For hvad kommer det mig ved?
Hvor går grænsen mellem at dele tanker og give gode råd og opføre sig som en besserwisser. Bedrevidende på andres vegne. To ting har fået mig ud i selvransagelse.
En opringning i går fra en gammel ven, der – som vi jo er mange, der gør, når det er længe siden – starter med at spørge ‘hvordan går det?’ Jeg fik næsten snuppet den i tide ved at sige: Du skal ikke spørge, for du ved, hvad der måske følger af problemopremsning. For eksempel er min bil kaput!
Vi grinede lidt af det, for vi har jo oplevet det så ofte, at når den ene af os så begynder at opremse, så kommer den anden med ‘jamen-ka’-du-ikke’ gode råd. Det er en lidt svær en, for selvfølgelig spørger man til en ven af ægte omsorg og interesse og omvendt lytter man til velmente råd baseret på indsigt.
Men det er også ofte et standard indledningsspørgsmål ikke nære relationer imellem, og så kan den adspurgte føle sig i knibe. For hvis det nu går ad h til har man så lyst til at sige det og har man lyst til at høre vedkommende prøve at snige sig udenom ubehaget ved at sige noget ‘ka’-du-ikke’ ligegyldigt, som med baggrund i manglende nær relation kan føles nedgørende. Så derfor svarer man ofte bare: Det går godt og hvad med dig?
Og her er så den anden ting, der fik mig på det her skrivespor. For Anette rammer jo spot on her, hvor hun skriver om “misforstået hensynsbetændelse og jammerlig håndtering af u-inviterede råd.” Jeg kender godt Pernille Melsted/@pernillemelsted men ikke hendes audiokursus ‘Grænsesætning Next Level’, men det lyder som en anbefaling at følge.
Der tales meget om ensomhed i øjeblikket, og selv om det altid er trist, så er det særlig bekymrende i den unge generation, fordi synderen i meget høj grad er en flad sort evigt nærværende evigt surfende mobil, som har fjernet fokus fra livet.
Det var også pokkers svært at være ung, da jeg var ung og følte, at alt var forkert ved mig. Jeg var faktisk ikke andet end én stor mangel i egne øjne. Jeg faldt heldigvis ikke i den anden grøft, men jeg fandt en balance i nærvær og sameksistens med dem omkring mig. Knubs og kærlighed i livets cocktail.
Jeg ved det, meget er blevet anderledes, og jeg var heldig, at forbillederne var naturens og ikke nålens og digitale filtres værk. Og at de ikke var tilgængelige som en prikken til ens følelse af egen utilstrækkelighed i en uendelig strøm. Men helt grundlæggende er livet stadig livet. Stadig en cocktail af knubs og kærlighed. Tagen stilling. Sigen til og fra. Men vi trænger i den grad til menneskelig interaktion, og det skal hellere ske i dag end i morgen, for det er selv uden de flade sorte en svær øvelse.
Og så til overskriften og grebet i egen ringe barm, som i øvrigt var et af de helt store jeg-er-ikke-god-nok/pæn-nok komplekser. Hvad man kan gøre ved også det i dag kan man mene meget om, men komplekser æder og for den kræftopererede kvinde er implantater jo fantastisk.
Uden sammenligning i øvrigt, så er botolinumtoksin jo også en lettelse for de mange, der sveder ukontrolleret eller har ukontrolleret mimik/’tics’ eller meget blottet tandkød. Lige som hyaluronfiller jo kan afhjælpe dybe hudskader.
Det, der er i det her, og som også Anette/@beautyspace ‘går efter’ det er ikke at pege fordømmende på dem, der får lavet kosmetiske behandlinger – og som nævnt har jeg selv siddet i stolen – det er at få branchen, som grænser til det lægelige både fysiologisk og psykologisk, til at få bedre kontrol med etik og udførelse. OG i den grad oplysningsarbejdet om indhold og risici i/ved de behandlinger, som har fået en aura af ‘det er jo bare….. ‘. Hudpleje og makeup next level!
