Overvej i det mindste, hvad hende her siger og vær meget kritisk med det, der følger efter!
Foto er genbrug, og det er min holdning også, men jeg har fået nye argumenter fra en, jeg ikke er enig med i alt, men hvis hud- og hudplejeviden, jeg i høj grad respekterer. Jeg mener efter 35 år og 21 bøger har man vel læst på lektien. Der kommer sjældent eller aldrig noget fra den kant, der ikke er baseret på videnskabelig research. I øvrigt er hendes nye motto: Truth in Beauty
Kvinden er er Paula Begoun, som jeg googlede rundt og lyttede til her i weekenden og jeg opdagede, at vi faktisk er enige om det mest væsentlige – måske lige på nær hendes american style nærmest hysteriske UV-forskrækkelse og den totale fravælgelse af æteriske olier. Jeg mener…det er jo en del af det derude, som vi er skabt til at leve i og med. Det er vores naturforståelse og adfærd/forbrug, den er gal med.
Men lad mig komme til sagen, hvis nu, der skulle stå en nålerulle på ønskesedlen, for jeg synes det her bør tages i overvejelse.
Strategien ved microneedling, altså at rulle sin ansigtshud med en rulle med en masse små nåle, typisk 0.2 mm lange, er at fremkalde det, man kalder en mikroskade. Naturligt nok iler huden med at hele, for vi kan jo ikke gå rundt med huller i den barriere, der skal beskytte os mod alt skidt i omgivelserne og holde hudens fugtniveau optimalt.
Huden laver – og tak Paula – wound healing collagen, som er stiff and brittle, som hun siger. Altså arvæv og ikke de smidiggørende kollagenfibre, som vi gerne vil have. De dannes senere i helingsforløbet. Men hvis vi bliver ved med at rulle huller i huden, så bliver den ved med at danne healing kollagen og når ikke længere i processen. Jamen, siger du måske, på skærmen har jeg selv set, at min hud har dannet mere kollagen. Ja, siger Paula, men skærmbilledet siger ikke noget om, hvilken type kollagen, der er tale om.
Jamen, huden bliver mere villig til at optage, hvad man smører på den lige efter man har rullet. På godt og på ondt bliver man nødt til at tilføje. MEN siger Paula, alle ingredienser skal ikke ned i huden. Nogle skal blive på overfladen, andre bare lidt ned for at stabilisere barrieren og atter andet lidt dybere. Faktisk må kosmetiske produkter kun anvendes på intakt overhud ifølge vores lovgivning (som ikke gælder i USA). Som den kloge mand nævner HER (der kan ikke længere vindes!).
HJÆLP, hvad så? Hvis man altså vil følge Paula’s råd! Og her er vi også enige. Gå til en dermatolog eller klinik, hvor behandlinger foretages af kosmetiske sygeplejersker og så få en af de mange behandlinger, der virkelig skubber. En serie Dermapen, en dyb peeling, laser, Ultherapy osv. Og bagefter skal huden have fred til at komme i fase 2 og danne det kollagen, vi gerne vil have mere af.
HVIS du nu gør det alligevel, ruller derhjemme, så vælg rene enkle produkter med få ingredienser, der kommunikerer det til huden, den har brug for. Jeg er nødt til at sige det, selv om den er dyr, men Bioeffect EGF serum er altså efter min mening et godt valg. Den arbejder også på bedre, glattere hud, når du ikke laver hul i den.
Louise T. skriver
Jeg kunne – aldrig (og jeg ved, man skal passe på den slags udsagn) finde på at gå igang med hjemmerulleri… Om jeg nogensinde ville springe på det hos en prof, det betvivler jeg også.
Det kommer sig velsagtens af, at min hud i forvejen er pergamentstynd og ultra sensitiv med et penselstrøg af Rosacea.
Indrømmet, så har jeg heller ikke læst op på lektien, men bare afvist den på forhånd 😉 ?
Lise Grosmann skriver
Louise T: Jeg er jo på sin vis enig, for selv om jeg måske har læst lidt mere op på lektien, så har jeg den grundholdning, at man skal pleje og ikke plage sin hud. Og da slet ikke nålerulle og plage på anden vis, hvis man som dig har tynd sart hud. For mit eget vedkommende er der det faglige element, jeg synes, jeg er nødt til at teste i hvert fald et stykke af vejen. Foreløbig har jeg sagt ‘aldrig Ultherapy’ men som du skriver, man skal passe på med aldrig (;
Martha L. skriver
Meget interessant læsning. Jeg er ikke hoppet på fidusen med at rulle, da det går imod mine instinkter med hensyn til at hjælpe og forbedre huden. Det har jeg svært ved at forene med at føje metodisk skade til min hud. Så vil jeg hellere blive på overfladen og arbejde med produkter der. Selv synes jeg at kan se en virkning efter jeg er begyndt med A- og C-vitamin.
