Jeg havde ikke sul nok, ellers havde jeg helt bestemt lagt maveskind til en test af Liposonix. Men det forjættende slogan: “1 treatment…1 hour…1 size smaller” fik mange fingre i vejret, og den udvalgte blev fulgt med røntgenblik for at se, om hun klarede den smerte, vi havde hørt rygter om, eller om hun satte i et hyl. Men hun hævdede, at det eneste, hun kunne mærke, var, at det prikkede og så en varmefornemmelse.
Det var Ida Bille Brahe, indehaver af klinikken N’Age og den første i Danmark til at introducere Liposonix, der i tirsdags havde inviteret den samlede skønhedspresse til introduktion . Og altså demonstration. Metoden er udviklet over 10 år, og hos N’Age anvender man den seneste “2. generation” maskine. Liposonix er godkendt af FDA, USA’s sundhedsstyrelse.
Lad mig i en fart få nævnt, at Liposonix intet har at gøre med den ultralyd, vi kender fra undersøgelser af f.eks. gravide. Vi taler således ultralyd, der er 1000 gange kraftigere og genererer over 50 graders varme, som skal udholdes i et minut de tre gange, man behandler hvert hudområde. Ultralyden går 1,3 cm ned i huden, så man skal altså kunne opfylde kriteriet om et sådant lag fedtvæv. I modsat fald skades muskelen nedenunder.
En figurformende powerkanon…..
I Liposonix intensiveres ultralydsbølgerne ved, at behandlingshovedet “klemmer dem sammen”, så de fokuseres på et lille område. Med denne powerkanon kan man så lag for lag, centimeter for centimeter, smelte fedtcellerne væk. Uden at ødelægge huden – tværtimod opstrammes de kollagene fibre under fedtvævet, hævdes det. Resultatet er smallere figur uden eller med mindre fedtpuder på mave, hofter, lår og bagdel. Uden kniv og uden fedtsugning. Men heller ikke nogen slankekur. Faktisk behandler man ikke personer med et BMI over 30.
Sød musik…..
De fedtceller, der er smeltet væk, de kommer ikke igen. Tager man på, så bliver det et andet sted, det sætter sig, fortalte Ida Bille Brahe og forklarede, at de fedtceller, som ultralyden smelter, spises af nogle ædeceller i vores immunsystem, som kaldes makrofager, og via lymfecystemet udskilles de gennem leveren. Det er en proces, der sker over tre måneder.
Kom man ikke af med nok centimeter i første hug, så kan behandlingen gentages. Til gengæld blev det understreget, at behandlingen kun kan laves på sund hud. Er huden ødelagt af f.eks. strækmærker, bliver resultatet ikke så godt. Meget løs hud er heller ikke velegnet. Ar kan også udelukke behandling, alt efter, hvordan de ligger. Og selvfølgelig kan man ikke behandles, hvis man er gravid.
Selv om Liposonix ikke er et alternativ til slankekur, så er metoden vældig velegnet til personer i den alder, hvor en slankekur for at slippe af med en topmave eller love handles resulterer i slap hud – også i ansigtet. Når den første ungdom er gået over, så pynter det jo med et afrundende lag fedt.
jamen gør det ondt…..
Da vi nu ikke kunne få vores testperson til at skrige i smerte, så ville mange vide, om det da slet ikke gjorde ondt og i givet fald, om det så var værst, hvis der ikke var så meget fedt! Ida svarede, at i de tests, de hidtil har lavet, har det faktisk været dem med mest fedt, der har klaget mest over smerte. Men understregede hun, det var altså et udholdeligt ubehag. Da hun er gravid har hun ikke selv kunnet teste behandlingen. Af eftervirkninger blev nævnt ømhed, blå mærker og hævelse, som typisk varede fra en til tre uger.
Og hvad koster det…..
Alle klienter går via hudlæge efter at en af klinikkens sygeplejersker har vurderet, om man er egnet til behandling. Priserne varierer i small, medium, large alt efter, om man har f.eks. lille, mellem eller stor mave. Således koster en lille topmave, som kan behandles på under en time, 10.000 kr. mens en større mave kan løbe op i 15.000 kr. Hofter koster eksempelvis omkring 10.000 kr.
Måske skal jeg alligevel være glad for, at jeg ikke har sul nok (-:
Du kan læse mere om Liposonix på liposonix.com og/eller ringe til N’Age på tlf. 70 27 33 66
Skriv et svar