PS: Nu så jeg også lige Pernille Rahbek’s/@pernillesdaily opslag, der jo berører noget af det samme. Vi skal ligne en eller anden trend både udenpå og i det, vi måske viser og fortæller omverdenen. Det kan gå hen og blive livslykketruende. I disse diversitets-tider må vi lukke vores egen og hinandens mangfoldighed ind i livet igen.
Egentlig havde jeg sat dagens opgave til et indlæg om hvad der dog gøres ved øjenbryn. Men hvis man selv er glad ved det, jeg synes er angry bird bryn, så er det jo godt og jeg skal ikke være besserwisser. I øvrigt skrev jeg om bryn HER, og læs også kommentarerne om ting, der går i ‘overdriv’, som Dorte skriver ♥
Personligt er jeg afhængig af noget forstørrelse for at have en chance for at se et brynhår, og Browgame har mere end det.
Carina C skriver
Jeg kan se min kommentar, desværre er kommet med to gange. Det var ikke meningen! Undskyld 🌞
Lise Grosmann skriver
Carina C: Der er en lille variation <3 Jeg vender tilbage med svar....
Carina C skriver
Kære Lise. Jeg tænker, det er dig på fotoet. Wow, hvor er det flot!
Det var bestemt en anden tid, -hvor mange ting var mere “enkle” – Og vi må jo alle gøre op med os selv, hvordan vi vil blive gamle, – det bliver vi alle jo forhåbentlig.
Vil man under kniven, ha’ trådløft og filler eller være en det bedste udgave af sig selv (uden at ruinere sig selv). Det meste er jo ting, der skal vedligeholdes, – og der er så mange penge i den jungle!
Jeg er i øvrigt rigtig glad for den hudforbedring, jeg fik. Det pyntetede bestemt, og så gælder det vist også om at finde grænsen!
Lise Grosmann skriver
Carina C: Kære Carina, der er ikke foto af mig i dette indlæg, det er Audrey Hepburn, og det burde jeg have skrevet. Og hun plus de andre stjerne i min teenagetid havde jo ikke mulighed for alt det, du nævner.
Og selv om de var smukkere end de fleste af os, så var det dog naturens værk. Man kunne godt drømme men man kunne ikke booke tid til filler, lift og hva-ved-jeg og blive ruineret, som du skriver.
Du kan navigere og vælge og finde grænsen, men det er der jo desværre mange, der ikke kan. Det er enhvers valg, men det er skævt, når ganske unge bliver voldført i noget, der ganske rigtigt er en jungle.
Tak for at deltage i dialogen kære
Carina C skriver
Det kunne godt ha’ været dig. Jeg har set nogle fotos…. ❤️ – Og ja, selv små bryster måtte man ha’..
Der var ikke så mange valg, Brands eller læber med filler osv. Det er jo en (dyr) jungle efterhånden!
Lise Grosmann skriver
Carina C: Hihi, du er sød <3 Men små bryster havde Audrey Hepburn også. I dag var det nok ikke gået.
Man må vælge sine 'kampe'=indsatser, og selv om jeg er i branchen, så har jeg - bortset fra et par gange filler i hagens surerynker - valgt, og bestemt af økonomiske grunde også, at pleje og forebygge så godt, det lader sig gøre, og så lade alderen komme med det, der (bortset fra årene) jo ikke altid bydes velkomment i spejlet. Man kan sætte ind et sted og så der alligevel et andet sted, der 'afslører'.
