Vi er da heldigvis blevet klogere – eller?
Det kan være, at nogle af jer kan huske det, at et par af landets mest hud- og hårkloge professorer, gik – i min optik – noget hårdt til udvikleren af et dansk hårekstrakt, som har klaret det ganske godt ude i den store verden. Det var decideret ‘snyd’ og ‘bluff’ lød dommen, for det er jo lavet på planteekstrakter.
Mit blogindlæg er HER, og jeg skrev dengang, at jeg syntes, at manden bag hårekstraktet, svarede fornuftigt for sig, for man kan jo ikke stille sig op og kræve dobbeltblindede forsøg bag et kosmetisk produkt. Og den slags går læger traditionelt hårdt til. Skeptisk, vil de sikkert sige, fordi man ikke bør vildlede mennesker. Især ikke dem, der står med et belastende problem, som hårtab kan være. Men som der medicinsk ikke er meget hjælp til.
Nok om det, men det irriterer mig mildt sagt, at man advarer mod giftige stoffer i planter men tilsyneladende benægter, at planter kan have helsefremmende, vækstfremmende og ligefrem sygdomsforebyggende eller helbredende egenskaber. Jeg mener, vi anbefales jo at spise en hovedsagelig plantebaseret kost, fordi de sundhedsbevarende egenskaber står i kø.
Måske var det ikke bare noget, der ligner et overgreb, men også uvidenhed, de to professorer afslørede i Jyllands Postens artikel, for læs nu her hvad en professor med mere viden om naturens kapacitet siger. Og gæt, om jeg er sur og ked af, at jeg ikke kan sidde der i aften på bænken inde på det smukke Medicinsk Museion og høre det fra mandens mund….Nedenstående er citeret fra invitation på Facebook
“𝐃𝐞𝐧𝐧𝐞 𝐀𝐟𝐭𝐞𝐧𝐤𝐨𝐧𝐬𝐮𝐥𝐭𝐚𝐭𝐢𝐨𝐧 𝐡𝐚𝐧𝐝𝐥𝐞𝐫 𝐨𝐦 𝐚𝐧𝐯𝐞𝐧𝐝𝐞𝐥𝐬𝐞𝐧 𝐚𝐟 𝐩𝐥𝐚𝐧𝐭𝐞𝐫 𝐬𝐨𝐦 𝐦𝐞𝐝𝐢𝐜𝐢𝐧 𝐨𝐩 𝐠𝐞𝐧𝐧𝐞𝐦 𝐡𝐢𝐬𝐭𝐨𝐫𝐢𝐞𝐧 𝐨𝐠 𝐨𝐦, 𝐡𝐯𝐨𝐫𝐝𝐚𝐧 𝐩𝐥𝐚𝐧𝐭𝐞𝐫 𝐨𝐠 𝐦𝐢𝐤𝐫𝐨𝐨𝐫𝐠𝐚𝐧𝐢𝐬𝐦𝐞𝐫 𝐟𝐨𝐫𝐭𝐬𝐚𝐭 𝐮𝐝𝐠ø𝐫 𝐞𝐧 𝐚𝐟𝐠ø𝐫𝐞𝐧𝐝𝐞 𝐫𝐞𝐬𝐬𝐨𝐮𝐫𝐜𝐞 𝐢 𝐮𝐝𝐯𝐢𝐤𝐥𝐢𝐧𝐠 𝐚𝐟 𝐦𝐨𝐝𝐞𝐫𝐧𝐞 𝐦𝐞𝐝𝐢𝐜𝐢𝐧.
Medicinen vokser i naturen. I tusindvis af år har planter nemlig været anvendt til at behandle mennesker. Nogle tror, at brugen af planter og naturlægemidler hører til forrige århundreder. Men en stor del af den medicin, vi bruger i dag, tager udgangspunkt i planter.
”At bruge planter til medicin, med alt hvad dertil hører af viden, tro, håb, lidelse, liv og død, er nok den mest intime måde, man kan interagere med naturen på.” Ordene er etnobotaniker, Jens Soelbergs, og denne aften vil han øse ud af sin enorme viden om planters medicinske anvendelse gennem tiden. Vi skal høre om nogle af de overvældende mange plantearter, såvel vilde som kultiverede, hjemmehørende som eksotiske, som har været brugt til lægemidler de sidste 400 år.
Naturen er en stor inspirationskilde til udvikling af lægemidler. For eksempel stammer næsten halvdelen af lægemidler til behandling af cancer direkte eller via inspiration fra naturen. Og en del af disse stammer direkte fra planter. Professor Lars Porskjær Christensen er aftenens anden taler. Han er kemiker, og har de sidste 30 år blandt andet forsket i, hvordan plantestoffer kan bruges til udvikling af medicin til forebyggelse og behandling af en lang række sygdomme, herunder især cancer, inflammation og type 2 diabetes. Vi skal blandt andet høre om, hvordan rødkløver kan bruges til at behandle hormonelle gener i overgangsalderen og om, hvorfor plantestoffer har en effekt på cancerceller. Men hvordan finder man frem til de plantestoffer, der har en effekt mod en specifik sygdom og hvordan kan man udnytte denne viden til at udvikle nye lægemidler?”
𝐅𝐨𝐫𝐞𝐝𝐫𝐚𝐠𝐬𝐡𝐨𝐥𝐝𝐞𝐫𝐞:
Jens Soelberg, PhD, etnobotaniker og samlingsmedarbejder på Statens Naturhistoriske Museum
Lars Porskjær Christensen, Cand. scient., lic. scient., professor, Institutleder på Institut for Fysik, Kemi og Farmaci, SDU
♥ TAG DERIND, hvis du kan…..
Foto: Eksempler på produkter til brug i forbindelse med hårtab. Jeg har ikke været flink til at føre alle tests med den regelmæssighed, det kræver, men jeg gjorde det med M2 Beaute Hair Activating Serum og ligeså Nioxin Sandalore på forskellige tidspunkter. Jeg kan bekræfte, at de helt uden nogen tvivl havde effekt, for jeg så centimeter af nyvækst ikke mindst fortil og i siderne, hvor jeg især har mistet hår og følgelig var særlig flittig med at behandle.
Gæt hvem jeg håber sidder på bænkene og tænker efter, OM nu effekten af burrerod, amerikansk olie/castor oil, sandeltræ/Sandalore (udviklet af Symrise), rosmarin, biotin, koffein, niacinamid, gurkemeje og i øvrigt også peptider kan fremme forbedring.
Hvad peptider angår, så har Bioeffect EGF Serum jo vist effekt på hudens vækstfaktor ved uafhængigt dobbeltblind placebostudie med en ingrediens, der er skabt ud fra bygplanter. Lyder det ikke logisk, at man måske også kan aktivere hårceller til bedre vækst (du kan evt. bruge deres bodyserum i hårbunden). Og måske har forskellige stoffer hentet i naturen også en gunstig effekt på vækst.
Foto: Et udvalg af produkter modtaget til test men flest selv-købte. De står i grupper med til venstre produkter med rosmarin, i midten castor oil, til højre peptider, bagerst biotin og forrest de to, jeg nævner ovenfor. Kig hos Normal, de har faktisk ret mange gode hårprodukter i det hele taget – selv i den lille butik, som vi har heroppe og hvor jeg har købt flere at produkterne her. Nu står så bare tilbage, at jeg gamle skønskriver kommer i gang med noget disciplin.
PS: Jeg er jo selvudnævnt mistmoster, og jeg må indrømme, at jeg finder det mest effektivt og også produkt-besparende (plus produkt-hygiejnisk), når produktet har mist. Det er jo årsagen til, at et temmelig dyrt produkt som M2 Beaute’s holder ret længe, for det har en utrolig fintfordelende spray.
Grrr.. Jeg bliver også irriteret over de professorer!
Hvor har du ret. Mange planter er jo decideret lægeplanter ( alle dem der hedder Officinalis som 2. navn efter navnet ihvertald)
Det minder om alle de advarsler der har været mod alternativ behandling og kosttilskud.
Peter Gøtzsche har påvist, at der hvert år dør omkring 3.500 danskere på grund af medicineringsfejl og bivirkninger af korrekt ordineret medicin’ (ordret citeret)
Dét hører vi ikke så meget om i medierne!
Hvor gad jeg også godt have hørt dét foredrag! HVORFOR kommer sådan noget IKKE i tv!
