Vi skal tale lidt UV-indeks, solcremefiltre og D-vitamin. Plus vinterdepression.
Dengang jeg var barn…..gab! Og sådan tænker mine yngre kolleger helt sikkert, når jeg begynder at tale om sol og solbeskyttelse og pigmentpletter og hudkræft og og og…..
I går var jeg således inviteret til pressemøde hos La Roche-Posay og Vichy om nye solprodukter og en snak i det hele taget om sol og beskyttelse. Og med de to L’Oréal brands er vi i en særlig liga. Og ikke mindst, når det gælder La Roche-Posay, som er nummer et dermatolog-anbefalede hudplejemærke worldwide. Det forpligter jo.
Vi gemmer det med solbeskyttelsen og de nye produkter lidt og tager i stedet det med påstandene. Jeg sad ved siden af blogmama-@beautyspace-Anette, og vi vendte øjne, da vi igen igen måtte høre, at filtre, der omtales som ‘fysiske’ reflekterer mens de ‘kemiske’ absorberer UV-stråler.
For nej, selv om vi alle har troet det, så er det jo nu vist og fortalt, at alle filtre absorberes i huden. Således absorberes 90% af de fysiske filtre og kun 10% reflekteres. Og vil man filtrere for blåt lys, så er jernoxids farvede pigment et godt bud. Tjek din foundation!
Dr. Michelle Wong HER har styr på det med en PhD i medicinsk og supramolekylær kemi plus uddannelse i farmakologi og fysiologi og diplom i kosmetikformulering. I øvrigt er mange solprodukter et mix af filtre for at få det bedste fra begge og de såkaldt kemiske dækker bredere i stråleområdet. Alt efter selvfølgelig hvilke udgaver af filtre, der er i produktet.
PS: Hvis du tænker: Jamen, hudlæger siger…..! Hudlæger ved en masse om hud men sjældent om kosmetikformulering og samspillet mellem hud og kemien heri.
Foto: To favoritter hos mange. Selv er jeg meget glad for Anthelios Invisible Fluid, der har vel nok det mest effektive UV-filter Netlock og UVmune 400 * Capital Soleil har jeg ikke selv erfaring med, men jeg kunne høre begejstringen hos kolleger. Den indeholder bl.a. betacaroten, der fremmer glød og kulør.
Så var der noget med UV-indeks, hvor en ung kollega mente, at vi herhjemme om sommeren i dag var på niveau med sydens UV-indeks på 15. Vi er godt nok ramt af mange miljøulykker, men vi skal stadig til ækvator for at opleve UV-indeks så højt. Ifølge DMI, som må formodes at have styr på det, så ligger vi i sommermånederne på ca. 7. Og det er jo slemt nok at være hud i, hvis man smider sig og steger.
Og her kom vi så frem til det, der lidt er min kæphest. For når det nu ikke er solen, der er blevet helt ekstremt mere farlig, hvad er det så, der gør, at unge danske kvinder topper listen over modermærkekræft?
Vi rejser mere sydpå. Lever 80 procent af dagligdagene indendøre. Mange bruger for lidt – eller ingen – solcreme, når de opholder sig længere tid i solen. Andre bruger den også indendørs og hele året. Solcremer havde vi ikke, da jeg var barn, og det der med indendørs…..det var vi ikke så meget.
Det var de voksne heller ikke. Der var ikke alle de skærme. Fritidsfornøjelserne var ikke Netflix men at komme ud. I sin have. Til stranden. I skoven. Jeg har nævnt det før, min mor og far og dem, der var endnu ældre samt svigerfamilien havde ikke hudkræft og var såmænd heller ikke så totalt plettede i huden, som man med den livsstil skulle tro.
Kunne det tænkes…..det er da en overvejelse værd…..at huden lærte at sameksistere med den sol, som trods alt har været menneskehedens livsbetingelse. At de naturlige forsvarsmekanismer holdes beredt – lige som når man vinterbader for at booste immunforsvaret, så det virker, hvis man skulle skvatte igennem isen.
Foto: Vichy skruer op for størrelserne som her med den ekstra vandresistente Visible Hydrating Protective Milk til hele familien * L’Oréal som helhed har en stærk miljøprofil og den går igen som i Anthelios-emballagen delvist af pap, som nedsætter forbruget af plast med 75%
I øvrigt havde de gamle i Syden stærke sol førhen jo også en noget fornuftigere livsstil end man har i dag, for de blev inde i middagstimerne og ellers sad de og nød det i skyggen. Og jeg tror ikke, de manglede D-vitamin, som de også fik mere af gennem kosten, end vi gør i dag de fleste af os.
Det er jo en anden misinformation i dag. At man får det D-vitamin, man skal have selv om man er døgnindsmurt i solreme. Og så fremkalder det jo smil eller hovedrysten hos sådan en som mig, når jeg på Instagram ser (især unge kvinder) her i marts måned stadig iført overtøj sige/skrive, at de er ude at få noget D-vitamin. Øh….?
Et solcreme og/eller makeupsmurt ansigt – og selv et, der ikke er smurt – er altså ikke nok blottet hud til at optage D-vitamin til at dække bare minimalt af kroppens behov. Heller ikke om sommeren, og UV-indeks de seneste 10 dage har ligget under 2 og i dag forventes dagens højeste UV-indeks ved skyfrit vejr ifølge DMI at blive 2.4.
Selv hvis du trodser kulde og blæst og sætter dig med bare arme og ben, så er det ikke D-vitamin, du får ud af det med solen i den skrå vinkel. Og vi er i øvrigt stadig under UV-indeks 3, hvor man anbefaler brug af solcreme fra Kræftens Bekæmpelse.
