Det her bliver stort i 2020
Jeg husker min start i denne beautyverden, da jeg var kosmetolog hos en stor frisør i København, hvor jeg elskede at stå og rede i parykkerne. Så meget, at min ellers temmelig uempatiske chef så ‘noget’ og tilbød mig at blive frisør med den løn, jeg havde. Det var faktisk et utrolig flot tilbud, for en frisørelev tjente nærmest ingenting. Havde jeg gjort det, var jeg gået en anden vej end skrivevejen, så det var så meget godt, at jeg takkede pænt nej.
Dengang skulle frisørelever som svendestykke lave en paryk, det skal man nok ikke mere, lige som parykker ikke mere kun er til mennesker, der er så uheldige at miste håret på grund af sygdom. Som Nabila, der er uddannet sygeplejerske og senere frisør. Hun mistede selv håret på grund af alopecia som 28-årig og har altså gået med parykker lige siden. Men du kan også få en hos hende, for i dag er Nabilas parykker big fashion.
Det vender jeg tilbage til. Først lige et par klip fra den internationale presse suppleret med fotos af nogle ret forrygende eksempler på Nabilas parykker som skabt til nytårsfesten.
The Guardian minder om, hvordan der blev hvisket nyfigent, når Tina Turner og Cher optrådte med paryk, for ha ha vi har gennemskuet dig! Nu praler Kylie Jenner af at have startet the wig trend. Om det nu er hende, en af de andre celebrities eller fra catwalken, det bredte sig, så er det spild at prøve at afsløre nogen. Paryk er ikke tabu længere.
De er på alle hoveder, for parykker er gået fra fashion og fest til hver dag for mange. Fordi det er en nem løsning på en dårlig hårdag, men allermest fordi det er sjovt at skifte look og definere sig selv og måske provokere lidt. Eller bare fordi – lige som man nogle dage snupper den røde i stedet for den nude læbestift.
En af de meget positive ting ved den mode er, at hvis man nu har mistet håret måske fordi man er i kemoterapi, så slipper man for medlidende blikke. Man kan træde ud i livet med pink hår den ene dag, blåt den anden eller som humør og anledning nu er til. Uden at nogen andet end måske smiler. Paryk er helt normalt. Og BIG business. Søger du #wig på Instagram får du fem millioner hit. Og selvfølgelig er der også bagsider i den mode, som du kan læse i guardian-artiklen HER.
Nabila har saloner i Hørsholm, København og Helsingør og træffes på tlf. 60 19 72 28/ læs mere på nabilasparykker.dk
FOTOS: Hår: Sascha Hirtsgaard fra Guys & Dolls Intercoiffure * Foto: Rasmus Luckmann * Hårassistent: Pauline * Stylist: Jonas Worup * Makeup: Freja Jerris * Parykker: Nabilas Parykker
Birte H skriver
Tak til Pernille for dagens skønne kommentar! Jeg var heldig først at kigge sent herind og fik således også denne livsbekræftende og søde fortælling med!
Samtidig vil jeg ønske dig Lise en velfortjent og smuk jul samt et lykkebringende nytår. Jeg er daglig læser af din blog og profitere af dine fagligt tunge og velovervejede indlæg. Så sent som i går blev jeg klogere på, hvordan jeg kan fugtmætte min hud, mens jeg nærmest har travlt med andre ting. Jeg vil ikke trætte dig eller andre med, hvad jeg iøvrigt har lært gennem de senere år, men listen er lang og mit bevidsthedsniveau er hævet betragteligt. Tak for dig, Lise – jeg håber, du kan mærke anerkendelse og dyb beundring fra én af dine mere stille følgere. Stay tuned ☺️
Lise Grosmann skriver
Birte H: Jeg har først lige læst Pernille’s livsbekræftende og søde fortælling, som du skriver. Den griber virkelig en om hjertet.
Og tak ‘stille følger’ <3 for dine fantastiske ord til mig og om mine skriverier, det betyder mere end du aner. Og selvfølgelig skal ingen kommentarskrive hver dag, det er dejligt at vide, at I er derude og kan bruge - i hvert fald ind imellem (; - kan bruge noget i mine longskriv. Du fik mig til næsten at blive utålmodig efter at komme i gang med næste blogpost. MEN jeg skal nok lade jer holde julefri.
Glædelig hul og godt nytår og tusind tak kære Birte
Pernille S skriver
Dagens parykhistorie, bringer varme minder, om det elskeligste menneske jeg gennem en årrække var besøgsven hos. Karla hed hun. Karla bar paryk. Ikke af lyst, men af nød. “Jeg har tre hår”, afslørede hun; dog uden jeg på noget tidspunkt så disse, for herom var hun meget privat. Hendes paryk sad altid vind og skævt. Den ene dag havde Karla høj pande. Den næste dag hvilede parykken på overkanten af brillerne. Ligeså vel som brillerne var for syns skyld (hun var næsten blind), så var parykken til ære for andres syn. Det var vigtigt for Karla at tage sig godt ud. Også selvom hun ikke kunne se at parykken var støvet, og mere grå og mat end godt var. Så da 100 års dagen nærmede sig, fik jeg Karla overtalt til at parykken blev renset. Den sad stadig vind og skævt, for Karla havde hang til latter. En kluklatter som forplantede sig helt op i de tre hårstrå og fik parykken til at rutsje rundt.
Hvor ville Karla have elsket de farvestrålende parykker fra Nabila…! “Når man bliver grå i toppen, skal der fuld skrue på farverne” var hendes motto. Dengang vidste hun jo heller ikke at en paryk kunne have knald på farverne. Hun ville have elsket en pink af slagsen, for kedelig – det var Karla ikke!
Tak for at bringe dejlige minder frem. Hvor skønt at parykker bliver lavet så varieret i dag.
Kære Lise. Jeg ønsker dig og dine kære en glædelig jul og et godt nytår! Tak for alle dine kloge blogindspark. Glæder mig til at følges med dig i det nye år. Kh Pernille S
Lise Grosmann skriver
Pernille S: Jeg siger som Birte: tak til Pernille for dagens skønne kommentar. Du er en stor fortæller Pernille <3
Billederne af Karla rullede forbi på mit indre filmlærred, det var som om, jeg havde kendt hende. Jeg ville gerne, for de kedelige er der nok af.
Jeg tror faktisk hendes reinkarnation går rundt her i Nykøbing. Dog sidder hendes paryk altid helt ned i panden - næsten til næsen for hun har ingen briller. Den er fedtet og støvet og mere grå og mat end godt er, som du skriver. Somme tider har hun et lille fikst a la Brigitte Bardot tørklæde om håret. Om humøret ved jeg intet, men jeg skal virkelig - som i virkelig – minde Lise om, at man ikke kigger(glor) på andre mennesker. Men jeg bliver lige fascineret hvert gang og tænker tanker om, hvad der trives i den paryk…..uuuuhhh!
Tak kæreste for historien om Karla, jeg vil smile over den ofte – og især når jeg møder ‘min’ Karla i Irma.
Glædelig jul og godt nytår også til dig. Tak for dine søde ord og do do tak for dine kloge kommentarer. Dem og det bare at vide, at du/I er derude er skriveglædende brændstof. Kh Lise