Pernille S skriver
Ofte kan det vel karakteriseres som et retorisk spørgsmål når vi mødes af et, “hvordan går det”… En dansk høflighedsfrase, hvor spørgeren oftest ikke forventer et uddybende svar. Måske vi indledningsvis kunne møde hinanden med et “Har du også lagt mærke til at fuglene synger vidunderligt i dag?” Kan du mærke som det blæser i dag?” Tror du det bliver regn i morgen?” “Hvor er det en smuk kjole du har på. Den klæder dig vel nok godt!” Ja – fortsæt selv med eksempler! Måske kan vi få en anderledes samtale som -hvis vi er heldige – kan åbne op for en interesse og meningsudveksling som stikker lidt dybere i overfladen…
Jeg ser frem til skriv om øjenbryn. Måske du kan bibringe os viden om farvevalg af øjenbrynspensler som passer til hudtone og hår når alderen er + 60🥰
Rigtig god weekend!
Kh Pernille S🌞☔️🌸💗🐦⬛
Pernille S skriver
Og ikke pensler (jo måske også det!) men øjenbrynsfarver!😚
Lise Grosmann skriver
Pernille S: Vi tager lige det med farver her. Det er min erfaring, at sort er for de få lige som det jo også her på vores breddegrader er de få, der har sorte bryn. Nogle beholder dem selv om håret ‘hvidter’ mens især mænd får grå stive strithår ind imellem.
Men sådan nogle som dig og mig, vi passer bedst til brun, som så kan være til den kølige side eller en lidt varmere, som vores hudtone nu er det og hår og bryn formentlig også. Det bedste er jo simpelhen at gribe en blyant et sted, hvor der er testere og så tegne mellem hårene eller tæt ved dem for at se, hvilken farve, der blender ind bedst.
Det er min erfaring, at det fungerer mest naturligt at tegne med let hånd mod hårene og så bruge en lille børste bagefter. Men børsterne med brynfarve er også fine. L’Oréal Paris Age Perfect Brow Densifier, som ligger på foto, hvis du klikke ind på brynlinket i teksten nederst, den har jeg været virkelig glad for. Men det ser ud til, at de har lavet en ny – Brow Artist Plump. Men jeg kan se, at Densifier fås på parfumdreams.dk
Pernille S skriver
I farten så jeg ikke dit link til bryn tilbage i 2020. Nu er det læst og tygget igennem. En aha-oplevelse. Der er vist meget jeg skal lære! At rede brynhårene ned og så tegne kanten op. Tegne mod hårene og punktprikke…. Hvorfor vidste jeg ikke det før nu? Synes det er en jungle af produkter. Jeg farer let vild! Tror jeg vil kigge Jo’’s blog igennem og finde brynfifs. Ved en fejl fik jeg købt en for varm brun tone i mærket Anastasia Beverly Hills. Normalt er det farven taupe jeg synes er bedst til mig, men måske kan jeg finde noget som er bedre… iøvrigt er den frygtelig dyr og holder ikke længe.. Brow drama fra Maybelline, som du og en læser taler godt om, var måske værd at kigge på…
Tak også for link til spejle. Jeg er på udkig efter et i lommestørrelse – så tak for tip🥰
Lise Grosmann skriver
Pernille S: Ja, det er nemmest at lave et naturligt resultat, hvis man så vidt muligt tegner på bagsiden af hårene og ganske let på huden under hårene. Start yderst i den tynde ende og tegn ind mod den brede del (som måske slet ikke har brug for så meget farve).
Jeg har en anden gammel brynfavorit, der har været perfekt til det, fordi den er flad og skråtskåret, så den både har en flade og en spids. Det er Youngblood Brow Artiste Sculping Pencil, og den er tilsyneladende erstattet af en spids udgave som de fleste andre. MEN jeg fandt den og netop farven blonde, som jeg selv har, tror jeg også vil være rigtig til dig. Tjek link nederst.
Brow Drama er også fin, men lille tip: Mens den er ny og der er meget farve i den er det en god idé lige at gnide ‘det værste’ af i et stykke papir. Det er i makeup altid lettere at bygge op end at tage af/fjerne for meget.
