at nedgøre andre for at fremhæve sit eget produkt
Ingen navne, men hver gang det sker, så bliver jeg irriteret på det firma, der finder det nødvendigt at sætte alle konkurrenter i kategori ‘dur ikke’ for at fremme deres eget nye produkt/serie, som kan være ganske glimrende.
Men markedsføringen kører på, at man ikke kunne finde noget, som man for eksempel ikke fik irriteret hud af eller ligefrem allergi. Og derfor var man altså nødt til at gå til et kosmetiklaboratorium og få dem til at skrue nogle produkter sammen pakket i stilfuld emballage.
Produkter, der bruger de samme ingredienser som alle andre. Faktisk ofte masser af naturlige ingredienser, fordi det er det, vi vil have i øjeblikket. Vi er i en mega tilbage-til-naturen-trend. Og hvordan er det nu, det er, med den dejlige natur? Den kan give allergi! Det kan ALT og som bekendt endog vand.
Hver gang, jeg læser påstanden om, at der ikke var noget, der duede, på det – bare i butikker herhjemme – enorme kosmetikmarked, så kommer jeg til at tænke på nogle af pionererne. Der er mange, men her tre af de dygtige tyske mærker, der har været forud også på det miljømæssige, på økologi, på certificeringer, på bæredygtighed – også i samarbejder/fair trade. De og andre, der førte an, kalder vel på respekt.
Der er links til de tre serier og produkterne herunder, men jeg vil lige nævne, at Weleda Skin Food Body Lotion er ikke bare ny og multi-certificeret men også hudlækker som vel egentlig alt fra Weleda.
Weleda med den største biodynamiske have i Europa og med selveste Rudolph Steiner som med-grundlægger! Annemarie Börlind med mottoet ‘Hvis du ikke kan spise det, så kom det ikke på din hud’ og stadig efter 60 år førende også på teknologi – inklusive emballagen (mere læsning HER). Dr. Hauschka….DEN historie er der vist ikke mange, der kan matche.
Og så er der månedens bannerbrand. Bioeffect. Nedgjorde de andre for at lancere et produkt, der slår dem alle? Nej, de var ikke brandmagere, de er forskere. Og de skabte noget så unikt som et serum, der har (be)vist sin effekt i dobbeltblindet placebo studie, som normalt hører til i medicinalbranchen. Og der er syv ingredienser inklusive det pureste rene islandske vand og næppe noget, der generer nogens hud. Og på det miljømæssige står de bedre end de fleste.
Læg i øvrigt lige mærke til, at du i anledning af fejringen af den globage kærlighedsdag kan købe for eksempel det unikke serum og så få den fineste lille toilettaske med som gratis gave. Du kan se alle produkter HER.
Ud over rejsestørrelser af Bioeffect EGF serum og Hydrating Cream, så får man også chokolade. Islandsk Omnom chokolade, som jeg ikke anede noget om. Er der noget, de ikke kan deroppe!
Lissi skriver
Kære Lise
Jeg har nu modtaget min bestilte pHformula Crystal Eyes, men bliver i tvivl i forhold til brugsvejledningen. Kan det passe, at den skal sættes på om aftenen og tages af om morgenen?
De bedste hilsener
Lissi
Lise Grosmann skriver
Lissi: Kære Lissi, det er jo ikke noget, man SKAL og egentlig mener jeg ikke, at man skal lukke huden inde i mange timer. Men deres masketeknologi er jo ikke som andre sheetmasker og pHformula er professionelle folk, som jeg har stor tillid til, så gør det og du får formentlig en sand askepoteffekt. Jeg har ikke selv prøvet den endnu, jeg gemmer min til ‘særlig anledning’.
Karin VS skriver
Kære Lise 🌹
Tak fordi du tager dette emne op!
Tror altid det vil give bagslag for et firma at træde på andre for selv at komme frem og op.
Og sådan er det jo også med os mennesker imellem, vi kan ikke lide at høre nogen bagtale andre for selv at stå snehvide.
