Og et par bonusinfos
Der er nok andre end mig, der lakker ikke mindst tånegle mere sommer end vinter, og det betyder jo, at der også skal fjernes lak. Her er det, den lille reminder kommer ind.
Foto: Lakkerne, som har alle tiders gode brede pensel, er de nye sommerfarver, og de er 12-free of chemicals, og hvilke, du slipper for, kan du læse HER ♥
For vælg nu en lakfjerner, der ikke er et spildt forsøg på neglepleje men kan fjerne lak. At fjerne lak kræver et opløsningsmiddel som acetone, og nej, det er ikke ligefrem neglepleje, men det går hurtigt. Og så kan du skylle/vaske dine negle bagefter og smøre dem ind i al den pleje, de fortjener. Hvorimod du virkelig kan nå at få udtørret både negleplade og negleomgivelser, hvis du skal gnide og gnubbe med en lakfjerner, hvor opløsningsmidlet ikke kan komme til for godgørende ingredienser.
Men bortset fra det, så findes der faktisk lakfjernere der både kan fjerne hurtigt og samtidig indeholder stoffer, der styrker neglepladen. Nailberry Clean Bi-Phase Nailcolor Remover er foreløbig det bedste eksemplar, jeg er stødt på. Den indeholder bl.a. to stærke fugtere, glycerin og propanediol, samt hybenkerneolie. Opløsningsmidlet er MEK (=Methyl Ethyl Ketone), og det er faktisk mere effektivt end acetone, fordi det ikke fordamper lige så hurtigt. Du får noget keminørd HER.
Men husk, det er stadig et opløsningsmiddel, der ikke skal indåndes og så vidt muligt undgås på huden.
OBS! Når lakken begynder at slides på neglespidsen eller sko/sandaler slider den på midten, så reparer i stedet for at fjerne og lægge ny. Er det bare spidserne kan man ofte nøjes med blot at lægge lidt lak, hvor der mangler, og ellers kan man bagefter stryge et nyt lag på hele neglen. Det gør jeg som regel et par gange før jeg fjerner og lægger nyt. Det skåner neglen for den udtørring, der altid vil være i forbindelse med opløsningsmidlet i lakfjerneren.
PS: Kræft under neglepladen er ikke den hyppigste kræftform, men det forekommer, og en lak – især en farvet – vil være som en fysisk beskyttelse. Så der er lidt bonus ved pynten.
Og husk nu at nyde det derude og ikke mindst farverne. Endnu er det hele saftiggrønt og endnu er der rapsmarker, der lyser gult. Den gule farve gør opmærksom på sig selv, og det er selvfølgelig for at tiltrække bestøverne. I nogle kulturer ses farven som guddommelig og andre ser den som symbol på livsenergi, venlighed og intellektuel visdom og indsigt (Kilde: Lene Bjerregaard, Farveordbog-farvernes skjulte universelle signaler). Naturen har helt sikkert en mening med at starte foråret med saftigt lysende farver og med juni kommer de røde og så slutter sommeren i blåt og violet for at gå over i det gyldne før vinterens komme. Sådan forenklet og set med mit farvesyn.
Kis skriver
Kære Lise – og der fik jeg lige købt acetonefri neglelakfjerner i lørdags, det blev så den sidste gang. Skønt med neglelak i sommerfarver, det giver lige lidt ekstra.
Ja tak til brede pensler – nej tak til de meget tynde lakker, da er min hånd ikke hurtig og sikker nok. Nailberrys farver ser fine ud – de da skal lige lige testes.
Lise Grosmann skriver
Kis: Kære Kis, den kan jo være effektiv nok med det opløsningsmiddel, der nu er i den. Mit budskab er i og for sig, at man ikke skal betale en formue for en masse pleje i et produkt, hvis vigtigste egenskab er at fjerne neglelak hurtigt og effektivt. For bagefter er det under alle omstændigheder vigtigt at skylle neglene og så måske sætte ind med den pleje de og neglebånd trænger til.