Men ved du forresten, hvorfor de i højere grad end resten af os undgår hudkræft?
Med al den skriven om hud, hjerne og hænders evne til at formidle velvære, indre ro og måske ligefrem en følelse af at være holdt af/elsket, så må vi da ha’ noget skriv om hænder. Ikke at de ikke har været på programmet tidligere, men der er et par ting at minde om.
Foto: Det her er min lille sæbesamling, og det er populært samleobjekt igen, og der er jo også mange fine og nogle af dem med minder fra mor/bedstemor alt efter ens alder. Hos mig f.eks. Maja-sæben….
Læste I i øvrigt med her @lisegrosmann, hvor jeg fortæller om neuroforsker dr. Claudia Aguirre og hendes i traditionel forstand udvidede holdning til det tema.
Og når vi nu er i det lægelige, så tager vi lige et spring til et møde på Børsen for to år siden, hvor Christina Skovbølling Haak, Ph.d. og speciallæge i dermatologi, deltog og på et tidspunkt fik et interessant spørgsmål. Nemlig hvorfor hænder, som vi har ret meget fremme i lyset, sjældnere end andre dele af os får hudkræft?
Vinklen! Var svaret. Fordi vi det meste af tiden går oprejst og dermed er den mest soleksponerede del af os knolden, ansigtet og især næse samt ører mens hænderne hænger ned. Selv om rigtig mange i dag går med en mobiltelefon, men om ikke andet dækker den da for det meste af hænderne. Til gengæld får nakken rigtig meget UV, når man går med bøjet hoved, og dens hud er ikke så hærdet som ansigt og hænder. Husk det når nu vinterindpakningen ryger af ♥
Pigmentpletter er derimod temmelig nærværende på vores håndrygge, hvilket med tanke på ovennævnte indikerer, at pigmentkaos er så meget mere end UV. Hvis du har dem, så var der pigmentsnak og pletplege-produkter HER. Og hvis du ikke har dem, pletterne, så hold i hvert fald en del af dem væk med UV-beskyttelse, fordi det trods alt er skyld i mange pletter.
Foto: Jeg bor i et gammelt utæt hus og prøver at spare på varmen, så somme tider fryser fingrene. En veninde har faktisk strikket fingerfri håndvarmere, som jeg kan tage på, når jeg sidder og skriver. Er DET bare sødt ♥ Håndcremerne er ministørrelser som altid er med på farten, når jeg drager til fine pressemøder
Og så er der det med håndcremen. Behøver der stå hånd/handcreme på den? Næ, men ingredienserne der holder huden fra at tørre ud er særligt vigtige, fordi hænder er særlig udsat med al den vasken og pjasken. Del gerne dit serum og ansigtscreme morgen og aften med dine håndrygge.
Og ellers er det jo ingredienser som disse, vi skal kigge efter – glycerin, urea, hyaluronsyre, sorbitol, propylene glycerol, ceramider, squalane, lecithin, kolesterol, lanolin og planteolier – og tag bare mineralsk fedtstof med, for håndhud har stor gavn af en effektiv barriere. Husk negle/neglebånd.
En håndmaske som de HER er jo en fin idé, og har du ikke tid, så brug det gamle tip med at smøre ind til natten og tag bomuldshandsker* på. Og har du ikke sådanne, så brug et par bomuldssokker. Det er lidt luffe-hyggeligt.
*plastikhandsker skal kun bruges i et kortere tidsrum og aldrig natten over, for det vil nedbryde hudbarrieren, og så står man virkelig med problemer.
PS: Det sker ofte, når jeg smører fødderne med creme og i sagens natur bruger hænderne til det, at jeg chokeres lidt over forskellen. Den siger unægtelig noget om det hårde liv, som hænder fører i forhold til de for det meste indpakkede fødder.
Godt nok skal de slæbe os rundt men de skal ikke vaskes utallige gange om dagen og i sæbevand af alle mulige forskellige årsager. Og lave havearbejde og måske malearbejde, som mine har gjort i adskilligt omfang. Og tidligere jo med oliemaling, så de ikke lod sig rense med vand. Åh, hvor de dog fortjener at få del i al den omsorg, som kommer ansigtshuden til del.
Den HER for eksempel, når vi nu ikke kan få en kropsudgave, og jeg har ofte nok snakket for en stor størrelse.
Og så god weekend og måske vinterferie ♥ Og går den til kolde sneklædte pister, så husk solbeskyttelse og vanter og ordentlig UV-beskyttende solbriller. Reflekser fra sne dobler op på lys og stråling.
FAQ! Vores hænder er en ufattelig konstruktion, som kan udføre uoverskueligt mange opgaver – dem, der kræver kraft og dem, der kræver præcision og følsomhed. Hænder har stor symbolsk betydning, de kan velsigne og give lindring og man kan som bekendt også tage skæbnen i egen hånd, og det kan epigenetik* jo være en slags bevis for. Og lige som vores ansigtsmimik er hænder også et udtryksmiddel, der fortæller meget om os, det er nok derfor, de har fået tilnavnet “visitkort”. Og dette visitkort er sådan gennemsnitligt 172 mm langt, når det er en kvindehånd (en mandehånd 189 mm) og gennemsnitsbredden er 74 mm (en mandehånd 84 mm).
*epigenetik står for det, vi selv kan gøre for endog at modgå gener
Liv Davids skriver
Den er fin, din sæbesamling. Jeg bliver ofte fristet af velduftende sæber, og har dem liggende i tøjskuffer og skabe.
Jeg har den fineste Maja talkum flaske, som jeg købte i Spanien i 1989, den skiller jeg mig ikke af med 😊
God weekend
Lise Grosmann skriver
Liv Davids: Tak <3 Der har været flere, men pakninger holder sig ikke altid fotogene. Men Maja er der passet godt på. Som du selv ved med din fine talkum, så dufter den faktisk ret unikt i forhold til mange af tidens ret ens søde parfumer. Lige som 4711, som jeg rigtig godt kan lide. Det er da en virkelig dejlig tradition at have sæberne i skuffer.
God søndag <3
Vibeke skriver
<3 <3
Lise Grosmann skriver
Vibeke: De er så påskønnede dine håndvarmere <3 De rigtig kolde dage har jeg dem med og tager dem udenpå vanterne, når jeg går tur ((: