en sund knold kom i dårligt selskab

Et dårligt ry er svært at slippe af med, og bortset fra de nye, der betragtes som delikatesser og koster derefter, så er kartofler havnet i dårligt selskab med især pasta. Uligheden er ellers tydelig. Pasta er en stærkt forarbejdet fødevare. I modsætning til kartoflen, der er “fra jord til bord“ mad. Gæt selv, hvem af dem, der er den bedste beauty-booster!

 

Forklaring: Pasta var engang korn, som man under videre forarbejdning til mel fratager de vigtige næringsstoffer, hvorefter man laver en pastadej, som vi til slut koger. Der er langt fra jord til bord der, ik’! Kartoflen bliver gravet op af jorden og kogt. Jeg ved godt, at man kan andet end koge, men i princippet er det sådan, det er.

Da jeg var barn spiste man masser af kartofler og fed blev jeg i hvert fald ikke af det, og i øvrigt heller ikke resten af familien. Og det med at kartofler feder er kommet til at hænge ved denne guldklump af en grøntsag, som i øvrigt findes i flere flotte farver under familienavnet “solanaceae” med slægtninge som tomat, peberfrugt herunder chili samt aubergine.

 

Vel er der andre grøntsager, der kan præstere højere indhold af vitaminer og mineraler, men kartofler har fint med C-vitamin og masser af kalium samt fibre lige som de indeholder protein. Den almindelie blege pasta har til sammenligning ikke meget at prale af – andet end en hulens masse hurtige og dårligt mættende kulhydrater.

Kartofler indeholder komplekse kulhydrater, og det er faktisk vores krops vigtigste energikilde. Kartofler mætter mere og indeholder langt færre kalorier end pasta (og ris). Og fordi det er en naturlig og mættende madvare, så knockouter den ikke blodsukkeret, og endnu mindre, hvis du spiser den med skal og sammen med et stykke grovkernet rugbrød.

Der er point til både synsindtryk, smag og sundhed på en kartoffelmad med friskklippet purløg. Hvem kan rigtig forestille sig kold pasta på et stykke brød dagen efter!

Kartofler er perfekt krisemad, sand value for money med mange menu-muligheder. Og så kan den dyrkes i enhver lille have – eller såmænd i spande på altanen – og opfylde tidens trendy ønske om at være bonderøvs-selvforsynende. Og hvad angår det etiske “mætte-munde”, så giver kartofler fire gange højere udbytte end hvede og ris på samme areal.

Vi har masser af kartofler i vores køkkenhave og de holder til langt ind i vinteren sammen med de andre jordknolde. I selskab med hinanden og god olivenolie i ovnen er det en herreret, som fruen elsker.

PS: Jeg spiser selvfølgelig også pasta af og til, men jeg vil kun have fuldkornspasta. Jeg har det princip, at jeg spiser for at få næring, og det kan faktisk godt kombineres med nydelse.

 

DYRK DINE EGNE KARTOFLER

Har du have eller blot en altan, så kan du dyrke dine egne tidlige kartofler. Her er how-to:

*Tag nogle kartofler fra i februar (eller køb spirekartofler) og læg dem lyst og ikke for varmt til spiring.

*Når spirerne er fint mørkegrønne hen ad marts er tiden inde til at “lægge kartofler”.

*Brug sorte murerspande (dem køber du i byggemarkedet) eller endnu bedre store sorte potter af den slags man køber træer i på planteskolen (de har huller i bunden).

*Fyld spand/potte halvt op med beriget spagnum og læg én kartoffel i hver (den skal halvt ned i jorden).

*Sæt spandene/potterne i et bryggers eller lignende ikke for varmt sted.

*Når de første spirer ses fyldes jord på, og man fortsætter med at “hyppe” på denne måde til spanden/potten er næsten fyldt til randen (man skal kunne vande uden det løber over)

*Pas på ikke at vande for meget, især hvis der ikke er huller i bunden.

*Det optimale, hvis man ikke har drivhus, er at sætte spandene/potterne ud på frostfri dage og tage dem ind om natten. Det vil være omkring april måned. Husk at kartofler ikke må få frost, så er de kaput.

*Når kartoflerne har blomstret er tiden ved at være inde til høst. Stik en hånd ned i spanden og mærk, om der er kommet tilpas størrelse på knoldene.

*Du vil have egne tidlige kartofler omkring maj måned, og det er min erfaring, at der kommer en god grydefuld i hver spand.

Hvis man har bare antydning af bonderøvs-jeg-vil-være-selvforsynende-gener, så er det i den grad frydefuldt og det ringe besvær værd! Og så kan kartoflerne dårligt blive mere nyopgravede, det er i sandhed mad, der “tikker”.