Stadig flere svarer ja. Få ekspertens bud på hvorfor!
Det var måske ikke overskriftens ord, læge med hudspeciale, Kasper Alsing, brugte, da han onsdag spurgte ud over forsamlingen af skønskrivere, hvem der havde sart hud, men der røg en del fingre op kan jeg sige. Men ikke min og det vender vi tilbage til.
Foto ©A-Derma – Jeg elsker det, for der sidder jeg yderst til venstre og nyder godt af perspektivet i billedet, der får det til at se ud som om jeg har masser af hår og den flotteste nakke (;
Og selv om han aflivede myten om, at det foregår mere inde i hovedet end på ydersiden, så kan påstande om egen medvirken til gengæld ikke aflives. Sart hud er et reelt problem, det er en diagnose, men selv om det ikke er immunologisk, som man kender det fra f.eks. psoriasis, så er immunforsvaret i den grad involveret. Hud er levende og registrerende.
Men når nu, det føles som om det stikker, prikker og brænder i huden, så kan man undre sig over, at det ikke er mere synligt. Sart hud er nemlig relativt symptomfattigt, fortalte Kasper Alsing, men den starter med en svækket hudbarriere. Nærmere betegnet en dårlig lipidbarriere.
Når cellerne i overhuden ikke er pakket og tætnet med de forskellige typer fedtstoffer (shingolipider/ceramider, kolesterol m.m.), så kan den ikke holde fugt inde og skidt ude. Men dårlig epidermis/overhud er også lig med dårlig dermis/læderhud og dermed dårligere kollagen og elastin. Hudens stillads, som Alsing kaldte det. Når taget på huset er utæt, så går det ud over de fine saloner.
Fordi for meget kommer ind og fordi vand, som er nødvendigt for cellefunktion, fordamper, fordi der er et aktiveret immunforsvar og en irritation af nervereceptorer i overhuden. Med andre ord – huden kører i en konstant mikroinflammation. Som formentlig ud over umiddelbare gener vil føre til tidlig ældning.
For ikke bare svækkes hudens konstruktion, der sker også det, at immunceller bliver dårligere til at finde og fjerne celleskrald, som Alsing kaldte det. Og de af jer, der har læst ‘Gopler ældes baglæns’ vil vide, at Nicklas Brendborg nævner, at autofagi=fjerne celleskrald er tæt på at være det vigtigste i antiaging.
Nogles hud vil være mere udsat end andres, men det bør jo bare gøre én mere bevidst om, hvad man gør ved sig. For på listen over årsager til sart hud står kosmetik øverst! Efterfulgt af de andre faktorer, vi måske hyppigere og hellere forbinder med sart hud, for vi kan jo ikke selv gøre for forurening og temperaturskift.
Men alt, hvad vores hud møder registreres og fremkalder en reaktion. Er det, den møder hidsig rens, daglig peeling, nålerulning og fem-syv lag produkter med hver 20 ingredienser – måske suppleret indefra af stress og mangel på søvn, færdigmad og lidt for meget vino – så kører kaos.
Og her gode råd at overveje….
Og produkter, der netop er designet til sart hud…..
Biology-serien har produkter til flere sart-hud-udtryk. Læs, hvad jeg skrev HER. Og døjer du med atopisk eksem eller allergi, så tjek Exomega Allergo i den fantastiske sterile emballage. Der er kun det i, der skal være og sådan vil det være til sidste dråbe. Ingen risiko for forurening af produkt!
A-Derma er dermatologisk hudpleje med den unikke økologiske Rhealba® havresaft som hovedingrediens i alle produkter i det brede sortiment tilpasset de gener, man kan opleve med sart hud, eksemsyg hud, allergisk hud m.m. Lad være med at eksperimentere, hvis du har sart hud, skru ned og gå til dem, der har erfaring i lindring og genopretning af balancen.
PS: I begyndelsen af det ny år kommer der en skøn hyaluron-serum i Biology-serien med kun ni ingredienser. Og lidt er bedst, når huden er ude af balance.
Og her kommer vi så frem til mig og min manglende sarthed, for jeg spurgte Kasper Alsing, om det kunne tænkes, at dels min alder, hvor udbud af produkter og behandlinger i de fleste år var begrænset i forhold til i dag, samt at jeg i nutiden fravælger hidsige angreb og har en relativt enkel hudplejerutine kunne være årsagen. Svaret var ja.
ALLE powerpoint-præsentationer fra foredraget er ©Kasper Alsing og må ikke anvendes! Kvaliteten af affotograferinger kan alene bebrejdes mig (og lang afstand til ‘lærredet’).
GOD WEEKEND til jer og tak for at læse med ♥
Tanya skriver
Jeg tænker i forhold til bomuld kluder, så giver det mening, at ikke bruge dem til at tørre huden efter vask, da vi har brug for at vores hud er let fugtig, når vi smører os med vores sera/cremer. Men jeg foretrækker at bruge en våd klude (og en frisk en hver dag!) for at fjerne min mild ikke skummende rens:) Og så hænger den præsentation meget sammen med hvad Esse skincare står for, elsker det.
Lise Grosmann skriver
Tanya: Ja, hos Esse går man heller ikke ind for at genere hudbarrieren mere end højst nødvendigt. Men der er jo en ulempe ved at bruge papir, og det er, at vi har affald nok, så duppe-tør og vaske-forsigtigt løsningen er nok bedre. Og ja – ren klud hver dag!
Karin Winther skriver
Så spændende ! ❤️
Jeg hæfter mig ved en linje “ tør huden med papir ikke bomuld “ Hvad er nu det, i disse vaskekludstider ??
Og sikke et fint billede med dig i hjørnet. Op med hagen og sikke en profil 😃😍
Lise Grosmann skriver
Karin Winther: Godt, du nævner det, for jeg glemte, at jeg nok lige skulle kommentere den linje. Der var jo også nogle ved mødet, der undrede sig og spurgte, om det så var papir, som det, de sad og tog noter på (; Alsing svarede lidt undvigende, fordi han jo gengiver nogle studier, men der menes formentlig noget a la papirlommetørklæder. Jeg tænker dels fordi de er glatte og dels fordi de, når de bliver våde, bliver ekstra blide mod huden. En vaskeklud har jo ofte et mønster og i hvert fald en vævning, der vil virke let skrubbende, og på en i forvejen dårlig barriere skal sligt undgås.
Ja, op med hagen – og det var dæleme godt, at jeg ikke sad og tog noter og kiggede nedad, for så havde billedet været et andet og var ikke blevet sat på ((; God weekend <3
Karin Winther andersen skriver
Ok så med papir, så, og heldigvis oplever jeg ikke min hud som sart. Så jeg kan holde mig til mine små frotterondeller, svampe og vaskeklude.
Og hvor heldig er jeg lige, på en lidt lousy dag, at få lov at bruge en hel lille flaske af den der Biologi A Derma Hyalu serum 3-in-1 Serum ☺️🙏🏼
God uge hos dig ❤️
Lise Grosmann skriver
Karin Winther Andersen: Jeg – der heller ikke er til den sarte side – fortsætter også med min svamp og håndklædeaftørring. Og vist var du da heldig, at datterbarnet var til mødet, så du kan teste Hyalu-sagen. Fint formuleret med fugt, der ikke klæber og lutter naturlige med-ingredienser. God uge også hos dig <3
Karin Winther andersen skriver
Præcis 😌 heldige mig ❤️