faktisk hamphandske, men kun på underbenene fordi det holder indgroet hår under kontrol. Nu har jeg købt mig tørbørster fra Karmameju som jeg har ønsket mig længe og jeg glæder mig rigtig meget til at bruge dem på kroppen (men de er så fine at jeg har besluttet mig for at bruge handsken op først så jeg kan “spare” på dem – haha, skørt). I ansigtet er jeg helt holdt op med at bruge traditionelle skrubbemasker med store korn efter jeg er begyndt at følge dit og andres skønhedsblogs og har forstået at det er helt no, go.
Maria L: Undskyld, jeg fik aldrig svaret dig. Det gik pludselig op for mig, da jeg stod og ledte i regi-kassen til et foto, jeg skulle tage, og så hamphandsken…..ups! så dumpede dine ord om de store masker ned (; Det er rigtigt, at foto er taget tæt på, men du har frottéhåndklædet, de ligger ved, til sammenligning. Under alle omstændigeder er det voldsomme sager i forhold til vores hud. Også den på kroppen, for bortset fra fodsålerne, der er indrettet til stort slid, så er forskellen på ansigts-og kropshud mest, at der er mere af den på kroppen.
Men glæd du dig nu til dine fine børster og bare husk at let hånd er altid bedre end knofedt <3
Åh gru, jeg husker den stride uhåndterbare handske fra mine teenage-år. Min mors veninder raspede nærmest huden dagligt og fablede om blodcirkulationen, uren hud osv. NEJ TAK HER FRA!! Jeg brugte sådan en tørbørste i en periode og synes den var udmærket, men så gjorde jeg status. Kunne ikke se den mindste hudforbedring, så jeg nøjes med min parfumefri oliedusch og resten klarer badehåndklædet. Jeg har overvejet en natursvamp, men synes ærlig talt ikke, at jeg har brug for det. Efter udelukkende at have brugt mine hænder til at sæbe mig ind, har mine ben været velfugtede og jeg døjer ikke længere med tøre skinneben og irriterende kløe. Jeg har været den eventyrlystne baby-elefant, men har lært at lytte til den kærlige og vise hun-elefant 🙂 god weekend kære Lise og tak fordi du altid tager dig så godt af os.
Lisbeth M: Ja, huden var noget, man skulle angribe, og det holder jo ved….nu har vi endda udvidet sortimentet fra hamphandske til nåleruller og andet grej, som jeg selv har lagt hud til (; Vi satser blindt på, at den reparerer sig pænere og holder synk og rynk langt ude i fremtiden.
Jeg bruger af og til en salt- eller sukkerscrub i badet, men det bliver aldrig fast rutine. Og sæbe bruger jeg kun der, hvor ildelugt kan opstå, aldrig all over. Min mor har tilsyneladende sørget for, at jeg har arvet en tendens til alligatorhud på armene (som jeg smører med A-vitamincreme hver aften).
God weekend også til dig Lisbeth og hvor er jeg stolt af min status som viis hun-elefant, jeg skal vide at administrere med al den omsorg og indsigt, jeg kan <3
Hej Lise
Dette har absolut intet med hampamphandsker at gøre….jeg har derimod brug for din hjælp – igen.
Jeg skal investere i en ny serum (har gennem lang tid brugt Nilens Jord), men min hud trænger i den grad til både fugt og opstramning.
Skal jeg købe en med hyaluron – i givet fald hvilken – eller skal jeg tage Bioeffect Day Serum.
Jeg Beaute Pacifique A-vitamin om natten.
Rigtig god weekend☀️
YB: Hvem kan sige nej til Bioeffect Day Serum, når du nu selv spørger ((: Og natplejen har jeg heller ingen indvendinger mod. God solskinsweekend (håber vi) også til dig.
Tusind tak for hurtigt svar…jeg vil fluks i morgen købe den nævnte serum, for jeg gør alt, hvad du siger – tør ikke andet?
YB: SMIL <3
Godt truttet :)! Jeg havde en hamphandske for mange år siden, og jeg husker endnu, hvor meget den kradsede…. Sidste år fik jeg også en fin tørbørste, men sjovt nok er den røget længere og længere ind i skabet… Vi har ikke en tørretumbler her på matriklen, og det gør at vores håndklæder er lidt til den stive side, og jeg har fundet ud af at jeg faktisk ikke behøver mere ‘børstning’ end det… :). God weekend til jer alle!
Jette V: Smil og tak!
Vi har godt nok tørretumbler, men den bliver sjældent brugt, så her har vi også håndklæder til den stive side….alt rigeligt til at fjerne et uendelig tyndt lag af døde hudceller, der i øvrigt ville falde af af sig selv.
Det var så et trut til mig 🙂 modtaget med tak – vi skifter handsken ud – ser tydeligt din pointe. Var så faktisk også klar til at prøve tørbørsten, det gør jeg så ikke alligevel nu. Jeg forsøger med Helenes råd omkring matas produktet. Så dejligt med de uvildige råd. Rigtig god weekend.
