Men også et stort tilråd
Egentlig skulle ugens sidste indlæg have handlet om, at jeg har fået bambivipper, men noget af det værste, der kan se for en skriver som mig, det er, at jeg ikke kan finde mine noter, så I må leve i spænding, mens jeg bruger weekenden på at lede og bande over mig selv og alle mine papirbunker.
Men jeg så noget forleden, der igen fik mig til at tænke, at det er mærkeligt, at selv om noget er sagt og skrevet så mange gange, at man skulle tænke, at nu er vi blevet klogere, så ser jeg et billede eller læser en tekst og så er vi tilbage ved noget, der må frarådes. Her drejer det sig om hår. Vådt hår.
Nu kan I jo ikke stoppe mig, hvis I har læst det før her, og det har I, for jeg skrev om at børste vådt hår HER. Det er no go. Dumt. Vådt hår kan, som der står – og det er ganske vist – strækkes op til 50% mere end tørt hår. Keratinen svulmer nemlig op og dermed er hårstrået midlertidigt nedbrudt og knækker lettere.
Forleden var det så et tip fra den fine svenske serie Maria Nila, som lancerer en af de der duppedit-børster, som jeg ikke helt forstår, men bruger man dem rigtigt, så kan de nok lindre lidt på stram og øm hårbund. Men her er det, som I kan se af foto, tanken, at man kommer sit hårprodukt på duppebørsten og så bruger den i stedet for vores ellers udmærkede fingre.
Og selv fingre skal man bruge med omtanke. Så vidt muligt bevæge dem på stedet og ikke trække det våde hår rundt på skalpen. Og med en duppebørste har man ringe følelse med, hvordan og hvor meget, man trækker håret. SÅ vask på gammeldags manér og brug fingrene til at fordele shampoo og bagefter conditioner.
Og her vil jeg minde om Lars Skjøth’s (Hårklinikken) ord om ikke at komme slige ting – conditioner og hårmaske – på huden i hårbunden. Det går ned i hårsækkene og fedteras er ikke fremmende for væksten. Så brug den type produkter på selve håret og er der brug for stimulering eller fjernelse af skæl, så er der produkter, der tager sig af det på bedre vis. Og vil du have bedre blodcirkulation, så stå på hovedet (;
Foto: Se lige de her fine Maria Nila volumen/struktur/farve-boostende hårmasker (også en til gulligt skær i gråt hår). Og miljø- og etikprofilen er i top
Og nu vil jeg fortsætte med at lede efter mine noter mens stormen Otto er godt i gang med at tage tilløb til at vælte mine gamle træer. VOV IKKE!
GOD WEEKEND til jer med en kærlig hilsen fra mig ♥
Karin Winther skriver
Haha cliffhanger til week enden. 😃 bambivipper på Lise!
I dag på vejen hjem fra Rørvig blev jeg helt vild, da jeg så 6 søde harer ligge med strittende ører på marken vi passerede. Jeg havde lige læst om de små haremisser som man skal lade være, hvis man ser dem ligge helt alene.
Min ven bag rattet knækkede sammen af grin over, at vi har rene wallabistørrelser på vores harer. Det er altså Bambier, sagde hun. Jeg blev smækfornærmet, for sådan nogen ører ????….. indtil vi så en flok mere der helt klart var Bambier 😂😅 ( jeg er sikker på at de slog smut med vipper og øjne til mig 😀🫣)
Godt dine elskede træer trodsede Otto ! 💚
Lise Grosmann skriver
Karin Winther: JEP cliffhanger, der nær var smuttet igen, for det var først her i eftermiddag, at jeg fandt mine noter. Så i morgen kan jeg afsløre, HVAD det er, der har givet mig bambivipper.
Jeg har ikke set nogle babyharemisser, men jeg læste godt en henstilling til folk om at lade dem ligge. Og det gælder jo også bambier, når de kommer lige om lidt. For det var vel ikke rådyrhvalpe, I så så tidligt?
Pst! De, der læser med her, de må tro, at det er en blogklub for tosser <3 Men man har kun det hyggesjov, man er heldig at dele med andre. Og JA for pokker, jeg takker stormguderne endnu for, at de lod de gamle træer overleve endnu en gang.
<3god søndag aften
Karin Winther skriver
❤️😂
Karin VS skriver
Kære Lise 🌹
Jeg er så enig med dig i de dippedut-ting! Jeg har modtaget nogle stykker af dem fra forskellige firmaer, og ja de er bløde nok og sådan, men viger godt nok tilbage fra at putte dem i min hovedbund, så jeg bruger også fingrene 😃
Og så har jeg et spørgsmål til min yndlings hudpleje-makeup-hårpleje mmm ekspert:
Peter Thomas Roth har lavet en maske der hedder Rose Stem Anti-aging gel mask. Kender du den? Hvad synes du om den? 😃
God weekend, dejligt det ikke blæser så meget i morgen 🤗
Knus Karin
Lise Grosmann skriver
Karin VS: Undskyld kære, at svar kommer lidt forsinket, men Otto-stormen havde vores fulde opmærksomhed i går. Alt blev heldigvis stående og liggende (: Jeg håber også, at du/I slap med lyden og uroen.
Et af problemerne med at bruge dem til f.eks.at komme shampoo i håret er, at man ikke har føling med, hvor meget man trækker hårene rundt og hiver i dem. Og så er det jo i sig selv tåbeligt at bruge en ting til noget, som fingrene er bedre til.
‘min yndlings hudpleje-makeup-hårpleje mmm ekspert’….DEN skal i glas og ramme <3 Hvor er du bare sød <3
Jeg kender Roth's Rose Stem maske, men jeg har ikke haft den på huden. Men ud over, at han jo er fin på formlerne og den helt sikkert frisker op, som en god maske kan, så er det jo den daglige indsats, der rykker for alvor.
Knus også herfra i noget, der næsten forekommer stille vejr, som også har lokket fuglene frem til foderautomaten igen (;
Karin VS skriver
Det kan jeg virkelig godt forstå da 😃 vi slap nådigt, men havde været rundt og sætte væk.
Super, jeg vover at prøve den 😃
Jeg mente hvert et ord kære Lise 🌹🌹🌹
Knus
Lise Grosmann skriver
Karin VS: Det var nok klogt, for jeg tror det meste problem med stormOtto netop var at ting fløj rundt.
Og jeg takker ekstra for roseord <3 og sender søndagsknus
Birte H skriver
Kære Otto!
Hold dig fra skønne Lise og hendes smukke træer 🙏🏻 Pust evt. til Lises papirer, så de ‘rigtige’ kommer op til overfladen. På forhånd tak! (som man skrev i gamle dage 😉
De allervarmeste weekendhilsener til skribenten, herself 🥰
Birte
Lise Grosmann skriver
Birte H: Kære Birte, TAK <3 Der sker unægtelig værre ting i verden lige nu, men 'det gamle træ, oh lad det stå'....jeg holder så meget af dem. Og siden jeg skrev teksten har Otto taget endnu mere fat for - så vidt jeg har forstået - at kulminere i nat.
Skønt med gamle talemåder - bare de ikke ender som den med bjørnetjenesten (;
De allervarmeste weekendhilsener fra skribenten til Birte-herself - og tak igen kære <3