Men dagene er endelig blevet længere, og det er de helt frem til 21. juni. Man kan næsen mærke energien spire indeni sig lige som det gør i naturen, og alle med vinterdepression føler, at de har fået livet tilbage. Og hver tiende på vores breddegrader lider af decideret vinterdepression eller noget, der minder om det.
De, der er ramt, spiser anderledes, de sover anderledes, bevæger sig mindre, har mindre sex, drikker mere alkohol og indtager mere sukker, skriver Christina Bølling i den nye bog ‘Knus din vinterdepression – glæden ved at have det nogenlunde’/Grønningen 1.
Christina Bølling er chefredaktør for magasinet Psykologi, og hun minder om, at mængden af det dagslys, vi nu endelig har mere af, det er alfa og omega. Det behøver ikke være solskin, før man får noget ud af at gå udenfor. Selv i skyet vejr og når det regner er der mere end rigeligt lys til at løfte humøret et par grader.
Men pst! drop de der mørke glas. Også hvis du ikke føler dig lysunderernæret. Lys er essentielt for vores biologiske funktioner. Og når vi nu er så lykkelige at kunne se farver, så kunne det jo tænkes, at det også gør os godt.
Jeg har aldrig solbriller på med mindre solen er virkelig skarp og generende (f.eks. når jeg kører bil), for hvordan skulle jeg kunne nænne at snyde mig selv for den helt gratis glæde ved at se græsset grønnes. I øvrigt så jeg i går, at skovbunden er grøn af anemoneblade, men de hvide hoveder skal lige have lidt mere varme og sol, før vidundere sker. Oh, lykke….
God weekend. Og husk at sige frem, hvis der er noget jeg kan bidrage med på skriv, så sig til ♥
Pernille S skriver
Påsken nærmer sig, og vejret skulle iflg.meteologerne blive varmt og solrigt. Avené solcreme i ansigt og kasket. Så er haveuniformen klar! Dejligt både Vichy og La Roche-Posay forsker så seriøst i solbeskyttelse! Næsten endnu bedre – her at kunne blive opdateret i hvilke produkter man med sikkerhed skal investere i, for at investere i hudens beskyttelse. Både du – Lise og Anette – har altid en betryggende finger på SpF pulsen. Hurra for jeres seriøse formidling👏🏼 God weekend🫶🏻
Lise Grosmann skriver
Pernille S: Åh ja, be’ om sol og varme i påsken – selv om jeg skal skrive Helse (i det mindste om sol). Og du har styr på strategien til sundt samvær med udelivet, kan jeg læse.
Der kommer sikkert flere nye solprodukter, men uanset det, så er de allerede nævnte – Vichy, La R-P og Avéne – topbud på seneste udviklingen inden for UV-filtre.
Og tak for at blive sat i kategori med Anette <3 selv om vi har et lidt divergerende syn på det med helårs solcreme. Det vigtigste er under alle omstændigheder, at få formidlet vigtigheden af at bruge beskyttelsen og nok af den.
Og jeg kan lige nå at ønske god søndag <3
Karin winther skriver
Der bliver virkeligt udviklet på solbeskyttelserne , 😅, mens vi venter på det vidunderlige lys og sommermilde vinde ☺️
Lyset har vi fået og solcremen er også kommet på, for jeg synes pigmenterne danser.
Jeg tænker Avene fortsætter sejrsgangen i mit ansigt. Skal have bestilt den nye, SunsiMed, og se om den er så god som den lover! Anbefalet også af hudlægen 😉
Men jeg havde jo self’ allerede selv hørt om den hos Lise 😇🙏🏼
Fik desværre ikke hørt smuk glasspil forleden. Jeg blev omdirigeret til Nørreport, og pist væk var det med Rådhuspladsen! Det ville jeg gerne ha hørt !
God week end 😍
Lise Grosmann skriver
Karin winther: Hold da op, hvor jeg har holdt fri – tak for skriv <3
Og ja til, at der arbejdes virkelig seriøst på solbeskyttelse og ikke mindst hos de her nævnte, der jo har en dermatologisk baggrund (Avène i Pierre Fabre). Og SunsiMED er da virkelig et stort step op i forhold til beskyttelse. Jeg kan ikke lige komme i tanke om andre, der specifikt lover forebyggelse af akniniske keratoser, som jo er en af de hyppige solskader.
ØV, at du ikke fik flaskespil med, det var så helt specielt og ulig de 'gademusikanter' man ellers møder i bybilledet.
Og jeg kan lige nå at ønske god søndag - det, der er tilbage af den <3
Anita Christensen skriver
Så dejligt at læse . Tænker du har ret . Vi solbadet ikke da jeg var barn .vi løb vist bare rundt og havde det sjovt .og ingen solcreme.
Men i dag . Er 65 år .. og har ingen solskader/ pigmenter..Men jeg bruger nu solcreme. Og ligger aldrig i solen 🤣🤣
Lise Grosmann skriver
Anita Christensen: Tak kære, det gør mig glad. Ja, det er jo netop sådan, det var, solen var ikke noget, man ‘dyrkede’, man var bare helt naturligt i den. Solcremer var der ikke noget af, og at så mange er sluppet uden at toppe den farlige melanoma-statistik siger jo noget om, at det ikke var så tosset.
Senere kom der ferierejser sydpå ind i det og det smittede af på ferievanerne på danske strande. Pludselig solbadede man og lå og stegte i timevis.
Jeg solbadede som ung lige som alle andre og har talt, hvad jeg skal på taxameteret, og i dag ligger jeg – lige som dig – ikke i solen og bruger solcreme, når det er nødvendigt.