God weekend kære <3
https://brandshop.dk/youngblood-brow-artiste-sculpting-pencil-blonde-0-25g.html
Lise Grosmann skriver
Pernille S: Det nok lige nøjagtigt det, det er, en dansk høflighedsfrase, som tiden nok er vokset fra. I bogstaveligste forstand – altså det med tid til at lytte. Er ‘dejligt vejr i dag’ ikke også sådan en gammel indledningsfrase (; Men jeg går helt ind for dine forslag hvert og et. Noget der går dybere end overfladen er i hvert fald påtrængende nødvendigt – selv i de relationer, hvor vi ikke ønsker at gå i dybden.
Rigtig god weekend også til dig – uden emojis….øv(; men en <3 hilsen, lise
Pernille S skriver
Haha Lise 😂 Jeg ELSKER at tale om vejret! Det er den mest brugte indgangshilsen i min haveforening, men vi er vist også miljøskadede!
Lise Grosmann skriver
Pernille S: Og i dag kan vi rigtig gøre det, tale om vejret, for hvor dejligt, at jordbærrene fik noget vand (: I øvrigt er det et hyppigt emne – og evig bekymring – hos mine naboer, der jo er landmænd.
Anneka skriver
Jeg må lige tjekke det grænsesætningskursus, jeg trænger vist til opgradering :/ For synes jeg får uopfordrede råd om ting på ‘min banehalvdel’ lidt for ofte. Har sagt fra men fået at vide at “Det er jo bare MIN mening” “…bare et råd!” 🙄
Jeg synes man kan spørge først “Vil du høre hvad jeg synes?”
Men hvorfor ikke bare give slip i hvordan andre vælger at gøre eller leve. Jeg synes det er et problem! Og selvom det lyder fordømmende så er det i min verden oftest kvinder der gør det.
Men mht til fjollede generelle tendenser, ande-læber o.lign er det dejligt der er debat, men kan godt se det ikke er godt at nævne kendte navne. Det bliver nemt en offentlig gabestok.
Det du skrev:
‘.. Men helt grundlæggende er livet stadig livet. Stadig en cocktail af knubs og kærlighed. Tagen stilling. Sigen til og fra. Men vi trænger i den grad til menneskelig interaktion, og det skal hellere ske i dag end i morgen, for det er selv uden de flade sorte en svær øvelse.’
har jeg kopieret for hvor er det smukt! – og sandt!
❤
Og hvor er det trist at vi som unge især er så selvkritiske. Jeg var også fuld af fejl i egne øjne. Glad for at jeg ikke er ung i dag
Lise Grosmann skriver
Anneka: Kære Anneka, nu bliver jeg virkelig rørt over, at du, der har været en del af dette forum i mange år og hvis klogskab og i nogen grad livsvilkår, jeg kender, har kopieret ord af mine og omtaler citatet som smukt og sandt. De er jo følte men at det også er lykkedes at formidle i ord gør mig meget glad indeni.
Og det, du beskriver, at andre lige ved, hvordan man har det og hvad man bare skal gøre, det kender jeg alt for godt. Oftest ville simpel respekt for andres vilkår f.eks. helbredsmæssigt og så lidt venlighed gøre langt større ‘gavn’ end deres u-indsigtsfulde og uinviterede råd. Og ja, det er også min erfaring, at det er kvinder, der kloger sig.
Det er det som regel også, når det gælder at smide nogen i gabestok. I den forbindelse og i relation til emnet så jeg de grimmeste kommentarer på et indlæg på ALT for damernes Facebook-side om Helle Thorming. Hvad får folk til det, de udlevere jo sig selv….
God weekend kæreste Anneka og tak igen <3
Anneka skriver
Uh jo! Inderlig TAK kæreste Lise
❤❤❤
Du får hjerter for jeg mangler ord nogle gange, (har prøvet et par gange lige nu) ..bliver ALT for berørt!
God weekend til dig ❤
Lise Grosmann skriver
Anneka: Meget forstås/sanses uden ord kære. Stort knus og god weekend <3
Anneka skriver
Det er jeg glad for. Stort knus og god weekend ja ❤
Lise Grosmann skriver
Anneka: <3