Pernille: Og dejligt, at I gør det….deler tips og råd. God weekend også til dig!
?
Mht til peeling og syrer så kan det også være skrap kost, har jeg lært af dårlig erfaring. Vigtig at kunne tåle det (test først evt ) og af at det bliver vasket ordenligt af! I god tid!!
Har lignet en kogt krebs efter en kosmetologbehandling. Det tog lang tid før huden blev normal igen!
Der er mange detoxkure der netop ‘skubber’ til leveren. Har hørt flere eksperter udtale, at folk kan blive helt syge af det fordi der frigives mange toxiner i blodet, som kroppen ikke er gearet til at udskille, netop fordi den er overbelastet i forvejen.
Og den kan jo ellers forny sig selv leveren.
🙂
Anneka: En kosmetologbehandling vil stort set altid være mere effektfuld, netop fordi den er i hænderne på en professionel, som altså også skal kende huden, hun/han behandler og vide at stoppe en peeling i tide. Eller forklare, at der er tale om heftige sager.
Du ved, at jeg ikke er begejstret for detox-fænomenet. Hvis vi tænker os om med hvad vi spiser og drikker og kommer paletten rundt både i farver og smage (f.eks. også lidt bittert) og ikke overbearbejder alt, så skal kroppen nok finde ud af det (hvis vi ellers ikke har en sygdom).
Kære Lise
Det du her skriver om hamphandsken, det giver stof til eftertanke, har købt en Spa mini massager Elle by beurer, der er en vaskeklud med frotte og blød bomuld, som tilbehør, jeg kan godt se din pointe, at vi skal være forsigtig med vores største organ, huden og ikke overskrubbe med en gang træuld.
Ha’ en god weekend.
Anette Ninon: Åh G.., træuld…..det havde jeg helt glemt, stakkels hud (og dermed os). Vi skal hele tiden tænke på, at selv om vi kan se og røre ved den, så er huden levende. Den klarer mange udfordringer og også en let afstøvning, men ja…vi skal være forsigtige.
Virkelig godt indlæg og smukt skrevet! Man smiler hele vejen og fatter det hele.
Det sagt, hvad siger du om tørbørstning?
Det er jeg nemlig vild med, altså på tør hud, og ikke på hud med bumser eller med revner eller rødme selvfølgelig.
Hør meget gerne din take på dette emne også, da det er ganske hypet lige for tiden (men jeg er vokset op med det-sauna kultur) og sælges som at kunne alt muligt fra give bedre ud, mindre cellulitis til at booste immunforsvaret og gøre os alle til superhelte… 😉
HeLene: Du er sød, tak!
Jeg burde nok have taget tørbørstning med, men der er trods alt lidt forskel, så derfor undlod jeg. Jeg ved, at mange er begejstrede for en bestemt børste med kobbertråd, men uanset om det er den eller den gammeldags badebørste, så synes jeg altså, at man skal lade være. Det er ikke så slemt som hampmaskerne men børstehårene vil også kradse ujævnt og på steder, hvor huden måske ikke har godt af at blive frataget noget.
Det kan meget vel være, at man opfatter det, at huden bliver rød og varm som at nu fik man rusket liv i cirkulationen, men det kan man unægtelig gøre på sundere måder….gå en rask tur f.eks. (; og det får hele kroppen gavn af. DET styrker immunforsvaret, mens risikoen er at svække hudens immunforsvar ved at ‘volde’ den. Kan man ikke undvære det, så nøj med én gang om ugen, så hudcellerne har bare en mini-chance for at følge trop i erstatningen af det, man skrubber af.
Og ja, tørbørstning er et af de gamle mormor-råd, der ikke vil dø og for tiden hypes rigtig meget. Vi er i en oldies/goodies tid med ansigtsmaskerne som en af de mere nyttige.
Tak for truttet.
Jeg anskaffede en hamphandske på et tidspunkt, fordi jeg havde læst at den ville gøre underværker for min hud. Og jeg har brugt den én gang….den efterlod huden ildrød med små kradsemærker rundt omkring. Bestemt ikke noget, der har ansporet mig til en gentagelse. Jeg tænkte, at jeg måske bare skulle hærdes lidt, men jeg har altså ikke kunnet tage mig sammen til at prøve igen.
Og godt for det, når jeg nu læser dine kloge ord.
Et stor trut til dig og rigtig god weekend 🙂
Anette Waaben: TAK for den trut-kommentar, jeg får lyst til at slå den op i fed og versaler på bloggen, for det er jo lige nøjagtig det, der er galt – både med påstandene og fakta. Det skader huden at kradse i den, at det ikke går værre end varme og rødme – som IKKE er tegn på hudvelvære – er et under.