God aften kære 😊
Knus Karin
Lise Grosmann skriver
Karin VS: Kære Karin, jeg er så enig i at det er en meget dum og meget kortsigtet strategi, der giver bagslag. Om det er firma og produkter eller os som mennesker, som du skriver. God-aften-knus også til dig, lise
Pernille S skriver
Kære Lise
Altid trist hvis nogen skal gøre sig bedrevidende på andres bekostning. Heri kan ingen være uenig. Tænker det ligger lige til højrebenet for dig og andre proffer at gennemskue, hvis et produkt/firma pudser deres glorie uden fuld fortjeneste. Som almindelig forbruger føler jeg ikke jeg har den fornødne indsigt til altid at kunne gennemskue de som tager sig fortjent på andres bekostning. Derfor er det jeg læser din og Anette @beautyspace blog. For at lære. For at blive klogere. For at få indblik. Det som kan virke så åbenlyst, kræver oftest en faglig indsigt. Netop derfor er det at du som upartisk journalist og kosmetolog har en berettigelse 😊
De tre tyske firmaer du fremhæver med papirerne i orden gennem mange mange år, er ikke fancy i den forstand, at design er det som vejer tungest på vægtskålen, men det er jo heller ikke altid det ydre det kommer an på 😉
Og så er der firmaer i en liga som BioEffect. Mit heldige asen til søn og børnebørn er på vej til Island, og trods en let skjult hentydning til skønhedsprodukter og chokolade fra øen, så tror jeg ikke det helt er sivet ind😂
Tror jeg vil spørge børnebørnene om de vil bringe en lille bid af Island med hjem i form af en sten…😏🥰
Kh Pernille S
Lise Grosmann skriver
Pernille S: Kære Pernille, der er jo ikke nødvendigvis noget galt med indholdet i dem, der pudser glorie ved at fremhæve sig på bekostning af konkurrenter, som du skriver, det er bare dumt at gøre det. Det risikerer at give bagslag, som Karin skriver. Hvis forbrugere/kunder begynder at sammenligne indhold og ser de samme ingredienser gå igen, så er det svært at forklare, hvori det unikke ved ens egne produkter ligger. Man kan selvfølgelig vælge en ‘uden’ strategi, men det er der også mange andre, der gør. Det er faktisk meget få – som f.eks. Bioeffect – der står som særlige. De er uden alt det, mange ikke vil have og med det, som ingen andre har (den bygskabte vækstfaktor). Jeg håber da, at du får børnebørnene til at finde en rigtig fin lavasten til dig. Og mon ikke, forældrene bare lader som om, de ikke har læst din hentydning og kommer hjem med noget til både indvortes og udvortes.
Kh lise
Pernille S skriver
Forstår så godt din pointe Lise, og også Heidis… Specielt at være gode kolleger. Tænker nu det må svært at opfinde den dybe tallerken flere gange, og hvem kan dybest set tage æren herfor? Til gengæld er kombinationsmulighederne utallige…Måske det i virkeligheden er her den største udfordring ligger..?
🧐😉
Lise Grosmann skriver
Pernille S: Den der kloge emoji er helt rigtigt valgt <3 for det er jo lige det plus i den grad teknologien, der skaber nye ingredienser og nye muligheder i formulering. Men det er alt sammen forskning og udvikling, som kun få kosmetikmærker selv har muskler til, mens andre må købe hos de store ingrediensudviklere. Man går jo ikke bare hen og laver et cellekommunikerende peptid ved køkkenvasken. Og slet ikke stamceller, som uanset om man mener, at plantestamceller er nyttige for huden, stiller store krav til laboratoriet. God dag kære <3
Heidi skriver
Elsker når du bliver lidt skrap i munden og med god grund. Verden ville se bedre ud, hvis vi så hinanden som kollegaer i stedet for konkurrenter.
Blive inspireret af hinanden i stedet for at “stjæle” fra hinanden. H
Lise Grosmann skriver
Heidi: TAK for de ord og især jo, når de kommer fra en så professionel med egen hudplejeserie = Smuk Skincare, som jeg sætter link til her…. https://smukskincare.com/ Det er noget siden, jeg har været på din side, hvor er den smuk <3