Lise Grosmann skriver
Marthe L: Så er vi to, der synes, at hul i huden er lidt hul i hovedet. Jeg har jo gjort det i perioder, men jeg synes ikke om det, får ligefrem lidt dårlig samvittighed over selvplageriet (smil). Jeg er enig i det med de stærke hudopbyggende vitaminer og andre ingredienser. Det kræver tid, men der sker noget positivt.
Kirsten V skriver
@Salli. Hvilken serum, mærke… er det, du har god erfaring med?
På forhånd tak.
Salli skriver
Hej Kirsten,
Jeg har brugt Vitamin boost fra Danske Ecooking der er spækket med bl.a helende e-vitamin.
Jeg brugte den også med stor succes i forbindelse med et øjenlågsløft – jeg har idag ingen synlige ar ❤️
Kirsten V skriver
Hej Salli,
Tusind tak for dit svar, I den her travle tid. ❤
Rigtig god dag og Glædelig Jul.?
@leafysmoothie skriver
Jeg er bangebuks for nåle… Men så er jeg knap så bange for syrer og for at blande (miksemoster måske) så det går måske på et ud 😉
God aften og tak for god læsning i indlæg og kommentarer <3
Lise Grosmann skriver
@leafysmoothie: Hvis du læser med på mit svar til Kirsten V, så er der jo en forbedring men den er ikke langvarig siger professor Jørgen Serup. Det skyldes væskeansamling, som altså får huden til at hæve lidt, så rynker og ar midlertidigt bliver mindre synlige.
Syrerne er du jo fortrolig med, og hvis du supplerer dem med de gode ingredienser som A-vitamin, så sker der en genopbygning.
God dag kære
Kirsten V skriver
Lige et emne for mig, da jeg IKKE kan bestemme mig.
Jeg er meget enig med dig Lise.
Jeg tænker på at rulle omkring munden. Kan man rulle på næsen for at minimere pore?
Har du set resultater når du har rullet Lise eller har du set nogle med gode resultater om munden?
På forhånd tak. ❤
Lise Grosmann skriver
Kirsten V: Juryen er ude, kan man sige. Men det gælder nok ikke den hårde kerne af videnskabelige fakta. For eksempel siger Jørgen Serup, professor og overlæge ved dermatologisk afdeling på Bispebjerg Hospital til Politiken, at forbedringen af huden, som mange ser, den ikke er langvarig men skyldes væskeansamling som følge af den inflammation, som traume medfører. Men han advarer ikke mod microneedling, siger bare, at man skal se det som en midlertidig forbedring. Men til gengæld skal man afholde sig, hvis man har tendens til grove ar, keloid som det hedder.
Jeg, der jo kun har rullet af og til, må nok være enig i det midlertidige. For ja, surerynkerne blev mindre tydelige i nogen tid, men de er tilbage. Det eneste, der har givet længerevarende effekt på dem, det har været de 2-3 gange, jeg har fået Restylane skin booster. Altså ikke filler men den tynde udgave, der lægger sig i huden som en hyaluronserum, der har været heldig at komme godt ned (;
Jeg ville ikke rulle på næsen men vælge en BHA peel, altså salicylsyre som kommer ned i porerne. Og så A-vitamin og B3 eller begge. God dag kære
Kirsten V skriver
Tusind tak kære Lise. Godt og grundigt svar. ❤
Rigtig god dag.
Lise Grosmann skriver
Kirsten V: Dejligt, hvis jeg fik svaret, så du kunne bruge det <3
Salli skriver
Jeg ruller….
Men jeg ruller kun i panden, mellem brynene og på hagen og i fugerne ved munden. Efterfølgende bruger jeg et serum med massere e-vitamin. Det har givet ret gode resultater med rynker der er blevet mindre synlige.
Jeg tror det er en udbredt misforståelse at man skal rulle sig i hele ansigtet – min hud er sart og rød på næsen og området omkring den. Der kunne jeg aldrig drømme om at rulle.
Lise Grosmann skriver
Salli: Jeg kaster mig jo selv over rullen ind imellem, når jeg står og stirrer på de der sure-hængemule-rynker på hagen. Men jeg gør som dig, jeg ruller kun på udvalgte hudpartier. Og hagen er altså mit ‘spot’, mens jeg aldrig har rullet på kinderne og ikke synes, at rynkerne i panden er så slemme – og i øvrigt gemt bag pandehåret.
Et serum med E-vitamin er rigtig fint, for vitaminet er en stor healer. Jeg har selv oplevet det meget tydeligt på et frisk ar. Og det kunne jo så tænkes, at der kommer hjælp til kollagenet derfra. Selv om vitaminet jo hyppigst fremhæves for de antioxidative egenskaber i cellemembraner og betydning for immunforsvar.
Men jeg har det svært med rullen, det må jeg indrømme, og jeg overvejer, om jeg skulle prøve en Dermapen igen. Det er jo en professionel og dyberegående behandling, hvor man kører en serie behandlinger og så får huden fred.