og en afsluttende kommentar
Fødsel og død, udvikling og afvikling, og derimellem livet, hvor kronologisk alder også bliver til biologisk alder. Fordi vi har forskelligt genetisk udgangspunkt og har levet forskellige liv, passet os selv og vores hud forskelligt. Sol og smøger er jo ikke på pluskontoen og kan gøre en 40 årig rynket som en 80 årig. Men afviklingen kommer uundgåeligt til os alle. Og huden svækkes uundgåeligt.
Det sker, skriver hudlæge Christian Grønhøj i ‘Glød-Sund kost, Smuk hud’, “fordi cellerne ikke deler sig lige så hurtigt som tidligere, og de er heller ikke lige så gode til at reparere skader i huden”. Når du bliver ældre, sker der nemlig det, der hedder en methylering. Det er en slags nedslidning af dit arvemateriale, som forplumrer aflæsningen af den genetiske kode og derfor er de nye celler ikke i samme friske form som deres ophav. Og jo ældre vi bliver (kronologisk) jo flere methyleringer. Skriver altså Christian Grønhøj.
Foto: De 60 er passeret, og de Fiorucci-briller er næsten lige så gamle som mig. Det er også lyv, men de er fra slut 70’erne, og dem passer jeg også på
Ofte angives 60 årsalderen som der, hvor huden i sin helhed begynder at blive tyndere. Der bliver færre forhornede celler i overhuden og samtidig sker der en mangelfuld opbygning af lipider mellem cellerne (bl.a. ceramider) og dermed bliver hudbarrieren skrøbelig. Da kollagenet også svinder og læderhuden bliver tyndere påvirkes både hudens fysiske modstandkraft (tryk og træk) og den kemiske. Samtidig bliver der færre blodkar, mindre tilgængelig næring og svækket immunforsvar.
Det bliver sværere at være hud, for en tynd hudbarriere får let åbninger, den taber vand og bliver udtørret og ‘kreppet’. Den bliver mere følsom over for kemiske stoffer med sæbe som et eksempel. Der sker også ting nede i det tynde lag i overgangen mellem overhud og læderhud, som dels fratager huden spændstighed og får den til at rynke men også svækker sammenhæftningen af de to hudlag. Huden bliver løsere bundet til underlaget.
Hvor det lille barns hud klarer sig optimalt og ikke bør smøres med creme, så har den ældre hud brug for meget fugt og det, der holder godt på den. Ceramider, squalane som huden selv bruger er et godt bud. Men tænk endelig en styrkelse af hudens mikrobiom ind. Man skal derimod ikke gå hidsigt til den ældre hud for at skubbe til de dovne celler, for energien er der ikke mere og den svarer desperat igen med inflammation.
♥ Det er godt at vide, hvad man har i vente, så man ved, hvad man skal gøre i tide. Og dig, der slet ikke er nået dertil, du har masser af muligheder for at indføre de rutiner, der ikke plager men plejer og styrker din hud i årene, der kommer. Indefra og udefra. Huske at smile, sove og spise sundt og få rørt sig.
Og i morgen får du den gode guide på hylde i bogbutikkerne. Hele Danmarks blogmama, der også styrer skønhedsskuden i Børsen og på TV2-godmorgen, udgiver sin seneste bog ‘Bedre hud med årene’. Og her er det så, at halstricket kommer ind. Og det skriver jeg med dels et tak for at bliver citeret og et stort smil over mit halshiveri. Husk den nu, siger jeg bare – både bogen og halsen!
I morgen har I læsefri fra mig. Jeg håber, I har tid til at komme ud og nyde det forår, der er under udvikling for før vi får set os om, så er det under afvikling (smil).
Jeg pillede lidt i det visne bladdække i går for at se, hvordan det gik med anemonerne, og de arbejder på sagen. Om 2-3 uger sker miraklet og skovbunden bliver hvid. PS: Jeg lagde pænt bladdynen over den igen ♥
Anneka skriver
Kære Lise
Dét ord ‘afvikling’ kom jeg både til at grine og gyse over
Hvor er du smuk og dejlig og naturlig. Og din ildsjæl lyser/ brænder! 🧡
🌱☀️ Forårshilsen fra det nordjyske
Lise Grosmann skriver
Anneka: Af mit ildsjælshjerte inderligt tak for de smukke ord, jamen jamen….<3
Mht. 'afvikling' så tænkte jeg selv lidt over det, om det gik an, men ordene spillede så godt sammen - udvikling og afvikling (;
Forårshilsen til det nordjyske herfra med endnu et tak <3
Kirsten V skriver
Meget spændende det hele!!!
Ja, den hals er bestemt ikke nem!!!
Jeg ser ud som jeg har fået hovedet skruet på. 😉😆😞🙈 Jeg er slank og dyrker meget sport, men den hals har sit eget liv desværre.
Anettes bog glæder jeg mig meget til at læse!!! Jeg har brugt dit trick Lise.😉
Jeg kunne godt tænke mig, at høre din holdning til den blå Nivea creme i dåse?
Altså til hænder mv.
På forhånd tak.
Lise Grosmann skriver
Kirsten V: TAK, det er jeg glad for.
Nej, hals er ‘et ømt punkt’, hvis man ikke bare er ligeglad. Det er svært at gøre meget andet end at forlænge ansigtssmørelsen ned på den. Hvis man vil lave øvelser, så skal man være virkelig vedholdende. Anette’s bog er et klogt must – men den kommer sikkert på biblioteket.
Sjovt, du nævner Nivea, for min mand og jeg talte om den i går. Han sværger til den blå dåse til hænder og fødder – han bruger ikke creme i ansigtet. Og jeg vil sige, at der jo intet er i vejen for at bruge den i ansigtet, der har millioner af mennesker gjort i tidens løb <3
Kirsten V skriver
Mange tak for dit svar Lise.♥️
En dag ved lejlighed, må du gerne sætte link på til de øvelser for halsen, som du mener kunne hjælpe, hvis man er meget vedholdende.
Rigtig god weekend!!
Pernille S skriver
Smukke dig ♥️ …
Lise Grosmann skriver
Pernille S: De ord passer også på dig <3 Og TAK (ih, hvor jeg mangler de der emojis her!!!)
Anette Kristine Poulsen skriver
1000 tak kære Lise! Det er en ære at blive vist her!
Lise Grosmann skriver
Anette Kristine Poulsen: Det er da vist i den grad mig, der nyder ære med omtale i din bog kære Anette <3
Karin Winther skriver
Helt sikkert en ny spændende bog fra Beautyspace Anette ! Må også ha den i hus.
💚❤️💛🤍 iskold men smuk dag til dig, Lise.
Mandag gik jeg 17,2 km og i går var jeg på havearbejde hele dagen. Så i dag holder jeg “dovendag” men skal bestemt op i skoven efter ramsløg, og lede efter anemoner 👩🌾. Og jeg finder også en tyk uldtrøje frem, at begrave halsen i . ☺️
Lise Grosmann skriver
Karin Winther: Alt fra Anettes skrivehånd er spændende og til at blive klogere af.
Den dag endte da overhovedet ikke spor koldt, for hold op, hvor solen varmede. Jeg sad ved fjorden og kaffehyggede med mig selv og et godt stykke chokolade <3 Selv om jeg ikke havde været flittig, heller ikke i går. Men tur går jeg hver dag om end ikke 17 km. Hvad sweatre angår, så er jeg så heldig at have flere med halsskjuler ((;