❤
Sku’ stå: … sådan noget IKKE i tv
( bær over med mig ;))
God weekend kære Lise
Anneka: Jeg blev da gevaldig glad, da jeg læste ordene i invitationen om, at planter i medicin ikke er fortid. Og du har ret, TV burde tage fat på den vidensdeling.
Og tænk alt det, man stadig ikke ved. Selv med vores store hjerner og teknologi er vi jo ikke altseende/vidende. Men man kan af gode grunde ikke tage patent på en plante, og dermed forsvinder interessen jo for at smide penge efter virkelig at dykke ned i eventuel udvikling af naturmedicin. Og tilsvarende stiger muligheden for at lave det til en ikke altid lige seriøs forretning.
Ikke godt. For du og jeg og mange kender det….når man har det dårligt og ingen hjælp får fra læge/etableret sundhedssystem, så kan man gå hen og blive et offer. Det er svært at navigere i. Med mindre, man gør som Camilla Plum siger: Spiser en r*vfuld krydderurter hver dag (;
For nylig så jeg et opråb i Ugeskrift for Læger, hvor en erfaren læge gjorde opmærksom på, at alt for mange unge uerfarne læger havde ansvaret på akutafdelinger, og det kan jo ende fatalt – på sin vis jo også for den unge læge, der står med et alt for stort ansvar.
God søndag kære <3
Hørt!! 🌱☘️
❤️
Anneka: God mandag med kærlig hilsen
Ville altså vildt gerne på bænken til foredrag i aften, men desværre ikke en mulighed. Gid du skulle med Lise, for du er ekspert i at genfortælle…
Din omtale af hårserum leder mig til et spørgsmål om, hvorvidt du har kendskab til et hårserum som hedder Regaine. Min søn har fået lavet hår transplantation, hvor nakkehår er flyttet frem mod tindingen. Skal efterfølgende bruge Regaine for at stimulere hårsækkene. Nu har han så fået rødt kløende udslæt i hovedbund og hele ansigtet. Er på antihistamin samt steroid salve, da det brænder helt forfærdeligt. Han er så klogeligt blevet rådet til at pausere en måned. Har du gode erfaringer med alternative produkter som f.eks. hårserumet NaturligOlie?
Kan, når jeg læser dit skriv, ikke lade være med at tænke på alle de planter som forsvinder med fældning af regnskoven. Hvilken kilde til sundhed og sygdoms helbredelse går ikke tabt derved…? 🫶🏻
Pernille S: AVS for pokker ): Det kan jo ske med alt, om det er naturmiddel eller som her lægemiddel selv om Rogaine – minoxidil, som der er tale om – kan købes uden recept. Du som fagperson har sikkert styr på bivirkninger, men jeg indsætter lige medicin.dk-link nederst til medlæsere. Og det, din søn døjer med lige nu, er jo netop en af de mest almindelige bivirkninger. Minoxidil er jo oprindeligt udviklet til behandling af forhøjet blodtryk, og så opdagede man, at en ‘bivirkning’ var øget hårvækst.
Nioxin med Sandalore, koffein, niacinamid og laurinsyre er et af de midler, jeg har set nævnt flere gange i medicinsk regi – selv om det jo er kosmetik. Nioxin er i det hele taget meget stærke på hår og især vækststimulerende produkter. Jeg indsætter link nederst til deres internationale site. Som det ses, så har de fået ny emballage i forhold til produktet på mit foto.
Castor oil er da også værd at forsøge sig med, og det er jo noget nemmere med formentlig kort mandehår, for det er noget fedteras. The Ordinary peptiderne måske også. Jeg ønsker så meget held og lykke.
Og øv, at du heller ikke kan komme på museion i aften – og tak i øvrigt for at synes, at jeg er en god genfortæller <3 Og ja, vi er for at sige det lige ud nogle idioter, at vi, der sidder sårbart øverst i fødekæden, vi underminerer vores egen eksistens fra havbund til trætop.
God dag alligevel - eller især (; <3
https://pro.medicin.dk/medicin/praeparater/1117
https://www.nioxin.com/en-US/products/leave-in/hair-fall-defense-serum
https://pilorum.dk/medicinsk-behandling-af-hartab/
Tusind tak kære Lise for et fyldestgørende svar. Jeg videresender til sønnen min🫶🏻
Pernille S: Dejligt, hvis der er noget brugbart <3