Om end nyopgravede, så er de jo ikke nye mere, faktisk vil det sikkert være sværere at få fat i gamle kartofler på nuværende tidspunkt. Og i givet fald ville det være dem, man skulle anklage for at være sukkerknolde. Hvis man overhovedet skal anklage en grøntsag, der opmagasinerer energi en hel vinter og har holdt liv i mange mennesker, der var uslere stillet end de fleste af os er nu om dage her i landet.
Men bortset fra de nye, der betragtes som en delikatesse og koster derefter, så er kartofler havnet i dårligt selskab med især pasta. Uligheden er ellers tydelig. Pasta er en stærkt forarbejdet fødevare. I modsætning til kartoflen, der er “fra jord til bord“ ægte mad og ikke noget, der ligner. Og gæt selv, hvem af dem, der er den bedste beauty-booster! Kartofler – især søde kartofler – er en kilde til hyaluron. Lige som andre rodknolde. Men der er mest i animalsk mad, kylling med skind som en af de mest sommerlige. Og når vinteren kommer, så er der alle broth-simreretterne.
Forklaring: Pasta* var engang korn, som man under videre forarbejdning til mel fratager de vigtige næringsstoffer og fibre, hvorefter man laver en pastadej, som vi til slut koger. Der er langt fra jord til bord der, ik’! Kartoflen bliver gravet op af jorden og kogt. Jeg ved godt, at man kan andet end koge, men i princippet er det sådan, det er.
Da jeg var barn spiste man masser af kartofler og fed blev jeg i hvert fald ikke af det, og i øvrigt heller ikke resten af familien. Og det med at kartofler feder er kommet til at hænge ved denne guldklump af en grøntsag, som i øvrigt findes i flere flotte farver under familienavnet “solanaceae” med slægtninge som tomat, peberfrugt herunder chili samt aubergine.
Vel er der andre grøntsager, der kan præstere højere indhold af vitaminer og mineraler, men kartofler har fint med C-vitamin og masser af kalium samt fibre lige som de indeholder protein. Den almindelie blege pasta har til sammenligning ikke meget at prale af – andet end en hulens masse hurtige og dårligt mættende kulhydrater.
Kartofler indeholder komplekse kulhydrater, og det er faktisk vores krops vigtigste energikilde. Kartofler mætter mere og indeholder langt færre kalorier end pasta (og ris). Og fordi det er en naturlig og mættende madvare, så knockouter den ikke blodsukkeret, og endnu mindre, hvis du spiser den med skal og sammen med et stykke grovkernet rugbrød.
SÅ spis sommerens kartoffelmad med friskklippet purløg med god samvittighed, der er point til både synsindtryk, smag og sundhed. Hvem kan rigtig forestille sig kold pasta på et stykke brød dagen efter!
Kartofler er sand value for money med mange menu-muligheder. Og så kan de dyrkes i enhver lille have – eller såmænd i spande på altanen – og opfylde tidens trendy ønske om at være bonderøvs-selvforsynende. Og hvad angår det etiske “mætte-munde”, så giver kartofler fire gange højere udbytte end hvede og ris på samme areal.
Vi har masser af kartofler i vores køkkenhave og de holder til langt ind i vinteren sammen med de andre jordknolde. I selskab med hinanden og god olivenolie i ovnen er det en herreret, som fruen her elsker.
DYRK DINE EGNE KARTOFLER NÆSTE ÅR
Har du have eller blot en altan, så kan du dyrke dine egne tidlige kartofler. Her er how-to:
*Tag nogle kartofler (eller køb spirekartofler) og læg dem lyst og ikke for varmt til spiring.
*Når spirerne er fint mørkegrønne hen ad marts er tiden inde til at “lægge kartofler”.
*Brug sorte murerspande (dem køber du i byggemarkedet) eller endnu bedre store sorte potter af den slags man køber træer i på planteskolen. De har huller i bunden, så vandet kan løbe fra, hvis man er for gavmild.
*Fyld spand/potte halvt op med beriget spagnum og læg én kartoffel i hver (den skal halvt ned i jorden).
*Sæt spandene/potterne i et bryggers eller lignende ikke for varmt sted.
*Når de første spirer ses fyldes jord på, og man fortsætter med at “hyppe” på denne måde til spanden/potten er næsten fyldt til randen (man skal kunne vande uden det løber over)
*Pas på ikke at vande for meget, især hvis der ikke er huller i bunden.
*Det optimale, hvis man ikke har drivhus, er at sætte spandene/potterne ud på frostfri dage og tage dem ind om natten. Det vil være omkring april måned. Husk at kartofler ikke må få frost, så er de kaput.
*Når kartoflerne har blomstret er tiden ved at være inde til høst. Stik en hånd ned i spanden og mærk, om der er kommet tilpas størrelse på knoldene.
*Du vil have egne tidlige kartofler omkring maj måned, og det er min erfaring, at der kommer en god grydefuld i hver spand.
Hvis man har bare antydning af bonderøvs-jeg-vil-være-selvforsynende-gener, så er det i den grad frydefuldt og det ringe besvær værd! Og så kan kartoflerne dårligt blive mere nyopgravede, det er i sandhed mad, der “tikker” af næring.
*) Lige en bemærkning til pastaen, hvor nogle måske vil indvende, at det spiser de meget af ikke mindst i Italien. Absolut, men det er ikke pasta, de lever af, og det er ikke pasta, der har gjort Middelhavskosten berømt som en af de sundeste diæter. Det er alt det andet, de spiser – herunder olivenolien og rødvinen såmænd, og den har de fleste sydeuropæere et sundere forhold til, end vi har her nordpå.
FANTASTISK indlæg- jeg savner kartofler SÅ meget. Jeg spiser dem aldrig, nu hvor jeg er flyttet til djævleøen, men MÅ have nye friske kartofler – ellers bliver det ikke rigtig sommer.
skøn artikel. GOD sommer søde lise. knus<3
Nanna: Tusind tak kære. Og ja, selvfølgelig må man have kartofler mens de er nye, det er jo indbegrebet af dansk sommer. Små guldklumper er det. Nu ved jeg jo ikke, hvilken djævleø, du har i tankerne – om det er Ile du Diable klippeøen i Atlanterhavet eller Sjælland, som vist kaldes sådan. Med på sidstnævnte laves da nogle af de bedste heroppe på Lammefjorden (; God-dags-og-sommer-knus
Nanna: Tusind tak kære. Og ja, selvfølgelig må man have kartofler mens de er nye, det er jo indbegrebet af dansk sommer. Små guldklumper er det. Nu ved jeg jo ikke, hvilken djævleø, du har i tankerne – om det er Ile du Diable klippeøen i Atlanterhavet eller Sjælland, som vist kaldes sådan. Men på sidstnævnte laves da nogle af de bedste heroppe på Lammefjorden (; God-dags-og-sommer-knus
Herlig lovsang, Lise!
Jeg er mest til de søde kartofler, fordi fungere bedst i min krop men det betyder jo ikke at jeg ikke kan lide kartofler, især som alternativ til pasta fordi ligesom du skriver.
@leafysmoothie: En udtalelse ved et nyligt selskab triggede mig til dette skriv. Men jeg har jo skrevet kartoflens lovsang nærmest hvert år på den ene eller anden måde. Om man kan lide den eller ej, så hører den ikke hjemme sammen med pasta. Bær hører jo heller ikke sammen med vingummier.
Vi elsker også kartofler og har med jævne mellemrum sat dem i haven, så vi har friske kartofler fra maj og derudaf:-)
Tak for et fint indlæg og en skøn dag til dig.
Tina: Tak Tina og ja, det er ski da en stor glæde at kunne grave guldet op af egen jord og bagefter have vinterdepot. Det med at gemme til vinter/dårlige tider tror jeg stadig ligger dybt i os. Skøn dag også til dig <3